Freshmaker

Det var en af den slags dage, hvor ens hår sad perfekt - trods en tur i en parisisk forårsstorm - og jeg var kommet i de rette sko, de fede bukser, en matchende skjote som var så tilpas åben, at man kunne skimte dele af min tatoverede brystkasse og så en åbentstående frakke, så jeg så tilbagelænet og afslappet ud.
Så stod jeg i modetøjsafdelingen af en sportsbutik og spottede et par bukser, som simpelthen skulle være mine. Koste hvad de så måtte koste (240 euro).
Da mit franske ikke er vildt godt, så gik jeg i gang med engelsk, og den afrikansk udseende kvinde svarede med fed amerikansk accent og fik mig til at slappe lidt mere af. Jeg prøvede bukserne, besluttede mig for at leve af havregryn i marts måned og købe bukserne og et par matchende sko, og følte mig straks lidt gladere. Sagde nogen shopaholic? Da hun så stod og pakkede mine nyerhvervede stykker bomuld og læder i hyperdesignede poser, stillede hun mig spørgsmålet, der fuldendte min dag:
“So. You’re for fashion week”?
Et øjeblik var jeg lidt forvirret. For det første vidste jeg ikke, at det var fashion week i Paris lige nu. For det andet havde jeg aldrig set mig selv som en, der lignede noget, som tog på fashion week.
Jeg fik hende så forklaret, at jeg var i Paris af helt andre årsager, men at jeg da var glad for at hun så mig som mode-aficionado.
“Oh. It’s just that You look a lot like the people who usually comes here to do fashion - and since You are interested in our product You must be interested in fashion”.
Mens hun sagde smilede hun med sine bløde læber og brune øjne, og min kvindelige kollega, som stod et par meter væk, rullede med øjnene.
“Jeg vidste bare, at du nu ikke ville være til at holde ud resten af dagen, da hun sagde det”.
Og ja. For jeg følte mig super fed resten af dagen.
Da jeg så lå alene i min seng - adskillige euros fattigere på grund af den flygtige modebranche, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor sådan et kompliment - hvis det da er det - kan få mig til at føle mig som en, der er noget mere værd end normalt.
Hvad er det i mig, der gør, at jeg har sådan et behov for at stive mig af med tøj, hår, briller og armbåndsure til 30.000 kroner.
For mit ur er ikke mere præcist end et digitalur til 200 kroner, mine brilleglas bliver ikke mindre fedtede af at være i et carbon-stel i stedet for et stel til en krone fra Louis Nielsen. Og jeg er ikke mere eller mindre varm fordi der står Armani i nakken på min skjorte.
Jeg har pakket alle tingene ud fra min kuffert, og nu ligger de på min sofa, og da jeg stod op i morges havde jeg ikke lyst til at tage noget af det på.
Jeg havde ikke lyst til at tage den selvfede følelse, som købet af tøjet havde givet mig, på.

Jeg har meldt mig til forskellige hold i mit fitnesscenter. Måske kan det være en katalysator for at jeg kommer afsted til træning på mere regelmæssig basis. For det der med at stå op klokken halv seks, det bliver så bare ikke til noget.
Jeg hader holdtræning. Så længe det ikke er spinning. For her kan jeg det til fingerspidserne - kan jo køre solen sort - og så kræver det ikke skide meget koordination. Bare lår, lægge og røv, som sjovt nok også er de muskler i min krop, som altid er mest i orden.
Så spinning har altid været det, som jeg har holdt mig til. Fordi det er det, jeg er god til.
Men jeg er ikke god til de andre hold-ting.
Slet ikke det, i dag, hvor jeg fik en makker. En makker, som var det, jeg helst vil være: Perfekt til det, vi lavede.
Han var min totale modsætning og gav mig lyst til at droppe timen. Fordi jeg ikke var koordineret eller stærk nok. Jeg kunne ikke udføre øvelserne til UG, som jeg vil; enten på grund af mangel på luft eller styrke i kroppen.
Jeg hader holdtræning, hvor andre kan se, jeg fejler.
Egentlig skulle jeg nok have fundet mig et andet job. For når en journalist fejler, hvad jeg af og til gør, så bliver det udstillet for alle.
Jeg hader at lave fejl. Også når jeg ikke har en levende chance for at være fejlfri - som til træningen i dag, hvor jeg var der første gang.
Jeg ved ikke hvorfor.
Jeg har bare en problem med det tab af ansigt, som det er ikke at klare tingene fuldt ud.

