Om syv dage er det 24 år siden, jeg døde.
Første gang, altså.
For jeg overlevede og kan nu se frem til at dø - igen - på et senere tidspunkt.
Der er faktisk ikke ret mange, der ved, at jeg en tirsdag i maj for 24 år siden døde i et par minutter til en Falckmand fik pustet liv i mig. Jeg fandt faktisk først selv ud af det, da der var gået nogle år, og jeg under et lægebesøg kom til at snakke om den gang, jeg havde et møde med en personbil og min lille tynde krop tabte kampen med fysikkens love og tog et hovedspring ind gennem forruden til et ældre ægtepar, hvor han (føreren) overså et rødt lys (han blev ikke dømt, så jeg dømmer uden retssag her) og en 11-årig på cykel.
Jeg husker ikke noget fra ti minutter før og til jeg vågnede op en otte timer senere og forsøgte at komme på toilettet.
Jeg husker at begge mine forældre sad der, og at lige bag dem sad to sygeplejesker og holdt øje med mig og stuens anden patient. Jeg ved ikke, hvad han fejlede, men jeg havde flækket kraniet, brækket benet, bøjede ribben og nok asfalteksem til at asfaltere en indkørsel.
Jeg husker, de sad der, og så husker jeg ikke mere før jeg en dag var på en anden afdeling, ti dage ældre og med strithår, hvor de havde klippet håret af mig.
Hvorfor tænker jeg på det nu?
Normalt holder jeg ikke min lige-ved-og-næsten-dag helligt. Og det gør jeg heller ikke i år.
Men jeg kom til at tænke på den. Tænke på, hvilken betydning den dag har haft for resten af mit liv.
Et års tid efter ulykken kom min mor ind på mit værelse. Hun var hvid i ansigtet og holdt min pung med velcrolukning i den ene hånd - i den anden havde hun et stykke hvidt papir, som normalt lå foldet sammen bag mit sygesikringbevis.
“I tilfælde af, at jeg skulle dø i en ulykke, ønsker jeg, at mine organer skal bruges til at hjælpe andre.”
Det var før man fik donorkort, så det var skrevet af mig selv og med min rodede underskrift.
Hun græd. Min mor altså. For hvorfor havde jeg sådan noget i min pung? Hvorfor havde jeg de tanker?
Jeg forsvarede mig med, at det var det rigtige at gøre, og at det var det, jeg ville, hvis det nu var. Alligevel måtte jeg love hende at tage sedlen ud og smide den væk. Det gjorde jeg så. Men et par uger senere lavede jeg en magen til og puttede den i min pung og har siden sørget for, at min mor ikke kommer i nærheden af den.
Jeg var altid et inadvendt barn. Jeg var ikke god til fodbold, til gengæld var jeg hurtigere end de fleste andre. Både til at løbe og til at lære, så i det år, der gik før jeg igen kunne bevæge mig frit, så læste jeg hundredevis af bøger. Om alt fra antikkens Rom og Grækenland til ungdomsromaner med tunge underliggende temaer som død, fremtiden, gud og eksistens.
På et tidspunkt begyndte jeg at meditere og kunne sidde i timer på mit værelse med benene næsten foldede og fokusere på min vejrtrækning.
Jeg mediterer ikke så ofte mere.
Men jeg tænker ofte på, hvem er jeg. Hvorfor er jeg her? Hvorfor er jeg den, jeg er - med de behov, ønsker og fejl, som jeg har?
Er der en mening med, at jeg ikke døde den tirsdag?
Burde jeg have lært noget af det? Lever jeg for lidt - når jeg nu har prøvet ikke at gøre det?
Eller tænker jeg bare for meget?
Archive for maj, 2009
Om syv dage …
torsdag, maj 14th, 2009Politiet skider på Nørrebro …
tirsdag, maj 12th, 2009Jeg bor på Nørrebro.
Det vil sige, at jeg dagligt løber zig-zag mellem vildfarne kugler i den voldsomt hypede bandekrig i mit lokalområde.
Altså. Et rigtigt taberområde beboet af sociale udskud af alle mulige former for herkomst og så nogle enkelte skøre idealister, som har en naiv tro på, at man kan ændre Danmark til det bedre ved at få styr på de kvadratkilometer, der udgør Nørrebro.
Nogle af dem, der kommer oftest i mit kvarter - men som helt sikkert ikke bor der - er politet.
Den, i medierne så populære, bandekrig har medført ramaskrig fra politikere, der ALDRIG kommer forbi, men som er skredet til handling og har forlangt, at der kommer mere politi på gaden i mit kvarter. (en god ide: start med at genåbne lokalpolitistationen)
Og det gør de så.
De suser gennem gaden på motorcykel eller lukket inde i deres biler. Enten i personbiler eller større mandskabsvogne.
Der er dog også nogle af dem, der ikke er pakket ind i metal, når de kommer forbi.
Det er de betjente, der er højt til hest - bogstaveligt talt.
Ridende betjente på kæmpe store heste tripper fra tid til anden over de brosten, som endnu ikke er gravet op og kastet efter autoriteterne, mens de holde øje med, at ingen er i bandekrig.
Og det er da meget hyggeligt. Ridende politi er lidt mere venligt og afvæbnende end politi i hvid Ford, og er vel det, som der er brug for, hvis politi og andre med uniform skal modtages som andet end mennesker, der er ude på at undertrykke et kvarters beboere.
