Freshmaker

Der var en gang, hvor jeg var lyset i mine forældres øjne. Den gode søn med de gode manerer, de gode karakterer, den “fine” uddannelse og ikke mindst kærester, der - med tiden - kunne levere børnebørn. Jubii!
Men det var, som skrevet, en gang.
I dag tror jeg lidt, min bror har overtaget det rolle. Og egentlig er jeg ret ligeglad.
Jeg har stadig gode manerer, holder døren for kvinder og så videre. Min uddannelse er stadig fin, selvom det er ved et være 12 år siden, jeg tog den og så videre.
For at være helt ærlig, så har jeg været skide træt af mine forældre i lang tid.
Sidste år var min far jo ret syg, og det har ikke helt sluppet ham. Eller det vil sgie. Det, der sendte ham på hospitalet er væk, men det er som om, han løber med panden først ind i alle mulige andre sygdomme/problemer, så hver eneste telefonsamtale med ham - eller min mor - handler om sygdom.
- Jeg har SÅ ondt i X.
- Jeg får simpelthen ikke sovet fordi det gør så ondt i Y.
- Ja. Far har det rigtig dårligt.
Og så videre og så videre.
Når man så er færdig med at fortælle, at man er syg og dårlig, så skal man videre og når altså ikke at spørge til mig, eler lytte til, hvad jeg har at sige - hvis jeg altså har noget nyt. Samtidig har mine forældre ikke besøgt mig i snart halvandet år, hvilket egentlig pisser mig noget af. For SÅ langt er der jo heller ikke fra Jyllands hovedstad til den reelle hovedstad. Vel?
Så jeg er mere eller mindre holdt op med at ringe til dem. De lytter jo alligevel ikke, og det der med dårligdomme bliver lidt kvalmende at høre på i længden - hvis du spørger mig. Men i går tog jeg mig sammen og gav dem et kald. Det var vist ved at være nogle uger siden sidst, og jeg har jo - trods alt - lidt manerer.
Min far var, selvfølgelig, syg og brugte noget tid på at tale om det indtil han begyndte at tale om sin forestående fødselsdag her efter påske.
Om jeg havde planer i påsken fordi han ville gerne invitere over i sommerhuset med resten af familien (læs: min bror, svigerinde og nevø) og så kunne vi jo grille og der var jo plads nok til at sove og så videre.
Faktisk har jeg tid. Uventede udgifter til en tandkrone har forpurret mine New York-planer (hvem gider rejse til New York og ikke have max dollars med), så jeg skal, vist nok, ingen steder i de to uger, jeg nu har ferie.
Men jeg kunne mærke, at jeg bare ikke orkede det. Jeg orkede ikke at sidde der i halvandet døgn og høre om sygdom og dumme naboer, mens vi grillede oksekød.
Så jeg sagde, at jeg nok var ude at rejse i påsken, men at jeg nok skulle give dem besked.
Nu ved jeg ikke, hvad det ender med.
Skal jeg rejse et eller andet sted hen bare for at komme væk - med nogenlunde god samvittighed - eller skal jeg blive hjemme, sige jeg er ude at rejse, og så bruge påsken på at cykle lange ture og komme lidt i form?
Eller skal jeg tage til fødselsdag og forsøge at genvinde posten som den gode søn.