Jeg har en kollega.
Faktisk har jeg en otte, ni stykker alt afhængig af om vi tæller chefen med. Men det er sådan set irrelevant for dette lille sure opstød.
Jeg har altså en kollega.
Og jeg har simpelthen lyst til at gennemtæve narrøven, smide ham ud fra vinduet på tredje sal og ned i det halvfrosne havnebassin. Når han så kommer op til overfladen vil jeg løbe ned og sparke ham i hans skaldede hoved til jeg føler mig sådan en form for tilfredsstillet.
Aaaaah! Det hjalp (lidt)
Archive for the ‘job’ Category
Nu med vold
onsdag, februar 10th, 2010Små fornøjelser
lørdag, december 13th, 2008En af de lidt gode sidegevinster ved ikke at drikke, er at man kan opleve alle andre omkring sig blive dummere og dummere, når der er julefrokost.
Og man kan smågrine lidt af den pige, der tumlede ud af en taxa tæt på mit hjem med en Nettopose omkring ørene og en chauffør, der vist var mere end glad for at hjælpe hende ud af den fine Mercedes.
Man kan glæde sig over at man faktisk godt kan opføre sig fjollet og spørge alle (de pæne) piger/kvinder om de vil snave uden at de bliver spidse i ansigtet - for det er jo julefrokost og så må man jo godt være fjollet.
Og man kan tillade sig at gå tidligt fordi man pludselig får nok af at være den eneste, der er i stand til at køre bil (lovligt) og for øvrigt er sur over at der ikke var ris ala mande.
Og en sidste ting…
Men kan glæde sig over at man ikke skal på arbejde de næste tre uger.
Fucking fedt!
Deal or no deal
mandag, november 17th, 2008Må er jeg smånaiv.
Ja. Det er jeg nok. Jeg er jo fra Jylland og opdraget efter princippet fra Jyske Lov om at en mundtlig aftale er lige så bindende som en skriftelig. En aftale er en aftale og et ord er et ord.
Det er det så ikke helt her i byen - eller i hvert fald ikke på mit arbejde.
I forsommeren havde jeg en samtale med min chef. Jeg havde indkaldt til en snak om mine arbejdsopgaver, mit ansvar og min løn. Forud for mødet bad han om et skriftligt oplæg på det hele. Og det fik han - to eller tre dage inden mødet. Her stod mine ønsker til arbejdsopgaver samt mit ønske for en fremtidig løn og hvorfor jeg mente, det var korrekt at give mig den lønstigning.
Da vi kom til lønnen i selve samtalen - efter at han havde rost mig for dit og dat - var hans præcise ord:
- Det kan jeg godt gå med til.
Altså ingen forhandling eller lignende og jeg tolkede det som at han gik med på min løn-ide.
Aftalen var så, at jeg skulle skrive et slags referat af samtalen og så blev alt officielt.
Indrømmet. Der gik et par uger før jeg fik sendt det referat, men fra det blev sendt til vi endelig - i fredags - fik sat os ned (efter mindst to månedlige rykkere) for at tale færdig er ikke helt nok til at tingene kan ændre sig som følgende.
- Så er der lige det med min løn. Vi aftalte jo, at jeg skulle stige til XXXXX kroner om måneden. Men jeg har ikke lagt mærke til noget på min lønseddel. Og det er jo snart et halvt år siden, vi aftalte….
Så begyndte det hele.
Tja, tjo, talt med bestyrelsesformand og vil gerne give regulering, men ikke så meget, nogle gange bekymret for kvaliteten af arbejdet og bla bla bla bla.
Jeg gik fuldstændig i sort.
Det var nok det sidste, jeg havde regnet med. At han ville gå tilbage på vores aftale.
Efter nogle sekunder gik jeg løs på hans argumenter om kvaliteten af mit arbejde. Det viser sig, at jeg nogle gange har trykfejl i mine artikler og andet. Som om jeg er den første journalist i verdenshistorien, der har det - slet ikke, når jeg kun har mig selv som korrekturlæser. Men bortset fra det, kunne han ikke komme i tanke om et tidspunkt, hvor jeg havde lavet en fejl. På 5 1/2 år er essencen af mine arbejdsmæssige fejl altså trykfejl.
- Jeg vil godt give dig en regulering, og jeg får lige sat noget sammen. Men så bliver det som en bonus for i år og ellers fra første januar.
Og rend mig i røven!
NU skal jeg, seriøst, til at søge alle de jobs, der bare er moderat interessante.
Smart
torsdag, oktober 2nd, 2008“Du er egentlig ikke så smart er du?”
Han, lægen, var færdig med at kigge på min krop og lytte til mine lunger og sad nu tilbagelænet i sin, sikkert, komfortable og ergonomiske stol.
