Det bedste, ved hele den dag, var, da jeg var cirka midtvejs i prosessen og jeg kunne høre nogen sige:
- Den sidste, der fik den behandling tudede som et lille barn, og ham der ligger bare og halvsover. Det er sgu sejt.
Så følte jeg mig så mandig.
Og så må jeg hellere starte fra begyndelsen.
Jeg er i gang med at udbygge min halvandet år gamle tatovering på venstre overarm. Denne gang med noget af skuldren og venstre del af brystkassen. Og så skal der jo nåle og farve i kroppen, og det kan man egentlig godt mærke, selvom det ikke ligefrem gør skide ondt.
Men jeg lå så der i bar overkrop på en briks mens jeg var omgivet af kvinder (tattoo-shoppen var den dag en københavnsk udgave af L.A Ink), hvoraf den ene tegnede løs med sort og grå (de øvrige farver kommer i næste uge) på min friskbarberede brystkasse.
Men de synes altså, jeg var sej og mandig, som jeg lå der med små grumsede bloddråber på brystkassen og med lukkede øjne lod mig tegne på.
Og jeg kunne lide det.
Jeg blev endda ægget til at være ekstra mand, da jeg skulle over gården for at låne toilettet og de inderligt bad mig om at tage en trøje på - for kuldens skyld. Men jeg var ægte viking og gik uden - for imagets skyld.
- Du er virkelig sej.
Og min brystkasse voksede lidt mere og jeg følte mig lidt mere mandig end jeg i virkeligheden er.
For når det kommer til stykket er jeg jo ikke skide maskulin. Faktisk har jeg visse træk i min personlighed, der er langt mere feminine end mandige. Tag bare min besættelse af sengetøj i ægyptisk bomuldssatin (for det føles så godt mod huden, når man ligger der og har det rart), og min modvilje mod at spise rødt kød - eller gris for den sags skyld. Ikke ligefrem noget, der vinder mig point hos flertallet af de mænd, jeg kender. For de synes bare jeg er mærkelig, når jeg snakker om laktosefri mælk, tofu eller fordelene for fordøjelsen ved at spise tang i ny og næ.
Måske var det i virkeligheden for at opveje alt det, at jeg lå der på briksen og fik fyldt en større del af min krop ud med drager.
Fordi det er maskulint.
Fordi min manglende maskulinitet i sind må opvejes af min fysiske fremtoning.
Jeg har aldrig været i slagsmål, men er alligevel stolt af at jeg har ar i ansigtet, så det næsten kan se ud som om, mit ansigt har oplevet andet end kosmetolog-hænder.
Jeg har også et Facebook-billede, hvor jeg ligner en gangster. Komplet med hættetrøje og et ondt blik i øjnene. Jeg synes, det er et fantastisk foto af mig, da det ligner mig på den måde, jeg gerne vil ses. Også selvom det er manipuleret af en af DKs dygtigste portrætfotografer, og jeg slet ikke har så mange truende skygger i ansigtet som på det foto.
Men jeg vil jo gerne ses sådan.
Som en rigtig mand.

Tænk har altid syntes de mest maskuline mænd er dem, der også har en smule feminint i sig. Men at snakke om laktosemælk og tofu det er bare kedeligt…
Nu kaster jeg mig, trods alt, ikke ud i lange foredrag om laktosefri mælk eller tofu. Men det kan jo komme på banen, når man er ude at spise med vennerne - undtaget når det er med en af mine helsefanatiske venner (den ene, jeg har).
DU ER TILBAGE
Tak for dit indlæg. Et uddrag er at finde i dagens Urban
De bedste hilsner
Gerda, Urban
Hej Fresh
På mit favoritbillede på fb har jeg glattet mine genstridige krøller og dullet mig totalt op, så Beyonce kan gå hjem og lægge sig.
Men det billede, der høster kommentarer fra modsatte køn, der har jeg ladet krøller være krøller og brugt sparsom make-up?
Tankevækkende. Alligevel. Nu du siger det.
Og godt gået med den tattoo!
@Religiøs dame
Det er underligt, som vores opfattelse af os selv, og det billede som andre har af os - sætter pris på - sjældent harmonerer.
Tattoo er færdig nu. Sidder og heler for fulde gardiner.
Den er blevet SÅ fed.
Hej Fresh,
Gik i byen med “look naturel” og kan oplyse at mængden af opmærksomhed er konstant uagtet knaldrøde læber eller læbepomade fra Nilens Jord! Så ved man det!
Er der mere ro på, var det en drage?
@Øverste kvindelige religiøse figur
Var det en opfordring til at tage enten knaldrøde læber eller læbepomade fra Nilens Jord på?
Helt rolig, og ja. Drage it is.
Det var nu bare et lille forsøg.
@YP
Kunne være, jeg skulle forsøge mig ud i den slags, næste gang, jeg skal ud.
Tror, mine læber virkelig ville poppe, hvis jeg gav dem en omgang fra Nilens Jord.
Gad godt høre om udfaldet på bytur iført Nilens Jord!
Især fordi der er en svag glimmereffekt i produktet!