Freshmaker

Skal jeg brokke mig over en ting, så var det, at tidsforskellen til Danmark er på syv timer, og at alle jeg kender (næsten) lå i deres seng og sov, da det mystiske skete. Så jeg havde ingen at dele det med, da det mystiske sket…
Klokken var lidt i 11, og jeg havde begivet mig ud på et lille eventyr her i Singapore:
Nemlig at gå fra mit hotel til området med butikker. En lille gåtur på 2,6 km. Sådan cirka.
Himlen var skyfri. Luften tung af varme og fugt - næsten 37 grader, og jeg endte med at gå forkert.
Jeg elsker at gå forkert, når jeg er i storbyer. Jeg finder altid et eller andet, som jeg ikke regner med, når det indre kompas fucker op, og fødderne går en gade for langt. Sådan var det også i dag. Pludselig var jeg i det gamle kvarter, hvor bygningerne var som de var for 100 år siden, da det hele var britisk og i koloni-stil. Men der var også en park. En skøn lille perle af grønt klemt inde mellem skyskrabere og de gamle huse.
I mine ører spillede Regina Spektor - Us fra soundtracket til filmen (500) days of Summer (se den - en smuk film om at være forelsket og blive forladt, som jeg ville ønske, jeg havde skrevet).
Og i et øjeblik gik det hele op i en højere enhed. Alle mine sanser (undtagen smags-delen) blev ført til en form for nirvana, og jeg var tæt på at være lykkelig. I et splitsekund, var der intet, som bekymrede mig. Intet, som kunne gå galt i mit liv. Jeg havde alt og ønskede ikke mere.
Sådan har jeg ikke haft det i mange år.
I liked it…

Jeg sidder her i varmen. Helt nøjagtigt er her 31 grader og en luftfugtighed på ca 120. Siden i fredags har jeg boet i gæsteværelset hos en gammel ven og hans nye kæreste - der er fra Amerika - og jeg har med andre ord været house-guest i et hus, hvor vi alle taler engelsk.
Jeg kan godt lide at tale engelsk, og min ven og jeg har taget os selv i at tale engelsk sammen selv når kæresten ikke er i nærheden. Fordi det er lettere at holde sig til et sprog i stedet for at skifte frem og tilbage alt afhængig af om hun nu er i rummet eller ej.
Men det er vist ikke det, jeg sidder her og undrer mig lidt over omkring mig selv.
For jeg sad i aftes og havde latter væltende ud af ansigtet mens vi spiste tapas inden vi skulle videre og spise masser af sund sushi. Og så sad jeg der og talte engelsk, og mellem alle latterbrølene talte vi også seriøst. Vi fik vendt min situation som single, vi fik vendt mit forhold til mine forældre, bror og mange andre ting. Jeg fik fortalt, sådan ud af sidebenene, at en oplevelse med min ven er grunden til, at jeg ikke drikker, og jeg fik også lige gjort opmærksom på, at jeg faktisk så lidt op til ham, da vi lærte hinanden at kende i starten af 90′erne.
Det underlige er, at jeg jo i virkeligheden er meget (læs: MEGET MEGET) privat.
Og jeg har aldrig fortalt det, jeg fortalte i aftes til nogen. Slet ingen.
Men det kom bare ud som en del af en samtale, der gik i øst og vest og alle vegne, og så var det jo ikke rigtigt at fortælle noget, da jeg jo gjorde det på et helt andet sprog end normalt. Det var som om det slet ikke var mig selv, jeg talte om, men i stedet en anden dansk-talende Fresh, der sad 9000 km. væk i en toværelses lejlighed i København fremfor den mand, der sad i shorts og t-shirt, og drak friskpresset mango-juice.
Det er jo den samme mand. Men hvor ham dem ærlige kom fra ved jeg ikke. Måske er det jetlag’et, måske er det sproget, måske er det vejret…. Eller måske er det bare en masse, der har presset på, og endelig kom ud klemt ind mellem latter og kramper i kinderne.

I’m bored out of my mind!
Jeg ved ikke hvorfor, men det lyder bare bedre end “Jeg keder mig”.
Så… I’m bored out of my mind.
Altså sådan generelt.
Det hele går op i madplaner, arbejde, irritation over at droppe madplanen en gang imellem, og så at komme mig over min første sportsskade nogensinde (løb er noget lort - især når man køber de pæneste løbesko i stedet for dem, der passer til min løbestil).
Men nu skal der ske noget.
Jeg tager på min første ferie i tre år i morgen. Farvel til gråt dansk lortevejr og hej til lækker varme i Sydøstasien. Bare mig og en hytte på 150 kvadratmeter med egen pool og ganske få meter til Thailands bedste spa, hvor jeg kan få bearbejdet de muskler, der ikke er i stykker, og samle energi til en lang og mørk vinter.
- Skal du så have noget thai-sex?
Hende der, som bare ikke glemmer mit telefonnummer, ringede forleden for at høre om jeg var lykkelig.
Det var jeg så, vist nok, ikke. Men måske når jeg kom på ferie.
Og nej. Jeg skulle ikke ud for at score noget thai-sex. Jeg kan bare ikke se mig selv som den hvide mand, der tager til Østen for at få noget på den dumme.
Jeg er endda temmelig sikker på, at jeg heller ikke hopper i lagnerne med en thailandsk pige, selvom jeg må blive tilbudt den slags. For lige meget hvad, vil jeg have et indre billede af en overvægtig mand med hår på ryggen, der udnytter en kvinde med drømme. Også selvom jeg hverken er overvægtig eller har hår på ryggen.
Jeg er jo ikke sexturist.
Jeg er bare turist.
Nå. Det var et sidespring - og det er jo ikke normalt mig, der har den slag. Det er de kvinder, jeg møder som gør i den slags.
Jeg har besluttet, at jeg skal til at gøre nogle flere ting, når jeg kommer hjem.
Hvad det skal være, ved jeg ikke. Men jeg har besluttet at begynde på en roman, når jeg nu alligevel har nogle timer i middagsheden, hvor min hvide krop ikke skal være i solen. Så det er ét projekt.
Men jeg skal have noget mere. Måske skal jeg begynde at lære noget.
Så en japansk film i går, og fik sådan en lyst til at lære noget om at være i zen - og få nogle ritualer. Måske en lille zen-have i stuen eller noget. Og droppe min kaffe til fordel for grøn te.
Eller noget helt tredje.
For det her med at kede sig, er sgu lidt kedeligt i længden.