Han grinede ikke som han ellers altid gør.
“Jo. Det vil jeg da mene. Jeg har da en IQ lige over 150, så jeg klarer mig …”
Min raspede stemme knækkede over i et tørt host.
“Så lad mig omformulere mig. Du er jo ikke for kvik. Du kommer ind - på en akuttid - fordi du ikke kan forstå, at du har fået noget nældefeberlignende udslet over hele kroppen. Når du så kommer ind lyder du som om du er begyndt at leve af whisky og Cecil og fortæller at du da godt nok også lige har hostet og haft ondt i halsen i tre uger. Du har jo dobbeltsidet lungebetændelse, mand.”
“Nå. Men hvad med det der nældefeber?”
Jeg er så vant til at få at vide at jeg har lungebetændelse, at det ikke længere rører mig. - en af sidegevinsterne ved at være astmatiker er øget risiko for lungebetændelse.
“Ja. Uden at have taget en test på dig, vil jeg påstå, at du har stresset din krop til det yderste ved ikke at være kommet for tre uger siden. Og nu reagerer den så på et eller andet du har spist, drukket eller bare en ny deodorant”
“Ja, okay. Jeg har også haft lidt travlt, så jeg har ikke lige haft tid.”
Og det har jeg. Jeg har ikke haft en fridag i 24 dage nu.
“Men det er jo ikke noget nyt. Sådan er det jo tit med mig. Jeg føler mig ikke jobstresset.”
Jeg sagde lidt mere, mens han begyndte at taste receptens indhold ind på computeren.
“Er der noget i dit privatliv, der stresser dig? Penge, kvinder, familie…?”
Og der er der. Min familie, hvor jeg er endt som ham, alle brokker sig til om hinanden og som skal rede tråde ud mens jeg glemmer, at jeg har mine egne ting at slås med.
En halv time før jeg skulle til lægen ringede min far. Helt (går jeg ud fra) rød i kinderne fortalte han, at han var rasende.
Min lille nevø skal døbes på søndag og farmor og farfar (mine forældre) havde brugt torsdag formiddag på at gå i banken for at lave en konto til min nevø. En lukket konto, som bliver frigivet når knægten fylder 21, og som det kun er min bror og - hvis han er ukampdygtig - mig, der kan administrere, når vore forældre dør.
Problemet er at det cpr-nummer som min nevø har slet ikke har folkeregister-adresse samme sted som sin far. Det har hans mor heller ikke, viste det sig. Næ. Min nevø bor, officielt, hos sin mormor og min svigerinde bor et helt andet sted. Selvom de begge reelt bor i min brors hus.
Hvem sagde socialt bedrageri?
Den slags spiller ikke godt hos min meget socialdemokratiske og ærlige far, der aldrig snyder i skat eller har arbejdet sort - heller ikke efter at han blev førtidspensioneret. Reglerne er til for at hjælpe de svage - ikke for at blive udnyttet.
“Hvad fanden skal vi stille op? For jeg tror da ikke, din bror ved det - og han kan altså også komme i klemme, hvis det bliver opdaget. Og så skal vi ikke glemme, at hvis det bliver en sag, så havner den hos din mors chef - prøv at forestille dig, hvor pinligt det vil være for hende.”
Jeg vidste faktisk ikke, hvad jeg skulle sige. For det ville være synd at sige, at jeg var overrasket. At komme forbi uanmeldt til min svigerinde og nevø er næsten som at træde ind i et afsnit af “De unge mødre“.
“Det ved jeg sgu ikke. Har du talt med Bror? - Eller hvad med hende?”
Jeg kendte godt svaret. For min bror er på sin første forretningsrejse og min far vil nok ikke forstyrre - med god grund. For hvad kan min bror stille op fra den anden ende af Europa? Næppe meget.
“Jeg har prøvet at ringe til hende flere gange for at høre, hvad der foregår. Men hun svarer jo aldrig telefonen, når jeg ringer.”
Og så er det at jeg godt ved, hvad han spørger om mellem ordene. For jeg har bedre tag på at spørge til min brors privatliv uden at det kommer til at lyde som anklager.
“Jeg skal nok ringe til min bror og høre om det er noget han ved noget om det - og på den måde få sat skub i hende.”
“Gider du?”
“Selvfølgelig”
Den samtale foregik først efter mit lægebesøg, men var langt fra behagelig. For det er vel aldrig rart at fortælle en far, at hans barn ikke bor sammen med ham - officielt - og at hans “kæreste” heller ikke gør det. Når det er sagt, så skød han ikke budbringeren og lovede at finde ud af, hvad fanden der foregår.
