Jeg mødte en ganske interessant en til festen i lørdags. Der var latter og en af os blev faktisk også nusset lidt nakkehåret.
Men med et stod jeg alene fordi en anden skulle hjem.
Jeg gik så et par dage og tænkte over, hvorfor jeg ikke bare tog kontakt og spurgte om vi ikke skulle gentage succesen fra i lørdags, med den undtagelse at ingen af os pludseligt skulle hjem.
Fik klikket mig ind på navnet på Facebook og skrev med bævende fingre en besked om, at vi da skulle ud igen. Læste det gennem otte gange - cirka - for at tjekke sætningskonstruktioner og lignende. Jeg siger dig. Hvis jeg tog mit arbejde lige så seriøst, så var jeg sateme lang tid om at lave mine ting.
Det er så åbenbart ikke alle, der er lige så ofte på Facebook, som jeg er.
For det var først i dag, der kom svar.
Inden da havde jeg nået at tænke alle mulige ting. Var det nu den forkerte måde at gribe det an på? Hvad nu hvis vedkommende slet ikke synes jeg var sjov at være sammen med? Faktisk havde jeg i de tre dage siden jeg trykkede send, Facebook kørende i baggrunden konstant, og fik et sug i maven hver gang, jeg så, der var en besked.
Det var så først i dag, det var fra den rigtige.
Ja. Man syntes også det havde været super. Og ja. Selvfølelig skulle vi da ud og lave et eller andet en dag. Jeg skulle bare sig til, hvornår.
Nu er jeg så allerede begyndt at ryste lidt over selve mødet.
For hvad nu, hvis der ikke er den samme magi som første gang?
Hvad nu, hvis jeg er for tyk?
Hvad nu, hvis jeg slet ikke er sjov?
Ved I hvad? Det der med at få nye mandlige venner, når man bliver voksen, minder bare skide meget om at date … kvinder!