Freshmaker

Det er de små ting i hverdagen, der gør at jeg føler mig som et storbymenneske. Sådan en, der lever et urbant liv, hvor byen er ens hjem og hjemme blot er et sted, man er for at sove og skifte tøj.
Det der med at stoppe på vej til arbejdet om morgenen for at købe en (alt for dyr) latté som jeg så kan gå med gennem byen mens jeg vågner helt op og mentalt forberede mig til en lang dag på kontoret. I love it.
De gange jeg har været i rigtige storbyer som New York, London, Tokyo og så videre har jeg imiteret de lokale ved at starte hver morgen med at gå gaderne tynde med min tykke mælkekaffe i hånden. Folkene ved siden af mig gik målrettet mod et job eller møde. Jeg gik uden andre mål end at være én blandt de mange og suge energien fra dem.
Desværre er det ikke let for mig at gøre det samme hjemme i København Jeg kan ikke så let gå på arbejde, og jeg kan heller ikke lige snuppe lidt offentlig transport (det er simpelthen for ineffektivt til mig), så jeg må forlade mig på min cykel eller – af og til – bilen. Og alle der har prøvet at balanceret gennem byen med en varm kop kaffe på deres citybike ved, at det ikke kan lade sig gøre.
I morges tog jeg bilen.
Startede med at gå de cirka tyve skridt fra opgangsdøren til den lokale økologiske kaffebar for at tage min latté med til bilen. Gik med min hvide papkop i den ene hånd, en taske over skulderen og med avisen i den anden mod bilen mens mine briller blev tæppebombet af støvregn. Satte mig i tørvejret i den store firehjulstrækker og trillede mod kontoret.
20 minutter senere sad jeg i kø på Åboulevarden med en kop kaffe, der blev koldere og koldere.
Det er de små ting i hverdagen, der gør at jeg føler mig som et storbymenneske. De helt bitte små ting.

I dag er det en måned siden, jeg flyttede fra Nørrebro til SV. Små otte år på Nørrebro/Frederiksberg blev det til i den omgang, og det er jo meget godt, at prøve noget nyt. Opleve nye dele af København, så jeg kan sige, at jeg kender København, hvis nogen spørger. Det er trods alt ikke nok at være begrænset til alt der er indenfor Nordre Fasanvej.
Mit nye kvarter er fint.
Her er overraskende stille, og jeg er begyndt at få hilsende nik på gaden, mens hættetrøjerne er holdt op med at stirre.
Så det er okay.
Jeg er tilfreds.
Indtil i dag.
Jeg var kvalmende træt, da jeg cyklede hjem, så da jeg kørte forbi den lokale slagter, besluttede jeg mig for at gå derind for at købe noget anstændigt aftensmad, jeg bare skulle varme.
Det var ikke positivt.
Kan du forestille dig et polsk supermarked i starten af 80erne?
Vareudvalget hos den lokale slagter viste sig at være værre end der. Det var deprimerende.
Og ikke nok med det. Butikken bugnede med rødbeder, rødkål og agurkesalat fra Beauvais, og færdigpakket blodpølse fra Steff Houlberg. Ikke just det, jeg forbinder med en rigtig slagter.
Sådan en laver tingene fra bunden og har kvalitetsvarer på hylderne. Hvis ikke, er slagtermesteren bare et supermarked uden selvbetjening.
Generelt er der en mangel på gode butikker her i området. Nuvel. Der er en Irma, men det er vist også det. Der er to bagerforretninger, men ingen af dem kan finde ud af at lave godt brød. Faktisk købte jeg et müslibrød hos en af dem i weekenden. Det var i realiteten et almindeligt hvedebrød, der var farvet med sirup eller sådan noget og drysset med lidt rosin og korn. Det var rigtig skidt.
Er der virkelig ikke mennesker her i kvarteret, der er bevidste om kvalitet? Hvorfor overlever de specialforretninger, der ikke tilbyder noget andet – og mere – end de to Fakta-butikker, der ligger i min umiddelbare nærhed?
En god specialforretning kan være med til at løfte standarden i kvarteret. Give stolthed og liv.
- Vi har Bager John/Slagter Birgitte. Folk kommer kørende fra hele byen for at købe ind der.
Forestil dig det.
Det kan sagtens lade sig gøre. Man skal bare have viljen – så skal resten nok komme af sig selv.
Argh. Jeg ved ikke.
Måske er jeg bare forvænt af for mange år med gode slagtere, bagere og grønthandlere lige om hjørnet.
Om nogle måneder har jeg vel glemt alt om det gode kvalitetskød og de lækre færdigretter fra Slagter Friis og de gode speltbrød fra Marstrand.

Gud, hvor jeg håber, min hukommelse holder.

havde jeg det med at blive så spændt, når jeg skulle noget at jeg endte med at lægge mig med migræne, når det endelig var tid for det spændende. Det har kostet mig mange spejderlejre, juleaftener eller bare en tur i biografen.
Nu sidder jeg har og har ondt i hele kroppen. Og en bankende hovedpine.
Det føles ikke som migræne - bare noget andet lort.
Og jeg som skal til fest i aften. For første gang siden … ja, kan sgu ikke huske hvornår.
Må prøve at fange lidt søvn inden.
For det vil næsten være en tand for trist at gå glip af festen - selvom jeg er eneste single blandt otte par.
Vil det ikke?

Mit nye kvarter har været mit i 14 dage.
Det er et helt anderledes sted end noget sted, jeg før har boet. Og jeg har efterhånden været lidt omkring i landet.
Men nu bor jeg så i SV.
Det er et sted, hvor gadebilledet om aftenen er domineret af nogle karseklippede unge drenge, der, iført hættetrøjer, forsøger at nedstirre mig, når jeg går forbi dem på vej til og fra et eller andet.
Det er ikke lykkedes dem endnu, for jeg er trods alt af en størrelse, der ikke gør mig let at true, men også fordi jeg også kan stirre med tomme blikke.
På en måde er det som om kvarteret er lagt et sted i Jylland, hvor man hænger ud foran kiosken eller grillen om aftenen.
For der står de. Grupperne.
En gruppe foran den ene kiosk. En gruppe foran pizzeriaet på hjørnet og så en gruppe ovre ved bænkene.
I aftes syntes jeg, at det mindede lidt om en scene fra West Side Story. Der var bare ikke nogle af dem, der pludselig brød ud i sang (mon ikke den første, der ytrede en strofe var blevet latterliggjort og havde fået et par flade?).
Hele scenariet er så langt fra noget andet, jeg har oplevet i København. Og det er med til at understrege at hver kvarter i København har sit helt eget præg. Nogle er hyggelige, nogle pæne, andre flippede, nogle dyre og andre er så en lille jysk provinsby.
Jeg har faktisk oplevet at være en anelse utryg ved at gå forbi en af de der grupper.
Og det er jo egentlig fjollet.
For jeg har, som regel, også en hættetrøje på. Måske skulle jeg også klippe mig karseagtig.