“Nå. Hvad siger du? Er der noget, der stresser dig privat?”
Lægen spurgte igen.
“Næ. Slet ikke.”
Jeg hostede færdig og på vej ned ad trappen slog det mig, at han havde ret.
Jeg er ikke skide smart.
Er det det?
mandag, september 29th, 2008Nu har jeg i snart to uger lydt som en krydsning mellem Barry White og Møghunden (tegnefilmsfigur). Men Desværre har jeg ikke haft tid til at gøre noget ved det.
Forstået på den måde, at jeg burde blive i min seng i et par dage i stedet for at tage på arbejde.
Men det kan jeg ikke finde ud af. Eller rettere jeg udskyder det til onsdag, hvor jeg ved, jeg tid til at være syg.
Og så er det, at jeg sidder her. Natten mellem søndag og mandag og klokken nærmer sig to. Og jeg arbejder.
Det har jeg så gjort hele dagen, og jeg tør ikke helt prøve at tælle sammen, hvor mange timer det - indtil videre - er blevet til i den her uge. Jeg ved dog, at det er væsentlig mere end 37 gange to.
Er det det, som det hele går ud på?
Er det det, som er meningen med livet?
Bør jeg arbejde for at leve eller leve for at arbejde?
Lige nu føles det som om jeg ikke gør andet. Jeg arbejder for meget og elsker for lidt. Men sådan har det vist egentlig altid været.
I maj måned fik jeg udbetalt fire ugers uafholdt ferie. Det var jo ikke nødvendigt med mere end to ugers ferie på et år.
Men mon ikke det er en fejl?
For jeg synes, at jeg trænger til at koble helt og aldeles af. Komme væk fra alt i lang tid.
Men det er så svært, når jeg arbejder alene. Jeg kan ikke uddelegere jobbet eller lave det hele på forhånd og så holde tre ugers ferie. Faktisk er det helt umuligt at afholde mere end to ugers ferie ad gangen. Ellers når jeg ikke deadline og trykstart.
Så jeg tager arbejdet med på ferie. Jeg har præsteret at sidde i en Applestore i Tokyo og ordne korrektur eller at gå rundt på et marked i Milano med en fotograf i røret, mens jeg forsøgte at forklare, hvad det var jeg ville have til forsiden. Begge gange gik min daværende kæreste rundt og så på henholdsvis computerskærme og designertøj. Jeg er så god en kæreste…
Arbejd. Arbejd… Arbejd!
Er det virkelig det for mig?
Jeg tror det ikke. Nej. Jeg ved, det ikke er det.
Men spørgsmålet er så om de to ansøgninger, jeg sendte i sidste uge, giver pote. Godt nok må jeg gå lidt ned i løn, hvis det er. Men til gengæld vil jeg, med garanti, kunne prøve at holde tre ugers ferie. Uden at tage jobbet med.
Og det er vel det…
Klog - hvem mig?
mandag, september 22nd, 2008Har tilbragt størstedelen af dagen på landevejen med en kvindelig kollega. Vi skulle næsten samme sted hen og i miljøets interesse besluttede vi, at hun skulle have et lift.
Normalt er jeg ikke SÅ meget sammen med de kvindelige kollegaer i løbet af en dag. Af en eller anden grund er virksomheden nemlig delt to. Dem, der sidder på kontoret og stort set aldrig kommer ud (kvinderne) og dem, der af og til er på kontoret, men som er lige så meget ude (mændene).
Så i løbet af sådan en dag kommer man til at tale en hel masse sammen - om ting, man normalt ikke snakker om; børn, skole, politik og så videre.
Da dagen var ved at være slut spurgte hun mig:
- Er det ikke nogle gange svært for dig at være sammen med andre - sådan nogle som os (kollegaerne, red.), når du er så klog som du nu er?
Det værste ved spørgsmålet var faktisk, at hun mente det.
At opfattelsen blandt mine - i hvert fald de kvindelige - kollegaer er, at jeg er mere end almindeligt begavet. Og at det åbenbart er noget, der bliver talt om - ikke bare blandt dem, men også hjemme hos den her kollega, der ikke kan forstå at jeg - med min hjerne - gider arbejde der.
Det hele kom sig af, at vi snakkede om gamle fodboldkampe.
Jeg interesserer mig ikke en fed skid for fodbold og har - hvis man skyder højt - nok kun set 20 hele fodboldkampe i mit liv (hvis man tæller dem på TV med). Alligevel kan jeg nævne alle de vigtige resultater og underlige detaljer fra eksempelvis VM i Frankrig i 98. Uden dog at have set kampen.
Men jeg har læst kampreferatet. Og det er nok. Klæbehjerne klarer resten.
