URBANblog

Archive for the ‘Start’ Category

Wanna hook up?

torsdag, februar 26th, 2009

Jeg mødte en ganske interessant en til festen i lørdags. Der var latter og en af os blev faktisk også nusset lidt nakkehåret.
Men med et stod jeg alene fordi en anden skulle hjem.
Jeg gik så et par dage og tænkte over, hvorfor jeg ikke bare tog kontakt og spurgte om vi ikke skulle gentage succesen fra i lørdags, med den undtagelse at ingen af os pludseligt skulle hjem.
Fik klikket mig ind på navnet på Facebook og skrev med bævende fingre en besked om, at vi da skulle ud igen. Læste det gennem otte gange - cirka - for at tjekke sætningskonstruktioner og lignende. Jeg siger dig. Hvis jeg tog mit arbejde lige så seriøst, så var jeg sateme lang tid om at lave mine ting.
Det er så åbenbart ikke alle, der er lige så ofte på Facebook, som jeg er.
For det var først i dag, der kom svar.
Inden da havde jeg nået at tænke alle mulige ting. Var det nu den forkerte måde at gribe det an på? Hvad nu hvis vedkommende slet ikke synes jeg var sjov at være sammen med? Faktisk havde jeg i de tre dage siden jeg trykkede send, Facebook kørende i baggrunden konstant, og fik et sug i maven hver gang, jeg så, der var en besked.
Det var så først i dag, det var fra den rigtige.
Ja. Man syntes også det havde været super. Og ja. Selvfølelig skulle vi da ud og lave et eller andet en dag. Jeg skulle bare sig til, hvornår.
Nu er jeg så allerede begyndt at ryste lidt over selve mødet.
For hvad nu, hvis der ikke er den samme magi som første gang?
Hvad nu, hvis jeg er for tyk?
Hvad nu, hvis jeg slet ikke er sjov?

Ved I hvad? Det der med at få nye mandlige venner, når man bliver voksen, minder bare skide meget om at date … kvinder!

Damn!

tirsdag, oktober 14th, 2008

Sov elendigt hele natten.
Hvilket slet ikke gjorde det lettere at komme ud fra dynerne der lidt over halv seks i morges.
Skulle jo afsted til træning og efterfølgende vejning. Overvejede på et tidspunkt bare at slette gårsdagens indlæg og så lade som om det aldrig havde eksisteret.
Men helt ærligt. Det ville være for ynkeligt.
Startede stille og roligt.
Har, trods alt, resterene af en lungebetændelse i kroppen og et par ugers total ineffektiv i musklerne. Så ikke noget med at hoppe på en spinningcykel og tage en times højintensiv cardio efterfulgt af leg med store vægte.
Det var stille og …. meget roligt.
Fik kørt stort set alle muskler igennem ved hjælp af et af mine gamle programmer, hvor jeg så bare kørte vægten betragteligt ned. Så langt ned, at jeg næsten fandt det pinligt. At bænke 35 kilo er bare en tand for … ja; piget.
Var også omkring crosstraineren i 30 minutter, hvilket mine lunger ikke kunne lide. Slet ikke!

Nå. Det korte af det lange var, at jeg - efter ca. 60 minutters træning - var på vægten.
Og jeg skammer mig over at sige det. Men jeg vejer 98,6 kg.
Dvs jeg gerne skulle ned på - skal vi runde op - 89 kg. inden jul.

Wish me luck - for, damn, det bliver hårdt.

a FRESH start

mandag, oktober 15th, 2007

2007 har været et… hvad skal vi kalde det? … begivenhedsrigt år.
Jeg røg en uge på hospitalet fordi jeg var akut kaput.
Jeg blev single efter fire år i samme lejlighed med den samme kvinde.
Jeg flyttede.
Jeg blev opsagt af lejligheden efter tre uger.
Jeg fik stress.
Jeg fik ignoreret min stress.
Jeg fik ekstra meget stress og blev handlingslammet.
Jeg fandt, i sidste øjeblik, et nyt sted at bo.
Nu er jeg så flyttet i en ny lejlighed.

Det er et nyt sted for mig. Et nyt sted i København.
Sådan set er det som at starte på noget nyt. Der er masser af naturligt lys i lejligheden og det er jo skønt.
Det gør mig lettere optimistisk.
Det er som om mit liv er startet forfra. Nulstillet i sin enkelthed, og for første gang i år ser jeg lyst på i morgen og næste uge.
Underligt, at en ny lejlighed kan gøre det.
At der ikke skal mere end en flytning til en lejlighed med varme, opvasker og børn i gården til at fjerne nogle truende mørke skyer fra sindet og give en troen på, at det nok skal gå.
At man nok skal gå hen og blive lykkelig igen. At der er en kvinde et eller andet sted, der finder en charmerende, lækker, sexet og så videre. At ens arbejde bliver bedre dag for dag og man faktisk ender med at blive rigtig god til det.

15. oktober starter denne blog så.
Dag 1 i et FRESH liv.