Det er vist ikke sundt i længden…

Der kommer et tidspunkt, hvor man bliver så glad for sig selv og sin partner, at man får lyst til at lave en kopi. Og så er det, man får børn.
Det var der, en gang, en som sagde til mig (eller også har jeg læst det et sted), og så kan jeg jo så tænke lidt over det.
Jeg elsker så ikke, mig selv, nok.
Det er ellers underligt. For det er vist svært at finde nogen, der har et større ego (berettiget eller ej) end jeg. Jeg er ret glad for mig selv det meste af tiden. Der er selvfølgelig også tidspunkter, hvor jeg så absolut ikke er, men det er en helt anden snak.
Men der er visse ting ved mig selv, som jeg slet ikke er tilfreds med. Noget, som slet ikke falder i hak med mit ønske om at være, noget nær, perfekt. For jeg er jo ikke i orden. Jeg er udstyret med nogle genetiske mangler og simple byggefejl.
Blandt andet går jeg med briller. Det er der sådan set ikke noget galt med, da det får mig til at se (endnu) klogere ud.
Men ser man bort fra brilleabe-tingen, så er der de mere grove ting, som jeg har arvet fra min far:
Jeg er udstyret med en svag bughule, har astma og er overfølsom overfor græs.
Og så er der andre ting, som jeg ikke lige gider kede nogen med. Men nogle gange tænker jeg på, om det ikke bare er en god ide, at jeg lader være med at få nogle børn. Så kan de svage gener forsvinde for tid og evighed.
Et eller andet sted er det en syg tanke.
Men alligevel tænker jeg den. For jeg er, alligevel, ikke perfekt, og elsker ikke mig selv nok til at være ligeglad.

Man behøver ikke være raketfysiker eller lignende for at lægge mærke til, at jeg har været noget sløv til at opdatere min blog det sidste stykke tid.
Det er egentlig ikke fordi, jeg ikke har noget at sige. For det har jeg, sådan set, altid. Der er altid en eller anden, jeg er sur på, altid et eller andet, der fik mig til at smile på turen hjem fra arbejde eller noget helt tredje, der presser sig på. Men jeg har bare ikke haft trang til at udgyde alt via den her - ellers ganske glimrende - blog.
Og det er din skyld.
Ja. Dig, der læser, og af og til kommenterer på det, jeg skriver, der gør, at jeg er lidt stået af.
For hvem er du? Hvorfor interesserer du dig for, hvad, lige præcis, jeg skriver? Hvad er det, der gør, at jeg er relevant for dig?
Og igen. Hvad giver det, du giver tilbage, egentlig mig?
Er interaktionen mellem mig og dig ægte, eller er den blot endnu et skridt til at fjerne ægte menneskelig kontakt mellem sind?
Jeg føler nogle gange, at jeg snyder mig selv ved at dette ikke er helt ægte, men kun tæt på. For hvad kunne jeg få ud af, at kende dig i virkeligheden? Ville jeg, måske, ikke vokse mere ved at kunne have en dialog om de ting, der er i mit hoved i stedet for at det er mig, der hælder ud og, måske, får et svar?
Det virker så uægte, selvom både dine og mine intentioner, helt sikkert, er de bedste.
Det er som om, jeg har sat mig på en stol og fået mig en virtuel lapdance. Det er så tæt på at være ægte og godt, men er det alligevel ikke fordi vi aldrig kommer tæt nok på hinanden til at det rører, hvor det hjælper.
Jeg kunne, selvfølgelig, lade være med at gemme mig bag mit pseudo-navn (For nej. Mit navn er ikke Freshmaker). Det ville automatisk bringe dig, der læser, tættere på mig. Fordi jeg pludselig bliver et rigtigt menneske og ikke bare et slogan fra en Mentos-reklame.
Men det ville også gøre, at jeg ikke længere kan skælde ud på min chef, min far, bror og andre, der kan finde ud af at google mit rigtige navn. Og den fornøjelse vil jeg have. Jeg vil være fri.
Samtidig ville det ikke bringe mig tættere på dig. For jeg ved stadig ikke, hvem du er.
Jeg råber i skoven og får svar af folk, jeg ikke kan se.
Måske skal jeg stoppe og starte forfra et andet sted?
Måske er jeg bare overtræt efter seks uger med uafbrudt arbejde.

