Det startede ellers meget godt.
Jeg sad hos min frisør og blev nusset i nakken, mens vi grinede af noget, jeg havde gjort tidligere, og så gjorde vi begge grin med hendes nye kæreste, hans job og ikke mindst hans navn.
Solen skinnede over det frostkolde København, og jeg kunne se frem til en super weekend.
Men så kom der en mail ind på min iPhone.
Det var et tilbud på reparation af min bærbare, der opførte sig mærkeligt. At betale: 11.500 kr.
Bummer!
Det var jo ikke helt planlagt.
Nå. Men jeg tog hjem og tænkte, mens jeg glædede mig over at være sund og rask samt have mulighed for at sove længe.
Men min nye overbo holdt fest - igen. Det var så tredje gang i den uge, at der skulle danses støvledans og synges falsk til Britney til omkring klokken to.
Søvn blev der ikke så meget af.
Selve lørdagen var ganske god, og det var søndagen sådan set også.
Lige indtil jeg inden for ti minutter opdagede at min cykel var stjålet (igen) og at jeg fik en facebook-besked fra min date (som jeg fik talt med, grint med i telefonen og som jeg skulle have været ude med på fredag), at hun sprang fra. Ikke nogen begrundelse eller noget bare nej tak. Hrmf!
Jeg ved ikke, hvorfor.
Men jeg føler mig lidt uheldig, lidt kasseret og synes allerede nu, at denne uge er alt for lang at komme igennem.
Archive for the ‘Kvinder’ Category
Worst weekend - ever
mandag, februar 15th, 2010Hej, det er Teen-Fresh
onsdag, februar 3rd, 2010Jeg nåede at opdatere min iPhone tre gange: En gang med ny software, en gang med to nye sange og den tredje gang bare for at skyde tiden.
Hello Teen-Fresh!
Jeg er jo blevet sat op på denne her blind date af min tatovørs altmuligdame. Men da jeg jo ikke vil overlade alt i hendes hænder, så måtte jeg hellere gøre noget selv. Altså lige ringe og cleare datoen af med den fantastiske kvinde og så lige sikre mig, at jeg vidste lidt mere om hende. Du ved, så jeg ikke bookede bord på en bøfrestaurant for så opdage at hun er veganer (nu kunne jeg aldrig finde på at booke bord på en bøfrestaurant til en date, men you get the drift).
Så jeg fik nummeret på hende i går eftermiddag og besluttede mig egentlig for at vente med at ringe til i dag. Jeg skal jo heller ikke virke for ivrig, vel.
Midt i min aftensmad kom jeg så i tanke om, at jeg jo havde aftaler hele aftenen i dag, og derfor ikke kunne ringe, så det måtte altså blive en nu og her ting.
Men så var det, jeg pludselig blev 23år yngre.
Hjertebanken.
Svedige håndflader.
Indre monolog om, hvad jeg skulle sige.
Fuck, hvor underligt.
Normalt kan jeg uden at tænke over det ringe til et ministerium og med en vis autoritet forlange at få ministeren i tale. Det er bare noget, jeg gør.
Men da jeg skulle til at ringe til hende her, så gik jeg altså totalt i teen-mode.
Lidt som da jeg som 16-årig var helt vild med denne her pige fra ungdomsskolen. Jeg fik luret hendes nummer af fra lærerens protokol og skulle så ringe til hende for at invitere hende på te eller noget.
Så jeg ringede.
Og lagde røret på, da hendes mor tog telefonen - det var jo før “vis nummer”, så det var helt ufarligt at gøre den slags.
Det gjorde jeg så nogle gange. For jeg var dum og bange for konsekvensen af at sige “hej, må jeg tale med ….”.
At jeg så endte med at kysse en del med hende en nytårsaften er en helt anden sag.
Men følelsen, når jeg ringede til hende, der tilbage i slutningen af 80′erne, den kom igen i aftes, da jeg sad og gloede skiftevis på min iPhone, min computer og mit tv og overvejede, hvad jeg skulle sige, når nu hun tog telefonen.
Et kort øjeblik overvejede jeg endda helt at droppe det hele og bare se X-Faktor den fredag, der er sat af til den der blind date.
Da jeg endelig fik taget mig sammen til at trykke på “ring” knappen på min iPhone, så overvejende jeg et splitsekund at smide røret på igen - for der var jo ikke oprettet forbindelse og hun kunne ikke se, at jeg havde ringet. Men jeg lod den alligevel ringe.
Et dut.
To dut.
Tre dut.
Fire dut.
Telefonsvarer!
Jeg havde så ikke lige forberedt mig på en telefonsvarer. En samtale ja. Men ikke en telefonsvarer.
