Freshmaker

Jeg har fået en pris.
Som kreativ blogger. Wow!
Underligt egentlig; for det er da vist ved at være ret lang tid siden, at jeg har været kreativ på bloggen.
Men nuvel.
Jeg har fået prisen af Ypperstepraestinden, og der følger nogle krav med, for at man kan modtage prisen - hvilket vel egentlig er lidt mærkeligt for en pris, men lad nu det ligge.

Først skal man indsætte et billede af prisen. Done!

Derefter skal man linke til den, man har fået den af. Done

For at det ikke skal være lyv, så skal man skrive syv ting om sig selv. Done - nedenfor.

Til sidst skal man så give prisen videre til syv andre. Se her bliver det så lidt tricky. Ser du, jeg læser ikke syv blogs. Jo. jeg læser nogle professionelle blogs på diverse nyhedssider, men jeg tvivler på, at Arianna Huffington og andre ligefrem forstår det danske kædebrevssystem - eller dansk generelt. Så…. Not done.

De syv ting:

• Jeg har et operationsar i hver side af lysken.
• Jeg haft sex på flere offentlige steder end jeg vil erkende overfor mig selv.
• Har et Omega Speedmaster Professionel limited edition, som jeg går med på højre arm.
• Jeg var en nørd i folkeskolen.
• Jeg er ekstremt følsom overfor lugte.
• Jeg er ekstremt forfængelig.
• Jeg er på fornavn og håndtryk med ham, der sælger mig størstedelen af mit tøj, men kender ham ikke.

Bonus:

• Jeg tror nok, jeg skal tatoveres igen.

Løb ind i min tattovør i går. Sådan ved lidt af et tilfælde.
- Hej. Hvordan går det? Hvor har du tabt dig.
Og bla bla bla.
- Hvordan går det med dragen?
Og bla bla bla.
Men det korte af det lange er, at vi talte lidt om løst og fast og den 14. januar skal jeg igen under nålen.
Nice!

Hun havde ægte frygt i øjnene. Kinderne blussede, og hendes brystkasse med en meget fin kavalergang hævede sig hastigt, mens en rød farve hurtigt dækkede hendes herligheder og hals.
“Hvad fanden er det, du laver?”
Jeg holdt hovedet ude af bilen, men holdt fast i taget på det stykke, hvor hun havde åbnet vinduet. Min stemme var langt fra venlig.
Hun hev sit headset ud af øret, og med en knækket stemme fik hun fremstammet:
“Jeg havde ikke set dig. Undskyld … Jeg.”
Jeg rystede på hovedet og bad hende om at lære at køre bil, eller i det mindste se sig for.
Inden hun nåede at svare, slap jeg bilen, og trådte rasende videre op ad den frederiksbergske allé.
Hun var den anden bilist, der indenfor ganske få kilometer havde forsøgt at klemme mig ihjel (eller noget) ved ikke at se sig for, inden de skulle dreje til højre/parkere. Og så kom det altså til at gå ud over den yngre kvinde i den lille hvide bil. For helt ærligt. Godt nok har jeg tabt mig, men jeg vejer stadig omkring 90 kilo og er dermed ikke usynlig i trafikken. Jeg er hurtig, men ikke usynlig.
Og det pisser mig af, når bilister glemmer at se sig for, når de skal dreje til højre eller parkere. Specielt, når jeg - til en afveksling - kører efter reglerne.
Underligt nok føler jeg mig mere trafiksikker, når jeg tonser rundt på kørebanen og zig-zagger ud og ind mellem bilerne, overhaler dem venstre om eller bare kører fra dem ved at ignorere fartgrænsen.
Og jeg bliver vred, når nogen gør noget dumt i trafikken. Ikke kun bilerne.
På mine cykelture til arbejde møder jeg mange tohjulende, der også kører som om de aldrig har lært de mest basale regler. At man, eksempelvis, ser sig over skulderen inden man trækker ud til overhaling. Der kunne jo komme en (mig) bagfra med dobbelt så meget fart på.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver vred. For generelt er jeg en meget zen-agtigt menneske.
Jeg hidser mig næsten aldrig op, men underligt nok, så gør jeg der i trafikken.
For for satan, hvor er der mange amatører derude.
Generelt kunne jeg godt tænke mig en ordning, hvor man tvang cyklister til at køre bil hver anden uge - og omvendt. Mon ikke det ville hjælpe på alles vilje til at se sig for og tænke sig om?
I think so.
Så¨ville jeg også slippe for at skræmme livet af yngre kvinder i hvide biler, der er ved at køre mig ned.
Læser du det her, vil jeg godt sige undskyld. Jeg har, faktisk, ret dårlig samvittighed over det. For mon ikke det var lige så meget min egen skyld?
I modsætning til dig er jeg, nemlig, frygtløs derude på asfalten.

