Freshmaker

Jeg nåede at opdatere min iPhone tre gange: En gang med ny software, en gang med to nye sange og den tredje gang bare for at skyde tiden.
Hello Teen-Fresh!
Jeg er jo blevet sat op på denne her blind date af min tatovørs altmuligdame. Men da jeg jo ikke vil overlade alt i hendes hænder, så måtte jeg hellere gøre noget selv. Altså lige ringe og cleare datoen af med den fantastiske kvinde og så lige sikre mig, at jeg vidste lidt mere om hende. Du ved, så jeg ikke bookede bord på en bøfrestaurant for så opdage at hun er veganer (nu kunne jeg aldrig finde på at booke bord på en bøfrestaurant til en date, men you get the drift).
Så jeg fik nummeret på hende i går eftermiddag og besluttede mig egentlig for at vente med at ringe til i dag. Jeg skal jo heller ikke virke for ivrig, vel.
Midt i min aftensmad kom jeg så i tanke om, at jeg jo havde aftaler hele aftenen i dag, og derfor ikke kunne ringe, så det måtte altså blive en nu og her ting.
Men så var det, jeg pludselig blev 23år yngre.
Hjertebanken.
Svedige håndflader.
Indre monolog om, hvad jeg skulle sige.
Fuck, hvor underligt.
Normalt kan jeg uden at tænke over det ringe til et ministerium og med en vis autoritet forlange at få ministeren i tale. Det er bare noget, jeg gør.
Men da jeg skulle til at ringe til hende her, så gik jeg altså totalt i teen-mode.
Lidt som da jeg som 16-årig var helt vild med denne her pige fra ungdomsskolen. Jeg fik luret hendes nummer af fra lærerens protokol og skulle så ringe til hende for at invitere hende på te eller noget.
Så jeg ringede.
Og lagde røret på, da hendes mor tog telefonen - det var jo før “vis nummer”, så det var helt ufarligt at gøre den slags.
Det gjorde jeg så nogle gange. For jeg var dum og bange for konsekvensen af at sige “hej, må jeg tale med ….”.
At jeg så endte med at kysse en del med hende en nytårsaften er en helt anden sag.
Men følelsen, når jeg ringede til hende, der tilbage i slutningen af 80′erne, den kom igen i aftes, da jeg sad og gloede skiftevis på min iPhone, min computer og mit tv og overvejede, hvad jeg skulle sige, når nu hun tog telefonen.
Et kort øjeblik overvejede jeg endda helt at droppe det hele og bare se X-Faktor den fredag, der er sat af til den der blind date.
Da jeg endelig fik taget mig sammen til at trykke på “ring” knappen på min iPhone, så overvejende jeg et splitsekund at smide røret på igen - for der var jo ikke oprettet forbindelse og hun kunne ikke se, at jeg havde ringet. Men jeg lod den alligevel ringe.
Et dut.
To dut.
Tre dut.
Fire dut.
Telefonsvarer!
Jeg havde så ikke lige forberedt mig på en telefonsvarer. En samtale ja. Men ikke en telefonsvarer.
Så jeg fik lagt en besked, hvor jeg ikke husker helt, hvad jeg fik sagt. Måske fik jeg endda præsenteret mig med efternavn (men det tror jeg ikke).
Og så undrer jeg mig over mig selv.
For hvorfor er det så svært at ringe op som privatpersonen Fresh, når jeg uden tøven havde ringet til hende som professionel Fresh og lavet et interview om noget. Det er jo samme kvinde, der tager telefonen, og det er også samme Fresh, der ringer op.
Langt fra logisk.
Langt fra særlig voksent.
Helt tæt på en usikker teen-udgave af 36-årig Fresh.

This entry was posted on onsdag, februar 3rd, 2010 at 11:06 and is filed under Dating, Kvinder, Mig, Undren. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.