Så jeg fik lagt en besked, hvor jeg ikke husker helt, hvad jeg fik sagt. Måske fik jeg endda præsenteret mig med efternavn (men det tror jeg ikke).
Og så undrer jeg mig over mig selv.
For hvorfor er det så svært at ringe op som privatpersonen Fresh, når jeg uden tøven havde ringet til hende som professionel Fresh og lavet et interview om noget. Det er jo samme kvinde, der tager telefonen, og det er også samme Fresh, der ringer op.
Langt fra logisk.
Langt fra særlig voksent.
Helt tæt på en usikker teen-udgave af 36-årig Fresh.
Sidegevinst
fredag, januar 29th, 2010Min mor hader min tatovering.
Ja. Egentlig hader hun vel dem begge to, men da hun kun har hørt om og set den ene, så bruger jeg altså ental. Okay?
Nå. Men min mor hader altså, at jeg er tatoveret. Det lyder mere korrekt, tror jeg.
Tilbage til handlingen:
Min seneste kreation er nu færdig, og jeg skriver dette siddende ved mit spisebord med brystkasse og skulder smurt ind i helende creme for at dæmpe den dunkende smerte, der er i min hud efter de næsten fem timers mishandling i går.
Altså.
Jeg sad der i min bare overkrop og frøs slet ikke, da min tatovør og butikkens assistent/altmulig-kvinde proklamerede, at de også lige havde en søøød pige, som de mente, jeg skulle sættes op med.
Og så gik salgstalen ellers i gang.
Assistent/altmuligkvinden fortalte om denne her FANTASTISKE kvinde, som var det ene og det andet og så skulle jeg da lige se et par fotos, for hun var jo så køn osv..
Imens sad jeg så og morede mig kosteligt. Både fordi situationen var vældig absurd og fordi jeg jo har det noget underligt med blind dates (hvad folk, der har læst med længe ved). Så mens der blev tegnet skæl i dragens krop over min venstre skulder, så indvilligede jeg i at gå på blind date med denne her FANTASTISKE person. For hvorfor ikke? Det er jo ikke ligefrem fordi, jeg selv gør noget ved min single-status, og så var hun vitterligt rigtig køn på de billeder, jeg blev præsenteret for, og det kan vel aldrig gå værre end at jeg ikke skal se hende igen.
Men det kan jo også gå stik modsat.
Det er jo sket før - dog ikke for mig.
Og assistent/altmulig-kvinde pralede jo med, at de sidste to hun satte sammen (for tre år siden) nu ventede barn.
Så hvem ved?
Det kunne da være ganske rart at få en kæreste i tilgift til min tatovering.
Og hvis jeg nu kom hjem med sådan en, så ville min mor nok tilgive, at jeg har blæk i kroppen.
You have to choose
søndag, november 22nd, 2009- Du skal vaelge en af dem. Du kan ikke bare sige begge to. Der maa vaere en af dem, du foretraekker.
Min vens kaereste grillede mig lidt paa det med kvinder. Hvad ville jeg have, hvad kunne jeg lide osv.
Og saa gav hun mig et umuligt valg. For det var den maade, hun - back in the states - gjorde, naar nogle af hendes mandevenner skulle fortaelle, hvilken type kvinder, de var til.
Natalie Portman?
Eller:
Scarlet Johanson?
- Just pick one. It’s not that hard.
Men det var det. For jeg kan ikke sige, at jeg foretraekker den ene frem for den anden.
Som alle varmblodede maend, saa vil jeg (selvfoelgelig) gerne ligge noegen op ad halvdanskeren. Men jeg vil faktisk lige saa gerne goere det samme med den joediske af de to. Ikke fordi hun er joede, man bare fordi hun er nuttet. Hell. De er begge nuttede.
Saa jeg sagde, at jeg ikke kunne vaelge.
- Men du maa da have en type? Hvordan skal vi ellers finde en til dig?
For det foerste var jeg ikke helt klar over, at det var blevet en faelles opgave at finde mig en kaereste - specielt fordi min vens bedre halvdel stort set kun kender folk, der bor, mindst, 6.000 km. vaek fra Koebenhavn.
Og saa glad er jeg ikke for at flyve…
For det andet.
Jeg ved ikke, hvad min type er.
Hvis jeg ser tilbage paa de kvinder jeg har vaeret kaereste med/scoret saa er der ikke noget gennemgaaende traek.
De fire langerevarende forhold, jeg har vaeret i har vaeret med fire fysisk meget forskellige kvinder. Fra smaa og blonde til hoeje og blonde. Og saa lige en lille og meget moerk ind i mikset.
