Hun sad på gulvet med et par veninder. Hendes hår var sat på den helt rigtige måde. Jeg tror, hendes jakke var fra Ball og solen skinnede ind gennem vinduet og understregede, at vi var i dagene omkring Skt. Hans.
Selv sad jeg på et bord og talte med en anden pige mens jeg hele tiden skævede over til pigen på gulvet.
Da jeg blev færdig med at tale med pigen ved siden af mig sprang jeg ned fra bordet for at sætte mig over ved siden af hende på gulvet.
Men hun var væk. I et uopmærksomt øjeblik havde hun og veninderne rejst sig og var væk.
Jeg trak på skuldrene og dansede et par minutter senere med en tredje til et af tidens slow-hit og endte med at stå og kysse hende der midt på gulvet.
Havde jeg vidst, at det var sidste gang, jeg så pigen på gulvet, havde jeg nok gået efter hende - hende, der var den første pige, jeg nogensinde så som andet end, bare en pige.
Næste sommer er det 20 år siden.
Folk, der har læst High Fidelity - eller set filmen - ved, at Rob Gordon på et tidspunkt beslutter sig for at opsøge alle de kvinder, som nogensinde har droppet ham. For et par uger siden overvejede jeg at gøre noget af det samme - dog med det tvist, at jeg ville prøve at finde de piger, jeg var småforelsket i, men aldrig fik gjort noget ved. Bare for at høre, om de måske også havde samme følelser for mig, og hvorfor ingen af os så gjorde noget. Eller noget i den stil.
Den første, jeg tænkte på - faktisk hende, der ville være vigtigst - var pigen på gulvet.
Vi gik i samme folkeskole fra børnehaveklasse til et godt stykke ind i femte klasse, hvor hun pludselig skiftede skole. Jeg husker hende altid som solbrun, blond og med et sødt smil. Selv den gang til en børnefødselsdag, hvor hun sparkede mig i maven på den måde, man nu gør, når man er barn.
Hun var den første pige, der kyssede mig. Godt nok var det kun på kinden og i vist også mest i medlidenhed over at jeg lå indlagt på grund af et trafikuheld.
Men som sagt. Jeg synes om ideen om at finde hende og få en snak om det der med at være barn og forelsket. Ikke fordi jeg så forventede, at vi skulle forløses efter årtier med falsk kærlighed, men blot som en sjov historie, der måske kunne blive inspirationskilde til noget skønlitteratur fra min side.
Men jeg kunne ikke huske, hvad hun hed til efternavn, så jeg skubbede projektet til side til jeg en dag kom til Århus og kunne rode i mine gamle skolepapirer.
- Jeg skulle hilse dig fra Susan.
Jeg anede ikke, hvem hun var. Den eneste Susan jeg nogensinde har kendt var en kollega for nogle år siden, og hende kendte min far absolut ikke.
- Ja. Du kan nok ikke huske hende. Men det er hende, der er mor til Sofie, som du gik i skole med.
Altså. Min far var, her forleden, løbet ind i moderen til pigen på gulvet.
Talk about pudsigt.
Han fortsatte med at fortælle, i detaljer om, hvor han havde mødt hende, og hvad hun lavede nu. Altså moderen. As if I cared!
Langt om længe kom han så til det med datteren.
Og ja. Det var jo noget værre noget. Hun var ramt af sklerose og rigtig syg og … og … og … Men hun havde da nået at få to børn og … og … og … og …
Jeg fortalte min far om, at det var pudsigt fordi jeg lige havde tænkt på hende på grund af bla bla bla, men at jeg ikke havde kunnet huske, hvad hun hed.
- Ja. Det kan jeg heller ikke. Men du kan vel finde hende via nettet.
Og så nævnte han en MEGET lang gade, der løber gennem en forstad til Århus, hvor hun nu boede med sin mand og de to børn.
- Så kan du vel bare finde hende, sagde han så og besluttede sig så for at emnet var uddebatteret.
Men det kunne jeg ikke.
