Freshmaker

For nogle uger siden blev jeg “passet” op, da jeg var i bad efter træning.
Vi var to mand til at dele de syv brusere, og den ene af os var en af de mænd, der ikke har hår på kroppen. Jeg havde, den dag, trænet skuldre, mave og ben inden jeg cyklede små 40 minutter ved høj belastning. Jeg var, med andre ord, pumpet lidt op på strategiske steder af kroppen, og kunne lide, hvad jeg kunne se i det store spejl, der dækker væggen modsat bruserne.
Det var jeg ikke den eneste, der kunne.
Den hårløse ved siden af mig, kunne også.
I hvert fald rejste hans manddom sig til mere end en halvfed, og pludselig stod jeg ved siden af en mand med strittende pik, som så toppede det af med at sige følgende:
- Du har nogle sexede ben.
Tak skal du ha’!
Jeg er godt klar over, at mine ben ikke hører til de grimmeste i verden. De er muskuløse og markerede. Lige fra hoftebøjeren til anklen er der masser af fibre og kraftige sener.
Men det er ikke for andre mænd, jeg træner dem. Det er for min - og kvinders skyld - at jeg pumper jern og cykler/løber.
Jeg blev temmelig befippet over at stå der med shampoo i håret og en skydeklar mand ved min side.
Takkede bare for komplimentet og blev så færdig med at vaske resten af min krop og komme i noget tøj.
Det er egentlig ikke fordi, jeg har noget imod at blive lagt an på af mænd. Det er sket før. Dog ikke under en bruser. Der er det noget helt andet fordi man jo netop er pivnøgen og, tydeligvis, et sexobjekt.
Men siden da har jeg faktisk læst alle mulige ting ind i de nøgne mænds opførsel i omklædningsrummet.
Som i går, da jeg bukkede mig ned for at binde mine løbesko inden træning.
Da jeg så skulle rejse mig op igen så jeg direkte ind i røven på en nøgen mand, der mente at den bedste måde at tørre sine fødder var at vende røven til mig - i stedet for at vende den mod skabet - og så bukke sig sammen, så jeg kunne se hele hans behårede røvhul på mindre end en halv meters afstand.
Jeg bad ham vende røven væk en anden gang. Men han kunne ikke se et problem i det, og mente at jeg skulle slappe af.
Men det har jeg ikke lyst til. For jeg gider ikke have proppet halvstive pikke og behårede røve i synet bare fordi jeg, tilfældigvis, befinder mig i et omklædningsrum.
Kan ikke finde ud af, om jeg er blevet sippet på mine gamle dage, eller om jeg bare kommer i centeret på de forkerte tidspunkter.

Da jeg var fed.
Det er underligt, at kunne sige sådan: Da jeg var fed.
Lidt som at det også er underligt, at kunne sige, at det er 25 år siden, jeg gjorde det, eller at vide, man har kendt venner i små 30 år.
Det er underligt.
Nå! Men altså: Da jeg var fed (havde et BMI over 30; nærmere betegnet 32,4 og en fedtprocent på 26,7) kunne jeg godt stå foran mit spejl og synes, at jeg så godt ud. At jeg var et ganske lækker mand med en flot bygget krop. Jeg har hørt, at det er meget normalt, at mænd gør det. At vores spejle lader os se en overdrevet positiv version af os selv; en lille skygge på maven tolkes som en halv sixpack og så videre. Omvendt er det vist for kvinder. Alt forværres, og man ser at som negativt.
Selvom mit spejl er det samme, så er det ikke længere sådan, at jeg står og blinker tilfreds til mit eget spejlbillede.
For i takt med at min BMI med hastige skridt nærmer sig 25, så begynder jeg også at se noget helt andet, når jeg står nøgen foran mit spejl. Ikke at jeg gør det hele tiden, men det hænder da. Men det er så ikke længere en selvfølge, at jeg nikker til mig selv, og proklamerer at jeg er lækker.
Jeg kan stadig være tilfreds med mig selv. Men ikke hundrede procent. For der er jo stadig en bule på det nederste af min mave, og af en eller anden grund har jeg kun en tree-pack mens min højre læg er tydeligt mindre end den venstre. Og er der ikke noget underligt ved den måde min brystmuskulatur er bygget op på?
Min ligegyldighed og blindhed over min krops forfald er erstattet af en, for mig, irriterende fokus på, hvordan min krop tager sig ud. For hvorfor har jeg, stadig, den bule på maven - når nu jeg træner så meget og følger diæten 97 procent slavisk?
Det er egentlig stupidt. For jeg har jo smidt i omegnen af 15 kilo siden slutningen af juni (har ikke været på vægten i tre uger - men skal igen på torsdag, og går det som det plejer, så har jeg smidt mere 15 kilo fedt og vand i alt, og taget mellem 500 og 1.800 gram muskelmasse på over en tre ugers periode). Pludselig er alt det ikke nok - det går ikke hurtigt nok; selvom jeg ved, at jeg ligger på grænsen til at tabe mig for meget for hurtigt. Det siger både min diætist og min praktiserende læge, som jeg besøgte til mit årlige tjek forleden.
Det går jo fint. Bedre end fint; faktisk.
Men af og til er det ikke nok. Faktisk overvejede jeg at tjekke de der vægttabs-piller (Alli) fra apoteket ud. For det kunne hjælpe mig med at smide bulen hurtigere.
Gudskelov droppede jeg tanken, men alene at jeg kunne komme på det gør mig lidt urolig.
For bliver jeg nu sådan en, der ikke er tilfreds med mig selv - ever?
Eller bliver jeg sådan en, der ser ned på dem, der er overvægtige/fede? Gør dog noget ved det - det var jo let nok for mig. Jeg kan næsten høre mig selv sige det, og bliver så træt af mig selv, når det sker.
Og så kan jeg ikke lide mig selv, når de tanker rammer mig. For det gør de.
Så skal jeg lige standse op og mentalt forsøge at finde tilbage til den Fresh, der stod fed og glad foran spejlet og syntes, at spejlbilledet var godt.
For det var det.
Dengang, jeg var fed.