Paa det personlige plan har de ogsaa vaeret meget forskellige. Fra de meget uafhaengige til de, som var det modsatte. Fra de blide til de …. temperamentsfulde.
Men der er ikke en roed traad. De har heller ikke en gang beskaeftiget sig med nogenlunde det samme.
Indtil i sidste uge, da jeg sad og blev udspurgt om mine preferancer, saa har jeg altid set det som en form for styrke, at jeg ikke gik efter en bestemt type kvinde.
Men mens jeg har ligget her i solen med kun mig selv, mine tanker, min laptop (uden netforbindelse - deraf denne tekst uden danske tegn) og massevis af solcreme, saa kan jeg ikke lade vaere med at taenke:
Burde jeg finde ud af, hvad jeg gaar efter foer jeg begynder, for real, at se mig om efter en at holde i haanden?
We’ll always have Paris
lørdag, oktober 17th, 2009Det hele var sådan lidt film-agtigt.
To mennesker dryppede henholdsvis amerikansk og dansk sved på parisiske lagner efter et møde arrangeret af nogle mennesker fra et helt tredje land. Vi var begge så nøgne som man kan blive rent fysisk, da hendes Blackberry begyndte at larme, og hun til min store irritation rakte ud efter den.
- Oh. I have to get this. It’s my husband.
Nå. Okay. Jeg vidste så ikke, at du var gift. Men selvfølgelig også fjollet, at jeg ikke spørger. Eller at hun selv havde sagt noget.
Hun drejede sig rundt og lå med sine baller mod mig, mens jeg ikke kunne undgå at lytte med på en samtale, hvor hun - teknisk set - ikke løj.
- Just gotten back to the hotel.
Sandt nok.
- Going to bed early.
Også sandt nok.
- Pretty busy - have a lot to do.
Helt i overensstemmelse med sandheden.
Og jo længere samtalen varede jo mindre sjovt synes jeg det hele var, og jeg endte med at liste ud fra dobbeltsengen og gemme mig på badeværelset, sjaske vand i ansigtet og studere min frisure, mens jeg begyndte at spekulere over, hvad jeg lavede her på værelse 231.
Pludselig stod hun så bag mig og så helt anderledes ud.
Hun var ikke længere en flirt fra Chicago, der kunne bruges som en undskyldning for at tage der til - og samtidig (måske) spare hotellet. Nu var jeg en del af en affære. Egentlig kunne jeg være ligeglad. For jeg fik jo, stort set, hvad jeg ville have. Og det var jo ikke første gang, jeg havde stået i den situation - dog første gang, at jeg ikke var klar over, at jeg stak tungen ind midt i et ægteskab.
Alligevel stod jeg der med hendes bryster mod min ryg og hendes hænder på min brystkasse, mave og så videre.
Havde lyst til at sige, at jeg hellere måtte gå.
Men den halvdel af min hjerne fik slet ikke et ben til jorden - før senere, da jeg lå på den hårde madras og ikke kunne sove på grund af debatten i mit hoved: Var det godt, skidt eller lige meget?
Havde jeg gjort noget forkert?
Tippede det her min karma-pulje, så jeg aldrig fik ordentlig styr på livet?
Det gik der mange timer med, og derfor var jeg ekstra træt, da hun vækkede mig på den blideste måde en kvinde kan vække en mand på.
En times tid senere kyssede jeg hende på gensyn og luskede med stort morgenhår til mit eget værelse tre etager længere oppe. Jeg tog trappen for at undgå at løbe ind i bekendte på vej til morgenbuffet.
Min habit duftede af hendes parfume, da jeg pakkede den ned i min weekendtaske. Jeg kendte ikke navnet på duftnoterne, men den var krydret og tung. Lidt som min egen.
Inden jeg fik badet kunne jeg fornemme enkelte aftryk af lange negle på min brystkasse og skuldre, men de forsvandt sammen med duften i takt med at det varme vand klaskede ned over mig, og da jeg tørrede mig i det lidt stive håndklæde var alle fysiske spor efter det sidste døgn helt væk.
Jeg så hende ikke til morgenmaden.
Først, da vi begge stod med hver vores delegation af landsmænd ved receptionen for at tjekke ud og sige farvel kunne jeg se ind i hendes mørke øjne.
Der blev trykket hånd og udvekslet visitkort blandt de få, der ikke havde fået gjort det dagen før.
Vi var alle åh så professionelle.
Mig selv inklusive.
Så jeg stak hende mit med en besked om at kigge forbi, næste gang hun var i Copenhagen. Det samme som jeg sagde til hendes kollegaer og de andre, der var samlet for at køre i hver sin retning for at flyve med hver sit flyselskab til hvert sit land.
Der blev sagt farvel.
