Freshmaker

Som altid vendte jeg mig om, da jeg var trådt godt halvandet skridt ud i opgangen for at se mig tilbage og give et gensynssmil.
Som altid stod du med den ene hånd på døren og den anden løftet i et lille gensynsvink. Jeg kunne se, du, i dag, havde tårer i øjnene.
- Jamen. Hvorfor er du ved at græde?
Jeg trådte tilbage ind i lejligheden og tog fat om dine skuldre, og kunne straks mærke, at du lod tårer flyde fra dine mandelformede brune øjne. Jeg trak dig ind til mig og var glad for, at jeg endnu ikke havde lynet min store vinterfrakke.
Vi stod i ti sekunder, inden du trak dig væk og tørrede tårerne væk fra dine kinder. Jeg lod min venstre hånd glide ned langs din højre arm og lukkede hånden om dit håndled. Din hud var silkeblød.
- Hvad er der galt?
- Det er ikke på grund af dig. Jeg er bare så træt af mig selv - hvorfor skal jeg altid stresse sådan i sidste øjeblik, inden jeg skal rejse?
Jeg vidste godt, det ikke var på grund af mig, at du havde våde øjne. Faktisk kan jeg ikke engang huske, at du græd, den dag, vi flyttede fra hinanden. Eller om jeg gjorde.
- Jeg ved det godt. Men du har jo styr på det - og du siger bare til, hvis jeg skal gøre noget for dig.
- Tak. Men jeg klarer det.
Selvfølgelig gjorde du det. Jeg gav dig et sidste knus, ønskede dig god rejse og gik igen. Da jeg så mig tilbage vinkede du, og tårerne var væk.

Syv dage senere:
- Hvorfor er det lige, at I to ikke bliver kærester igen?
Det evindelige spørgsmål kom denne gang, mens jeg skrællede gulerødder i en lejlighed i Nordvest. Min ven lavede laksebøffer og af en eller anden grund var emnet “os to” kommet på banen.
Folk har svært ved at forstå, at vi kan være så gode venner. At du ringede til mig fra både London og Hong Kong på vej til Sydney og at du sendte en statusmail tre timer efter du var landet, mens du ventede på at dit værelse blev klart - og at vi alligevel ikke er kærester.
Måske forstår de bare ikke, hvorfor vi gik fra hinanden til at begynde med.
- For I er jo så gode sammen.
Men du ved jo lige så godt som jeg, hvorfor det ikke længere gik. At vi var blevet for gode venner og magien var væk. Det gav ikke længere gnister, når jeg rørte dig og du ved mig.
Det fortalte jeg ham. At vi ikke - efter to år - kan starte forfra. At vi stadig er gode venner, men at der jo ikke er en gnist. At det ikke er lyst til din krop, der gør, at jeg har dig på speeddial eller synes det er rart at se X-faktor med dig.
Du ved det ikke. Men jeg har set en anden - eller to - i den tid vi har været væk fra hinanden. Jo. Måske ved du det.
For tre uger siden stod den ene ved min dør og ville ind.
Det var torsdag og hun havde lyst til at være sammen med mig. På et tidspunkt i samtalen forlangte hun, at jeg skulle skære dig ud af mit liv, hvis hun og jeg skulle have en chance. Og at jeg skulle gøre det med det samme.
Jeg havde ikke svært ved at se, hvorfor hun havde det sådan. Men jeg havde svært ved at gøre det. For jeg ville jo ikke afskrive dit venskab for en kvinde, som - ganske som forventet - forlod mig næste morgen med en besked om, at det var en fejl, at hun var kommet og at hun nok skulle lade mig være.
- Tak, sagde jeg og bad hende så om, seriøst, at glemme mit nummer eller hvor jeg boede. For nu var jeg sgu træt af at have hende og hendes ubeslutsomheder på besøg.
Og jeg var glad for at have hende væk fra mit liv - for nu i hvert fald.
- Der må jo være en grund til, at I ses så meget som I gør.
Min ven blev ved med at spørge, selvom jeg mente, at jeg havde lukket emnet ned.
Men faktum er jo. Vi er de eneste i vores umiddelbare omgangskreds, der ikke er i parforhold med minimum et barn, eller er skilsmissemor/far med minimum et barn. Så tit og ofte har vi kun hinanden.
Og det er trods alt lidt for lidt at bygge et “os to” op på.