Mere politi - tættere på borgerne.
Men helt ærligt. Noget må de gøre, for selvom tanken er god, så fungerer det ikke helt.
Politihestene skider jo på Nørrebro.
Og det er der, i forvejen, nok som gør.
Jeg skulle bare se på nogle strømper
mandag, maj 11th, 2009Eller… Hvad kommer der ud af at være for træt, når man går i Illum.
Jeg var så træt, at selv min chef, som jo elsker når folk arbejder (så længe han ikke selv skal) kommenterede at jeg da vist også havde arbejdet meget det sidste stykke tid. Men da det var første gang i over en uge, at jeg var færdig med at arbejde før lygtetændingstid, så besluttede jeg mig for at slå et smut omkring indre by. Jeg ville opleve lidt liv omkring mig, og så skulle jeg egentlig også lige købe nogle strømper.
Pr. automatik gik jeg direkte til den afdeling af Hugo Boss, hvor min yndlingsekspedient normalt er. Hun var der ikke, og der var heller ikke noget af interesse på hylderne - altså ud over det, jeg havde i forvejen. Så jeg begyndte at vandre temmelig formålsløst rundt til jeg ende i den rigtigt dyre afdeling af herre-etagen i Illum.
Jeg var træt.
Hev lidt i nogle skjorter - følte på stoffet, hev ud og studerede snit. Følte noget mere på stoffet.
Egentlig skulle jeg jo ikke have noget, men alligevel endte jeg i et prøverum med en skjorte fra henholdsvis Helmut Lang og Georgio Armani.
Og købte begge to.
- Så har du snoldet for 2.898, sagde manden ved kassen, mens han pakkede silkepapir omkring mine nye skjorter.
Og jeg nikkede bare og trykkede GODKEND inden jeg proppede Nephew tilbage i ørene og gik tilbage til min cykel.
Nu ligger de så der. Mine to nye skjorter. De er fine.
Jeg er stadig træt.
Og jeg glemte at se på nogle strømper.
For fanden da også ….
lørdag, maj 9th, 2009Dette her skulle egentlig have handlet om noget andet end den sms, min bror sendte til mig klokken lidt i otte her til morgen. Men nu kom den, og lige nu opfylder indholdet hele mit sind.
Jeg slukkede min arbejdscomputer lidt over et i nat. Jeg skulle nemlig være sikker på, at jeg kunne holde lidt fri her dagen efter Store Bededag.
Hvorfor?
Jo. Min bror ringede i starten af ugen for at høre om jeg var ledig på helligdagen. Det var jeg så ikke - skulle arbejde.
- Okay. Jeg ville have kidnappet de gamle og kørt dem til København, så de kunne se, hvordan du bor.
(han er sgu i orden, ham brormand)
Jeg blev straks ramt af stolthed over min lillebrors gestus og blandede jeg så det op med lidt dårlig samvittighed over ikke at være til rådighed, besluttede jeg mig for at stramme op i mit arbejdsprogram og lade være med at arbejde lørdag. Så kunne de komme der?
Det var en aftale.
Mine forældre skulle altså ikke vide noget om, hvad de skulle. Ikke for overraskelsens skyld, men for at de ikke kunne nå at melde afbud med den sædvanlige grund: En af dem er syg.
For nu at sikre os, at de ikke fattede mistanke om dagsrejsen, så ringede jeg torsdag aften fra mit kontor lidt over ni og brokkede mig over at skulle arbejde hele weekenden og på helligdagen.
Jeg har det jo SÅ hårdt og bare jeg også var pensionist, og bla bla bla.
Fredag stod jeg op klokken syv og begyndte at rydde op og gøre rent efter en uge, hvor jeg har arbejdet mellem 14 og 16 timer i døgnet med tilhørende rod i to-værelses. Kl. 13 var jeg færdig og satte mig foran computeren, som jeg ikke forlod før 12 timer senere.
Arbejdet var næsten færdigt. Kroppen var helt, men jeg var klar til at få besøg.
Så var det min bror skrev en sms der lidt i otte - fem minutter før mit vækkeur gik i gang med P3-nyhederne.
Min mor havde sendt ham en sms en halv time før. Hun var syg, og de måtte aflyse.
Hold kæft, hvor er jeg træt af mine forældre!
Uden indhold
søndag, maj 3rd, 2009Jeg har egentlig ikke noget at sige.
Jeg har arbejdet hele søndagen og formået at skrive hele 14 A4-sider med indhold af blandet kvalitet.
Og hvad så?
Er jeg nu en bedre medarbejder, et bedre menneske eller bare som i går?
Jeg har lyst til at vokse ud af det, jeg laver. Lyst til at blive klogere hele tiden og ikke bare forbilive en form for status qo i et job, der for længst er blevet for let, og kun sjældent byder på andet end dage, der skal overståes, så jeg kan komme ud og beskæftige mig med det, jeg interesserer mig for.
Jeg har lyst til at verden var så retfærdig, at den belønnede intens træning med både cardio og styrke med vægttab i stedet for at smide en forbandet masser kilo ekstra på vægten. I stedet må jeg erkende, at jeg har nogle meget solide ben og arme, og at det giver store muskler at spise mindst to rå æggehvider om dagen.
Jeg har lyst til at falde i søvn med en velduftende kvinde ved min side.
Men mest af alt har jeg lyst til at tage hjem - så det gør jeg.