Freshmaker

Jeg har meldt mig til forskellige hold i mit fitnesscenter. Måske kan det være en katalysator for at jeg kommer afsted til træning på mere regelmæssig basis. For det der med at stå op klokken halv seks, det bliver så bare ikke til noget.
Jeg hader holdtræning. Så længe det ikke er spinning. For her kan jeg det til fingerspidserne - kan jo køre solen sort - og så kræver det ikke skide meget koordination. Bare lår, lægge og røv, som sjovt nok også er de muskler i min krop, som altid er mest i orden.
Så spinning har altid været det, som jeg har holdt mig til. Fordi det er det, jeg er god til.
Men jeg er ikke god til de andre hold-ting.
Slet ikke det, i dag, hvor jeg fik en makker. En makker, som var det, jeg helst vil være: Perfekt til det, vi lavede.
Han var min totale modsætning og gav mig lyst til at droppe timen. Fordi jeg ikke var koordineret eller stærk nok. Jeg kunne ikke udføre øvelserne til UG, som jeg vil; enten på grund af mangel på luft eller styrke i kroppen.
Jeg hader holdtræning, hvor andre kan se, jeg fejler.
Egentlig skulle jeg nok have fundet mig et andet job. For når en journalist fejler, hvad jeg af og til gør, så bliver det udstillet for alle.
Jeg hader at lave fejl. Også når jeg ikke har en levende chance for at være fejlfri - som til træningen i dag, hvor jeg var der første gang.
Jeg ved ikke hvorfor.
Jeg har bare en problem med det tab af ansigt, som det er ikke at klare tingene fuldt ud.

Det er vist ikke sundt i længden…

Der kommer et tidspunkt, hvor man bliver så glad for sig selv og sin partner, at man får lyst til at lave en kopi. Og så er det, man får børn.
Det var der, en gang, en som sagde til mig (eller også har jeg læst det et sted), og så kan jeg jo så tænke lidt over det.
Jeg elsker så ikke, mig selv, nok.
Det er ellers underligt. For det er vist svært at finde nogen, der har et større ego (berettiget eller ej) end jeg. Jeg er ret glad for mig selv det meste af tiden. Der er selvfølgelig også tidspunkter, hvor jeg så absolut ikke er, men det er en helt anden snak.
Men der er visse ting ved mig selv, som jeg slet ikke er tilfreds med. Noget, som slet ikke falder i hak med mit ønske om at være, noget nær, perfekt. For jeg er jo ikke i orden. Jeg er udstyret med nogle genetiske mangler og simple byggefejl.
Blandt andet går jeg med briller. Det er der sådan set ikke noget galt med, da det får mig til at se (endnu) klogere ud.
Men ser man bort fra brilleabe-tingen, så er der de mere grove ting, som jeg har arvet fra min far:
Jeg er udstyret med en svag bughule, har astma og er overfølsom overfor græs.
Og så er der andre ting, som jeg ikke lige gider kede nogen med. Men nogle gange tænker jeg på, om det ikke bare er en god ide, at jeg lader være med at få nogle børn. Så kan de svage gener forsvinde for tid og evighed.
Et eller andet sted er det en syg tanke.
Men alligevel tænker jeg den. For jeg er, alligevel, ikke perfekt, og elsker ikke mig selv nok til at være ligeglad.

Man behøver ikke være raketfysiker eller lignende for at lægge mærke til, at jeg har været noget sløv til at opdatere min blog det sidste stykke tid.
Det er egentlig ikke fordi, jeg ikke har noget at sige. For det har jeg, sådan set, altid. Der er altid en eller anden, jeg er sur på, altid et eller andet, der fik mig til at smile på turen hjem fra arbejde eller noget helt tredje, der presser sig på. Men jeg har bare ikke haft trang til at udgyde alt via den her - ellers ganske glimrende - blog.
Og det er din skyld.
Ja. Dig, der læser, og af og til kommenterer på det, jeg skriver, der gør, at jeg er lidt stået af.
For hvem er du? Hvorfor interesserer du dig for, hvad, lige præcis, jeg skriver? Hvad er det, der gør, at jeg er relevant for dig?
Og igen. Hvad giver det, du giver tilbage, egentlig mig?
Er interaktionen mellem mig og dig ægte, eller er den blot endnu et skridt til at fjerne ægte menneskelig kontakt mellem sind?
Jeg føler nogle gange, at jeg snyder mig selv ved at dette ikke er helt ægte, men kun tæt på. For hvad kunne jeg få ud af, at kende dig i virkeligheden? Ville jeg, måske, ikke vokse mere ved at kunne have en dialog om de ting, der er i mit hoved i stedet for at det er mig, der hælder ud og, måske, får et svar?
Det virker så uægte, selvom både dine og mine intentioner, helt sikkert, er de bedste.
Det er som om, jeg har sat mig på en stol og fået mig en virtuel lapdance. Det er så tæt på at være ægte og godt, men er det alligevel ikke fordi vi aldrig kommer tæt nok på hinanden til at det rører, hvor det hjælper.
Jeg kunne, selvfølgelig, lade være med at gemme mig bag mit pseudo-navn (For nej. Mit navn er ikke Freshmaker). Det ville automatisk bringe dig, der læser, tættere på mig. Fordi jeg pludselig bliver et rigtigt menneske og ikke bare et slogan fra en Mentos-reklame.
Men det ville også gøre, at jeg ikke længere kan skælde ud på min chef, min far, bror og andre, der kan finde ud af at google mit rigtige navn. Og den fornøjelse vil jeg have. Jeg vil være fri.
Samtidig ville det ikke bringe mig tættere på dig. For jeg ved stadig ikke, hvem du er.
Jeg råber i skoven og får svar af folk, jeg ikke kan se.
Måske skal jeg stoppe og starte forfra et andet sted?
Måske er jeg bare overtræt efter seks uger med uafbrudt arbejde.

Who knows? Måske trænger jeg bare til noget ægte: Et knus, et smil og en lapdance.