Jeg gav hende hånden og vi fik delt businessknus og fransk-inspirerede kindkys.
Og så var det det.
Hun sidder, lige nu, i et fly på vej mod en lejlighed i Chicago.
Jeg sidder på Nørrebro og kan ikke finde ud af, hvad jeg skal synes om Paris.
Sexy
tirsdag, september 15th, 2009Da jeg forlod hende følte jeg sexet.
Ikke fordi hun havde sagt, at jeg var det. Heller ikke på grund af nogle øjne, hun havde sendt mig. For sådan nogle sendte hun mig, vist nok, ikke.
Næ. Jeg hankede bare op i mine shorts, rettede på skjorten og tog min rygsæk på begge mine (brede) skuldre og satte kurs mod min cykel - med en sexet fornemmelse i maven og nogle yderst brugbare ben, hvis jeg - og nogle venner - skulle styrte ned i Andesbjergene og risikere at dø af sult.
Forud var gået en almindelig non-date med et styk smuk kvinde, som jeg har kendt i, efterhånden, flere år.
Det var hyggeligt, maden var god, og vi så en spændende film.
Og jeg følte mig sexet, da jeg gik rundt med hende i Tivoli. For jeg gik rundt med en smuk, klog, kvinde og vi kom til at blive lettere løsslupne i vores tale, og det lå lidt i luften, at vi talte om kropslighed - sammen. Og jeg blev fyldt med en fornemmelse af at være sexet. For at en så smuk og sexet kvinde, småflirtende, talte - indirekte - om sex til mig, fik mig til at tro på, at jeg nok skulle finde mig en at have, regelmæssig, sex med - selvom jeg på et tidspunkt måtte fnise og erkende, at jeg ikke havde flere ord, for så var det blevet andet end legende uskyldighed og i stedet meget konkret.
Men jeg var sexet.
Eller også er det bare noget, jeg forestiller mig.
Og måske er jeg slet ikke sexet, men bare tyndere.
Mellem vægtene
torsdag, august 6th, 2009Hendes brystvorter er hårde.
Hele tiden.
Men på den anden side; Det er mine også, det meste af tiden, når jeg har en træningstrøje i svedtransporterende kunststof på. Og det har jeg jo altid, når vi ses.
Mellem vægte, maskiner, kondicykler og løbebånd passerer vi hinanden mindst tre gange om ugen. Vi smiler, men siger ikke noget, da det ville være omsonst på grund af de høretelefoner, vi begge har proppet i ørene.
Men vi smiler, og jeg nyder at se hendes læber skilles, de hvide tænder og øjnene der smiler med der under det store krøllede hår.
Jeg har lidt svært ved at regne ud, hvor gammel hun er. Hun er nok et par år ældre end mig, men måske er hun faktisk endnu ældre - who knows. Men det er egentlig også lige meget for hun er utrolig køn og har en helt fantastisk holdning, når hun glider - ikke går - gennem lokalet for at gå fra en øvelse til en anden. I like - a lot.
I dag sad jeg, tilfældig, bag hende da hun trænede lænden. Langsomt bukkede hun sig forover og lige så langsomt rettede hun sig selv og vægtstangen op i oprejst position. Desværre var der spejle foran os, så jeg kunne ikke stirre uhæmmet på hendes baller mens jeg baksede min min egen vægtstang i et forsøg på at opbygge nogle større biceps. Men et stjålet blik eller ti blev det vist til. Velformet og indbydende.
En halv times tid senere sad jeg på en af kondicyklerne. Jeg kørte stærkt og tunge så sveden løb fra mine arme, ben og ansigt. Min røde t-shirt var gennemblødt og der stod små vandskyer ud foran mig, når et par dråber sved faldt fra min pande og ramte min udånding. Fra min position kunne jeg se hele centeret og dermed også hende mens hun gled mod omklædningsrummene og udgangen. Der var små fire meter til hende, da jeg smilede til hende igen.
Hun smilede igen, løftede den højre hånd og gav et forsigtigt vink, mens hun mimede: vi ses.
Til mig.
Jeg skyndte mig at gengælde det med min venstre, dryppende, hånd og mimede tilbage.
Så nu bliver jeg nok nødt til at tage til træning i morgen alligevel. Og på lørdag, og på søndag, og på mandag og.
Og på tirsdag skal jeg på vægten for tredje gang siden jeg gik på diæt. Sidst var det samlede vægttab på 8,3 kilo - på tre uger.
Denne gang er det ikke så meget. Måske er der røget tre kilo, siden jeg så min diætist for tre uger siden.
Jeg ved det ikke, men håber.
For der skulle gerne komme mere end en øjeflirt ud af alt den tid mellem vægtene.