Det er januar 1995.
Jeg står med rystende knæ ved tavlen på Danmarks Journalisthøjskole (DJH). I minutterne forinden har jeg hamret fem krus kaffe i halsen for at få ro på kroppen. Jeg er lige blevet 21 år gammel og min stemme ryster vist en smule da jeg siger:
- Velkommen til dette kursus på den journalistiske efteruddannelse og kurset Internettet og researchmuligheder. Jeg hedder … og skal de næste dage være jeres underviser i, hvad internettet kan gøre for jeres måde at arbejde på.
I 1995 var jeg en haj til at bruge internettet. Faktisk var jeg så god, at jeg skrev et par rapporter om det på DJH og som sagt endte som en del af et undervisningshold, der skulle hjælpe journalister med 30 års erfaring ud på world wide web.
I dag er det lidt anderledes.
Jeg ved ikke, hvornår mulighederne kørte forbi mig. Men i dag er der faktisk ting på Nettet jeg ikke har fattet en skid af. Og det irriterer mig da grænseløst, at der er noget, jeg ikke har 100 styr på, for det er føles lidt som at have sovet i timen og så vågne op som neandertaler i en verden af Homo Sapiens.
Eksempelvis det der RSS.
Jeg har fattet, at det er en automatisk overførelse af nyt fra div. sites til min computer. Men hvor fanden findes de der sider, som jeg har valgt at abonnere på, på min browser?
Det er oktober 2007 – og jeg føler mig bagud.