- Du må være forfærdelig at spille TP med.
Det sagde hun lidt før det andet.
Faktum er dog, at ingen gider spille TP med mig. Fordi jeg, som hovedregel, altid vinder. Overlegent.
Det fortalte jeg hende, og så var det hun spurgte om det var svært for mig at være sammen folk af almindelig begavelse.
Jeg svarede noget om at det nogle gange kunne være svært at finde på samtaleemner med eksempelvis min bror og nogle af hans venner. Men det hænger egentlig nok mere sammen med at vi ikke har fælles interesser. Så derfor kan det nogle gange være svært at mødes på midten. Fordi jeg synes deres hang til styling af biler (eksempel) er for dum, og de mener at mine tanker omkring forholdet mellem religiøsitet og intelligens er noget ude i hampen og ualmindelig højpandet. Så midten er svære at definere.
Hvad der er sjovt er, at min kollega åbenbart opfatter mig som værende enormt klog. Bare fordi jeg har klæbehjerne - og måske også på grund af andre ting.
Men det gør jeg ikke selv.
Jeg tog godt nok en gang en test, der viste at jeg lå i den komforttable ende skalaen. Men det har aldrig fået mig til at melde mig ind i mensa og jeg går heller ikke rundt med et skilt, der viser de tre små tal, som jeg så bruger til at slå andre i hovedet med fordi de ikke er så højt oppe på skalaen.
For i virkeligheden er jeg jo ikke raketfysiker, kemiker eller professor i et eller andet. Altså den type mennesker, som jeg anser for at være kloge; folk der kan spille skak, poker eller noget andet, der kræver at man analyserer og så videre.
Og det gør jeg ikke.
Jeg gør bare ting - som regel uden at tænke ret meget.
Og at jeg så kan huske at Ebbe Sand scorede til 3-0 mod Nigeria efter kun 16 sekunder på banen ved VM i 98; og at det stadig er den hurtigste scoring i verden fra en indskiftningsspiller… Det gør mig ikke klog.
Det gør mig til en nørd - med klæbehjerne.
så meget
onsdag, juli 30th, 2008Hvor meget fylder et liv?
15 let fyldte flyttekasser, to kufferter og et par computertasker, hvis du måler mit op.
Alt hvad jeg ejer - seng og bærbare undtaget - er nu gemt ned i stabile papkasser for at blive hentet af to, sikkert veltrænede, mænd i morgen formiddag.
Farvel SV. Hej igen, N.
Jeg er så træt, at jeg allerede nu er på vej til at sove. Ikke fordi det som sådan er fysisk hårdt, at pakke sine ting i kasser, heller ikke fordi der var omkring 29 grader i lejligheden mens jeg pakkede.
Jeg arbejdede i nat. Skulle liiige ordne en enkelt ting, da jeg kom hjem fra middag hos en ven, og så måtte jeg tjekke min arbejdsmail - selvom jeg har ferie. Arbejdet tog ti minutter.
Resten af natten arbejdede min hjerne så videre. For der havde nemlig ligget en “jeg-kan-simpelthen-ikke-forstå-at-tingene-er-sådan-når-vi-har-talt-om-at-det-skal-være-anderledes-og-jeg-siger-det-til-dig-nu-inden-bestyrelsen-eventuelt-tager-det-op”-mail fra min chef. Det var skrevet i bunden af en mail, jeg var nødt til at læse for at kunne lave det der stykke arbejde. Så jeg kunne ikke undgå at læse det. Tonen var hans sædvanlige når han har været for meget sammen med konen - hver ferieperiode er en fest for mig - lidt underspillet sur og med et forsøg på at være min ven i forhold til bestyrelsen, der reelt kan bede ham om at fyre mig.
Han havde ikke noget at have det i, må jeg først lige præcisere. For han ved godt hvorfor tingene nogle gange - i agurketiden - er som de er. Selv fagblade som det jeg skriver bliver ramt af agurker. Og det ved han godt. Men måske har konen set en korrektur og spurgt undrende, eller også har hun bare været der og set sur ud.
Jeg kan ikke lade sådan en mail ligge. Jeg svarede på den lidt over midnat. Ganske kort efter at jeg havde læst den. Egentlig ville jeg helst have ringet, men det gør man ikke efter midnat.
Så i stedet lå jeg og spekulerede. Om hvad der ville ske, hvis jeg reelt blev fyret. Og så videre og så videre.
Det kostede en nattesøvn.
Da jeg så fik fat i ham i morges var han ih så jovial og “ja, det er jo ikke for at virke sur, men…”.
My god!
Godt jeg har ferie. Og et liv der faktisk fylder mere end 15 flyttekasser.