For nogle uger siden blev jeg “passet” op, da jeg var i bad efter træning.
Vi var to mand til at dele de syv brusere, og den ene af os var en af de mænd, der ikke har hår på kroppen. Jeg havde, den dag, trænet skuldre, mave og ben inden jeg cyklede små 40 minutter ved høj belastning. Jeg var, med andre ord, pumpet lidt op på strategiske steder af kroppen, og kunne lide, hvad jeg kunne se i det store spejl, der dækker væggen modsat bruserne.
Det var jeg ikke den eneste, der kunne.
Den hårløse ved siden af mig, kunne også.
I hvert fald rejste hans manddom sig til mere end en halvfed, og pludselig stod jeg ved siden af en mand med strittende pik, som så toppede det af med at sige følgende:
- Du har nogle sexede ben.
Tak skal du ha’!
Jeg er godt klar over, at mine ben ikke hører til de grimmeste i verden. De er muskuløse og markerede. Lige fra hoftebøjeren til anklen er der masser af fibre og kraftige sener.
Men det er ikke for andre mænd, jeg træner dem. Det er for min - og kvinders skyld - at jeg pumper jern og cykler/løber.
Jeg blev temmelig befippet over at stå der med shampoo i håret og en skydeklar mand ved min side.
Takkede bare for komplimentet og blev så færdig med at vaske resten af min krop og komme i noget tøj.
Det er egentlig ikke fordi, jeg har noget imod at blive lagt an på af mænd. Det er sket før. Dog ikke under en bruser. Der er det noget helt andet fordi man jo netop er pivnøgen og, tydeligvis, et sexobjekt.
Men siden da har jeg faktisk læst alle mulige ting ind i de nøgne mænds opførsel i omklædningsrummet.
Som i går, da jeg bukkede mig ned for at binde mine løbesko inden træning.
Da jeg så skulle rejse mig op igen så jeg direkte ind i røven på en nøgen mand, der mente at den bedste måde at tørre sine fødder var at vende røven til mig - i stedet for at vende den mod skabet - og så bukke sig sammen, så jeg kunne se hele hans behårede røvhul på mindre end en halv meters afstand.
Jeg bad ham vende røven væk en anden gang. Men han kunne ikke se et problem i det, og mente at jeg skulle slappe af.
Men det har jeg ikke lyst til. For jeg gider ikke have proppet halvstive pikke og behårede røve i synet bare fordi jeg, tilfældigvis, befinder mig i et omklædningsrum.
Kan ikke finde ud af, om jeg er blevet sippet på mine gamle dage, eller om jeg bare kommer i centeret på de forkerte tidspunkter.
Archive for september, 2009
Sippet. Mig?
torsdag, september 24th, 2009Sexy
tirsdag, september 15th, 2009Da jeg forlod hende følte jeg sexet.
Ikke fordi hun havde sagt, at jeg var det. Heller ikke på grund af nogle øjne, hun havde sendt mig. For sådan nogle sendte hun mig, vist nok, ikke.
Næ. Jeg hankede bare op i mine shorts, rettede på skjorten og tog min rygsæk på begge mine (brede) skuldre og satte kurs mod min cykel - med en sexet fornemmelse i maven og nogle yderst brugbare ben, hvis jeg - og nogle venner - skulle styrte ned i Andesbjergene og risikere at dø af sult.
Forud var gået en almindelig non-date med et styk smuk kvinde, som jeg har kendt i, efterhånden, flere år.
Det var hyggeligt, maden var god, og vi så en spændende film.
Og jeg følte mig sexet, da jeg gik rundt med hende i Tivoli. For jeg gik rundt med en smuk, klog, kvinde og vi kom til at blive lettere løsslupne i vores tale, og det lå lidt i luften, at vi talte om kropslighed - sammen. Og jeg blev fyldt med en fornemmelse af at være sexet. For at en så smuk og sexet kvinde, småflirtende, talte - indirekte - om sex til mig, fik mig til at tro på, at jeg nok skulle finde mig en at have, regelmæssig, sex med - selvom jeg på et tidspunkt måtte fnise og erkende, at jeg ikke havde flere ord, for så var det blevet andet end legende uskyldighed og i stedet meget konkret.
Men jeg var sexet.
Eller også er det bare noget, jeg forestiller mig.
Og måske er jeg slet ikke sexet, men bare tyndere.
På nåle
tirsdag, september 8th, 2009Løb ind i min tattovør i går. Sådan ved lidt af et tilfælde.
- Hej. Hvordan går det? Hvor har du tabt dig.
Og bla bla bla.
- Hvordan går det med dragen?
Og bla bla bla.
Men det korte af det lange er, at vi talte lidt om løst og fast og den 14. januar skal jeg igen under nålen.
Nice!
Til dig i den hvide bil
onsdag, september 2nd, 2009Hun havde ægte frygt i øjnene. Kinderne blussede, og hendes brystkasse med en meget fin kavalergang hævede sig hastigt, mens en rød farve hurtigt dækkede hendes herligheder og hals.
“Hvad fanden er det, du laver?”
Jeg holdt hovedet ude af bilen, men holdt fast i taget på det stykke, hvor hun havde åbnet vinduet. Min stemme var langt fra venlig.
Hun hev sit headset ud af øret, og med en knækket stemme fik hun fremstammet:
“Jeg havde ikke set dig. Undskyld … Jeg.”
Jeg rystede på hovedet og bad hende om at lære at køre bil, eller i det mindste se sig for.
Inden hun nåede at svare, slap jeg bilen, og trådte rasende videre op ad den frederiksbergske allé.
Hun var den anden bilist, der indenfor ganske få kilometer havde forsøgt at klemme mig ihjel (eller noget) ved ikke at se sig for, inden de skulle dreje til højre/parkere. Og så kom det altså til at gå ud over den yngre kvinde i den lille hvide bil. For helt ærligt. Godt nok har jeg tabt mig, men jeg vejer stadig omkring 90 kilo og er dermed ikke usynlig i trafikken. Jeg er hurtig, men ikke usynlig.
Og det pisser mig af, når bilister glemmer at se sig for, når de skal dreje til højre eller parkere. Specielt, når jeg - til en afveksling - kører efter reglerne.
Underligt nok føler jeg mig mere trafiksikker, når jeg tonser rundt på kørebanen og zig-zagger ud og ind mellem bilerne, overhaler dem venstre om eller bare kører fra dem ved at ignorere fartgrænsen.
Og jeg bliver vred, når nogen gør noget dumt i trafikken. Ikke kun bilerne.
På mine cykelture til arbejde møder jeg mange tohjulende, der også kører som om de aldrig har lært de mest basale regler. At man, eksempelvis, ser sig over skulderen inden man trækker ud til overhaling. Der kunne jo komme en (mig) bagfra med dobbelt så meget fart på.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver vred. For generelt er jeg en meget zen-agtigt menneske.
Jeg hidser mig næsten aldrig op, men underligt nok, så gør jeg der i trafikken.
For for satan, hvor er der mange amatører derude.
Generelt kunne jeg godt tænke mig en ordning, hvor man tvang cyklister til at køre bil hver anden uge - og omvendt. Mon ikke det ville hjælpe på alles vilje til at se sig for og tænke sig om?
I think so.
Så¨ville jeg også slippe for at skræmme livet af yngre kvinder i hvide biler, der er ved at køre mig ned.
Læser du det her, vil jeg godt sige undskyld. Jeg har, faktisk, ret dårlig samvittighed over det. For mon ikke det var lige så meget min egen skyld?
I modsætning til dig er jeg, nemlig, frygtløs derude på asfalten.