Who knows? Måske trænger jeg bare til noget ægte: Et knus, et smil og en lapdance.

Om syv dage er det 24 år siden, jeg døde.
Første gang, altså.
For jeg overlevede og kan nu se frem til at dø - igen - på et senere tidspunkt.
Der er faktisk ikke ret mange, der ved, at jeg en tirsdag i maj for 24 år siden døde i et par minutter til en Falckmand fik pustet liv i mig. Jeg fandt faktisk først selv ud af det, da der var gået nogle år, og jeg under et lægebesøg kom til at snakke om den gang, jeg havde et møde med en personbil og min lille tynde krop tabte kampen med fysikkens love og tog et hovedspring ind gennem forruden til et ældre ægtepar, hvor han (føreren) overså et rødt lys (han blev ikke dømt, så jeg dømmer uden retssag her) og en 11-årig på cykel.
Jeg husker ikke noget fra ti minutter før og til jeg vågnede op en otte timer senere og forsøgte at komme på toilettet.
Jeg husker at begge mine forældre sad der, og at lige bag dem sad to sygeplejesker og holdt øje med mig og stuens anden patient. Jeg ved ikke, hvad han fejlede, men jeg havde flækket kraniet, brækket benet, bøjede ribben og nok asfalteksem til at asfaltere en indkørsel.
Jeg husker, de sad der, og så husker jeg ikke mere før jeg en dag var på en anden afdeling, ti dage ældre og med strithår, hvor de havde klippet håret af mig.
Hvorfor tænker jeg på det nu?
Normalt holder jeg ikke min lige-ved-og-næsten-dag helligt. Og det gør jeg heller ikke i år.
Men jeg kom til at tænke på den. Tænke på, hvilken betydning den dag har haft for resten af mit liv.
Et års tid efter ulykken kom min mor ind på mit værelse. Hun var hvid i ansigtet og holdt min pung med velcrolukning i den ene hånd - i den anden havde hun et stykke hvidt papir, som normalt lå foldet sammen bag mit sygesikringbevis.
“I tilfælde af, at jeg skulle dø i en ulykke, ønsker jeg, at mine organer skal bruges til at hjælpe andre.”
Det var før man fik donorkort, så det var skrevet af mig selv og med min rodede underskrift.
Hun græd. Min mor altså. For hvorfor havde jeg sådan noget i min pung? Hvorfor havde jeg de tanker?
Jeg forsvarede mig med, at det var det rigtige at gøre, og at det var det, jeg ville, hvis det nu var. Alligevel måtte jeg love hende at tage sedlen ud og smide den væk. Det gjorde jeg så. Men et par uger senere lavede jeg en magen til og puttede den i min pung og har siden sørget for, at min mor ikke kommer i nærheden af den.
Jeg var altid et inadvendt barn. Jeg var ikke god til fodbold, til gengæld var jeg hurtigere end de fleste andre. Både til at løbe og til at lære, så i det år, der gik før jeg igen kunne bevæge mig frit, så læste jeg hundredevis af bøger. Om alt fra antikkens Rom og Grækenland til ungdomsromaner med tunge underliggende temaer som død, fremtiden, gud og eksistens.
På et tidspunkt begyndte jeg at meditere og kunne sidde i timer på mit værelse med benene næsten foldede og fokusere på min vejrtrækning.
Jeg mediterer ikke så ofte mere.
Men jeg tænker ofte på, hvem er jeg. Hvorfor er jeg her? Hvorfor er jeg den, jeg er - med de behov, ønsker og fejl, som jeg har?
Er der en mening med, at jeg ikke døde den tirsdag?
Burde jeg have lært noget af det? Lever jeg for lidt - når jeg nu har prøvet ikke at gøre det?
Eller tænker jeg bare for meget?