Vi sad tre på Dorthes Suzuku FZ. Men ingen af os var Dorthe.
I stedet var vi mig, min bedste ven og en pige som ingen af os vist kom i bukserne på, på det hvide lyn, som vi havde lånt i en uge mens Dorthe var på Kreta - eller noget i den stil. Vi lagde os ned i svinget og lagde os så helt ned - komplet med knallert og det hele. Jeg tror nok, det var min skyld. Jeg havde svinget lidt for meget med bæreposen med Paderborner-dåseøl og skabt ustabilitet på den lille knallert, der maksimalt var beregnet til to personer. Tror jeg.
Men vi tog det meget godt. Rejste os selv og knallert op og børstede asfalt af os og satte så kursen mod mit hjem og min fars beholdning af Blå Royal - på dåse (det var jo i Jylland) - som vi var blevet enige om at lette for en ramme. Han havde jo ti og lagde sgu ikke mærke til det (det gjorde han).
Inden køreturen havde vi drukket en halv ramme af de billige øl fra Tyskland - en del af dem via tragt - og hørt høj musik fra pladespilleren.
Øllene blev stjålet* og vi drog til stranden for at mødes med mange andre, der også tømte dåser i halsen og vise sig frem for det modsatte køn.
Jeg kan egentlig ikke huske så meget efter det. Jeg husker, at jeg sad på et lavt stakit med en dåseøl i hånden og resten af øllene spredt foran mig. En pige kysser på mig og har en hånd oppe under mine shorts.
Nogle timer senere var jeg hjemme. Forløst og ganske godt tilfreds med Skt. Hans anno 1990.

Nu sidder jeg så her efter endnu en Skt. Hans - næsten 20 år senere.
Jeg drak vand.
Spiste min egen medbragte mad (tæller kalorier og gram) og sagde nej tak til alt det sjove.
Jeg var med til at putte børn i seng klokken 20.30 og kørte selv hjem klokken 23.

Time sure is different.

*Der gik syv år før min far fortalte os, at han godt vidste, at vi havde lettet hans beholdning, så frem til da troede vi faktisk at min far ikke kunne tælle. Det kunne han - og i 1997 købte vi ham så en ny ramme som erstatning.

Jeg har egentlig ikke noget at sige.
Jeg har arbejdet hele søndagen og formået at skrive hele 14 A4-sider med indhold af blandet kvalitet.
Og hvad så?
Er jeg nu en bedre medarbejder, et bedre menneske eller bare som i går?

Jeg har lyst til at vokse ud af det, jeg laver. Lyst til at blive klogere hele tiden og ikke bare forbilive en form for status qo i et job, der for længst er blevet for let, og kun sjældent byder på andet end dage, der skal overståes, så jeg kan komme ud og beskæftige mig med det, jeg interesserer mig for.

Jeg har lyst til at verden var så retfærdig, at den belønnede intens træning med både cardio og styrke med vægttab i stedet for at smide en forbandet masser kilo ekstra på vægten. I stedet må jeg erkende, at jeg har nogle meget solide ben og arme, og at det giver store muskler at spise mindst to rå æggehvider om dagen.

Jeg har lyst til at falde i søvn med en velduftende kvinde ved min side.

Men mest af alt har jeg lyst til at tage hjem - så det gør jeg.

Normalt er jeg ikke en skide stor fan af at bede om at få hjælp.
Men nu er jeg ved at være træt af, at jeg ikke kan komme i tanke om, hvor et stykke musik kommer fra.
Kender du denne reklame fra Det Kongelige Teater - og kender du musikken?  Det har været brugt i oceaner af film og lignende. Men jeg kan ikke huske, hvor og kan ikke slå det op.

Nu gider jeg faneme ikke være her længere.
Altså i Danmark.
Fik regnet mig frem til, at jeg ikke har været væk fra DK i andet end arbejdsting siden december 2006. Og da jeg åbenbart har små tre ugers ferie tilbage (aner ikke hvordan det hænger sammen), så besluttede jeg mig, mere eller mindre, for at tage til New York i forbindelse med påsken. Sådan en lille fem dages ferie med kunst, shopping, mad og mere kunst.
Ah!
Eks fortæller mig så, at hun også er i New York på det tidspunkt. Hun skal til konference og tager et par ekstra dage til at shoppe og spise.
- Ville det så være åndssvagt, hvis jeg også var der?
- Det er nok lidt stalker-agtigt. Men det skal du da selv bestemme.
Hun grinede, men jeg gjorde ikke.
For hun har jo lidt ret.
Det kan godt virke lidt stalker-agtigt, hvis jeg flyver rundt om jorden for, godt nok tilfældigvis, at være i samme amerikanske storby som hende.
Og egentlig er det jo lidt åndssvagt.
For jeg ville jo ikke bo i nærheden af hende - hun har nemlig en lidt lavere tolerence for kvaliteten af hotelværelser end jeg - og sansynligheden for at vi ville mødes, uden af have aftalt det først, er - trods alt - minimal.
Alligevel har jeg endnu ikke bestilt min billet eller booket mig et hotel i New York City - og jeg vil jo helst til NYC. Det er jo det eneste sted, hvor jeg føler mig helt hjemme uden at være det.
For bare det at hun, godt nok i sjov, brugte ordet gør mig i tvivl om hvilket signal jeg sender til fælles bekendte.
For jeg er jo ikke en stalker.
Er jeg?