Freshmaker

Det hele var sådan lidt film-agtigt.
To mennesker dryppede henholdsvis amerikansk og dansk sved på parisiske lagner efter et møde arrangeret af nogle mennesker fra et helt tredje land. Vi var begge så nøgne som man kan blive rent fysisk, da hendes Blackberry begyndte at larme, og hun til min store irritation rakte ud efter den.
- Oh. I have to get this. It’s my husband.
Nå. Okay. Jeg vidste så ikke, at du var gift. Men selvfølgelig også fjollet, at jeg ikke spørger. Eller at hun selv havde sagt noget.
Hun drejede sig rundt og lå med sine baller mod mig, mens jeg ikke kunne undgå at lytte med på en samtale, hvor hun - teknisk set - ikke løj.
- Just gotten back to the hotel.
Sandt nok.
- Going to bed early.
Også sandt nok.
- Pretty busy - have a lot to do.
Helt i overensstemmelse med sandheden.
Og jo længere samtalen varede jo mindre sjovt synes jeg det hele var, og jeg endte med at liste ud fra dobbeltsengen og gemme mig på badeværelset, sjaske vand i ansigtet og studere min frisure, mens jeg begyndte at spekulere over, hvad jeg lavede her på værelse 231.
Pludselig stod hun så bag mig og så helt anderledes ud.
Hun var ikke længere en flirt fra Chicago, der kunne bruges som en undskyldning for at tage der til - og samtidig (måske) spare hotellet. Nu var jeg en del af en affære. Egentlig kunne jeg være ligeglad. For jeg fik jo, stort set, hvad jeg ville have. Og det var jo ikke første gang, jeg havde stået i den situation - dog første gang, at jeg ikke var klar over, at jeg stak tungen ind midt i et ægteskab.
Alligevel stod jeg der med hendes bryster mod min ryg og hendes hænder på min brystkasse, mave og så videre.
Havde lyst til at sige, at jeg hellere måtte gå.
Men den halvdel af min hjerne fik slet ikke et ben til jorden - før senere, da jeg lå på den hårde madras og ikke kunne sove på grund af debatten i mit hoved: Var det godt, skidt eller lige meget?
Havde jeg gjort noget forkert?
Tippede det her min karma-pulje, så jeg aldrig fik ordentlig styr på livet?
Det gik der mange timer med, og derfor var jeg ekstra træt, da hun vækkede mig på den blideste måde en kvinde kan vække en mand på.
En times tid senere kyssede jeg hende på gensyn og luskede med stort morgenhår til mit eget værelse tre etager længere oppe. Jeg tog trappen for at undgå at løbe ind i bekendte på vej til morgenbuffet.
Min habit duftede af hendes parfume, da jeg pakkede den ned i min weekendtaske. Jeg kendte ikke navnet på duftnoterne, men den var krydret og tung. Lidt som min egen.
Inden jeg fik badet kunne jeg fornemme enkelte aftryk af lange negle på min brystkasse og skuldre, men de forsvandt sammen med duften i takt med at det varme vand klaskede ned over mig, og da jeg tørrede mig i det lidt stive håndklæde var alle fysiske spor efter det sidste døgn helt væk.
Jeg så hende ikke til morgenmaden.
Først, da vi begge stod med hver vores delegation af landsmænd ved receptionen for at tjekke ud og sige farvel kunne jeg se ind i hendes mørke øjne.
Der blev trykket hånd og udvekslet visitkort blandt de få, der ikke havde fået gjort det dagen før.
Vi var alle åh så professionelle.
Mig selv inklusive.
Så jeg stak hende mit med en besked om at kigge forbi, næste gang hun var i Copenhagen. Det samme som jeg sagde til hendes kollegaer og de andre, der var samlet for at køre i hver sin retning for at flyve med hver sit flyselskab til hvert sit land.
Der blev sagt farvel.
Jeg gav hende hånden og vi fik delt businessknus og fransk-inspirerede kindkys.
Og så var det det.
Hun sidder, lige nu, i et fly på vej mod en lejlighed i Chicago.
Jeg sidder på Nørrebro og kan ikke finde ud af, hvad jeg skal synes om Paris.