En blanding af hold i ryg, nakke og et ufrivilligt glimt af hende der har gjort det her til den dårligste weekend for noget menneske i verdenshistorien. I hvert fald, hvis jeg skal se det med de selvmedlidende briller på.
Jeg har funderet over mit liv. Hvad der er blevet af det og om jeg egentlig får det ud af det, som jeg gerne vil.
Dybest set gør jeg jo ikke.
Jeg har et job, der keder mig. Jeg har ingen kæreste. Jeg har kun én ven, der ikke er gift og har mindst et barn eller bor seks tidszoner væk, og det er min ekskæreste. Hvor sørgeligt er det egentlig?
Men værst af alt er, at jeg ikke har formået at gøre noget ved det.
Jeg har siddet og kigget på mine “venner” på Facebook. Mange af dem har jeg ikke set i årevis - mange har jeg ikke haft kontakt med siden vi var store teenagere - eller i starten af 20erne.
En del af dem holdt jeg op med at hænge ud med fordi jeg syntes at de levede i fortiden. At der aldrig blev talt om nuet eller fremtiden, når vi var sammen. Det var altid den der “kan du huske den gang at ….”. Og det interesserede mig ikke. Jeg var på vej ud i verden for at gøre karriere som verdens bedst skrivende journalist, mens de andre bare var i gang med små kedelige liv - eller noget i den stil. Så vi har mistet kontakten til internettet så bragte os sammen igen.
Så jeg ser på dem. Ser billeder af dem, deres mænd/hustruer, deres børn og deres hus/lejlighed. Og jeg undrer mig.
Hvorfor har de fået alt det?
Hvorfor har jeg ikke?
Mit liv består af et arbejde, der keder mig og ikke meget andet. Jeg fylder min fritid ud med det ene mere uovervejede køb efter det andet; fladskærme, stereoanlæg, absurd dyre cykler og andre ting, der kan give en eller anden form for midlertidig tilfredsstillelse mens jeg forsøger at få tiden til at gå til jeg skal på arbejde igen.
Jeg ved ikke, hvor kæden hoppede af.
Hvor var det, at alle de planer og drømme jeg havde, en gang for mange år siden, blev af. Jeg skulle have oplevet Australien og tjent en million inden jeg blev 25, og selv om jeg faktisk havde tjent en million inden jeg blev 25 så havde jeg betalt skat og brugt det hele, så der ikke var penge til turen til Australien.
Jeg skulle have været kæreste/gift med hende der, jeg var forelsket i den gang for mange år siden. Hvem hun var, kan jeg faktisk ikke huske. Men jeg ved at jeg har haft tanken om have et traditionelt familieliv sammen med en af de, mange, piger jeg har været forelsket i. Nogle af dem dog uden at have været kæreste med dem.
Men sådan er det ikke længere.
Jeg er 34 år gammel. Single og har ikke sat mit mærke på verden ved at blive far.
Jeg har ikke givet verden noget, blot taget - købt - og undret mig over, at jeg ikke har noget, når jeg nu har så meget.
En af de piger, jeg var voldsomt forelsket i, da jeg var teenager - uden at det blev til andet end et par nætter med kys og petting - er min ven på Facebook og Linkedin. Hun har to børn og en mand i dag.
Et eller andet sted sidder jeg og misunder hende, at hun har det. For hun ser så lykkelig (og stadig smuk) ud på billederne.
Sådan er det ikke, når jeg ser billeder af mig selv.
Men jeg har jo heller ikke lige så meget at være lykkelig over, som hun. Min cykel giver mig ikke kærlighed igen og mit steroanlæg kan ikke massere et hold i nakken væk.

Jeg har en meget fornuftigt forhold til min seneste ekskæreste. Vi er rigtigt gode venner, og det var vel dybest set derfor vi holdt om med at være kærester. Vi var blevet til elskede venner i stedet for elskende. Og så er det jo en god ting at slutte forholdet inden vi endte med at såre/hade hinanden.
Så vi flyttede fra hinanden og har set hinanden løbende siden. Nogle gange går der et par uger mellem vi ses, andre gange smutter vi i bio eller deler noget mad et par gange om ugen. Nøjagtigt som jeg ville gøre med andre af mine single-venner (hvis jeg vel at mærke havde nogle).
Nå. Men vi er begge flyttet her inden for de sidste 14 dage. Jeg havde en hurtigflytning, hendes har varet lidt længere, da hun skulle have gjort dele af sin nye 110 kvadratmeter store lejlighed i stand. Jeg tilbød, som jeg altid gør, når folk skal flytte, at hjælpe lidt. Selve flytningen skulle foregå med flyttefolk, så det var mest med at skille klædeskab ad (det var mig, der samlede det i sin tid og jeg smed da manualen ud bagefter), bære et par kasser op inden flyttedagen osv.
Da flytningen så var ovre, kunne jeg også lige samle skabet igen, og så var det, jeg, i søndags, opdagede at hendes afløb var samlet forkert. Så i går var jeg lige med hende i Silvan og købe ind og så samle afløbet rigtigt, så der ikke lugtede af lort i hele lejligheden. Så blev klokken jo mange og så kunne vi lige spise sammen, og så kunne vi lige gå i bio.
Og det er jo alt sammen meget hyggeligt.
Men da vi så skulle sige farvel efter biografen og give det sædvanlige knus (der har ikke været andet siden jeg flyttede – ikke en gang et kindkys) så skete katastrofen:
- Tak for al din hjælp. Det er jeg rigtig glad for.
- Det var så lidt. Jeg hjælper jo gerne. Men nu er der vist heller ikke mere, jeg kan finde ud af, at hjælpe med. Resten er vist bare at sætte på plads ikke?
- Joh. Og det klarer jeg nok.
- Cool. Men tak for mad og bio.
- Selv tak.
Så er det vi læner os ind for at give det der kram, og mens vi har armene om hinanden siger jeg.
- Det var rigtig hyggeligt, XXX.
Se. Her skulle man tro, at de tre x’er repræsenterer hendes navn. Men det gør det ikke. Heller ikke en andens navn. I stedet fik jeg fyret et af de der fjollede kælenavne kærester finder på til hinanden af.
Vi trak os til og selv og så på hinanden. Så sagde hun, med et smil på læben.
- Ja. Jeg var ved at kalde dig det samme i går. Mon ikke vi har set lidt for meget til hinanden på det sidste?
- Jo. Det tror jeg bestemt vi har.
Så sagde vi godnat igen og kørte hver til sit.
Og jeg har bestemt mig for, at der skal gå mindst en uge før vi ses igen.
Ellers er vi altså lidt for meget sammen.
Og det går sgu ikke…