Jeg synes, det var en anden mand end mormalt, der så tilbage på mig.
Håret det samme som altid, også skægstubbene var de sædvanlige.
Alligevel var den nøgne mand i spejlet anderledes end normalt.
Der er selvfølgelig også sket noget de sidste mange uger. Han vasker op mindst en gang om dagen - vasker tøj konstant og har svært ved at holde sig vågen efter midnat.
Han er fokuseret på én ting, og har meget svært ved gøre andet end det, som er i fokus. Det er også derfor, den levende version af spejlbilledet, ikke har blogget eller kommenteret meget de sidste mange mange uger.
Det kræver energi og flytter fokus.
For han tør ikke flytte det. Er bange for at miste, hvad der er opnået.
På køkkenbordet - midt på det - står en digital køkkenvægt. Den bruger han, mindst, seks gange om dagen, når hver enkelt måltid vejes af efter en nøje lagt plan fra en dyrt indkøbt diætist.
På lørdag er det fire uger siden han startede med at indtage eksempelvis 45 gram havregryn til morgenmad og krydre det med hørfrø, så tænderne skal tjekkes en ekstra gang inden han går hjemmefra. Og han er sulten - konstant.
Men han får også kun 1600 kcl. om dagen - og på de dage, hvor han også træner, så skriger hans krop på oceaner af føde. Skriger forgæves.
Om fem dage skal han så vejes for anden gang, siden starten. Første gang var efter 12 dage, og det gav et minus på præcist fire kilo. Dermed var der kun 16 kilo tilbage før mål nummer to blev nået - at komme ned på den vægt, som han havde sidst, han følte sig i topform.
Han har ikke været på vægten siden, så han kan ikke sige, hvordan det går. Kun at hans bukser hænger og at konturerne af mavemuskler kan ses under den, lidt, brune hud.
Alt sammen meget godt.
Men det er en anden mand, der står der i spejlet.
En mand, der selv i et billigt IKEA-spejl, er i fokus.

Det kan jo ikke lade sig gøre. Eller måske burde jeg sige, at det ikke burde kunne lade sig gøre.
Var på vægten i morges. For første gang i en uge - en uge, der har budt på fem gange træning, masser af grøntsager og et (efter mine forhold) lavt indtag af slik og lignende.
Var fyldt med selvtillid fordi jeg - trods et familiebesøg, der altid medfører lidt for meget hyggemad - synes, at jeg var på vej den rette vej.
Og hvad sker der så?
Jeg har taget fire kilo på. Helt nøjagtigt 3,8 kg er der røget på sidebenene.
But but but but … how?

Der må sgu være noget galt med vægten.

Har sådan lyst til at drukne skuffelsen med en kage fra La Glace.