- Ja. Der er kommet en masse afbud på grund af influenza, så vi bliver kun os.
Jeg lagde hårdt ud med at lyve for mine tre gæster.
Men mere om det om lidt.
Hvis jeg ser på min Facebookprofil, så har jeg næsten 200 venner. Eller nærmere - jeg har mødt omkring 200 mennesker, som på den ene eller anden måde kan huske mig, og som derfor har klikket OK, eller som har spurgt om jeg vil kendes ved dem.
Reelt kan jeg vel tredoble det til, hvis jeg ikke var, forholdsvis, selektiv med, hvem jeg vælger at kendes ved.
Når jeg så alligevel ender jeg med kun at invitere syv mennesker til genopførelsen af min aflyste fødselsdag, så kan jeg ikke lade være med at undre mig over mig selv. Godt nok var der et reelt afbud til i dag, men da det ikke var på grund af sygdom, så faldt det ikke ind under det ovennævnte hvide løgn.
Ingen lod dog til ikke at tro på mig; det er jo influenza-sæson og alle er mere eller mindre syge hele tiden. Så hvorfor skulle netop Freshs’ fødselsdag ikke være ramt af cirka 50 procents afbud på grund af en virusinfektion?
Da de var gået og jeg havde fået fjernet en enkelt tushstreg fra det lyse trægulv (børn er nu hyggelige) så jeg mig selv i spejlet.
- Hvorfor?
Der var ikke nogen, der svarede.
For jeg ved ikke hvorfor jeg smed løgnen. Hvorfor jeg ikke bare sagde, at jeg ikke havde inviteret flere - fordi der jo ikke er vildt meget plads på mine 44 kvadratmeter, når der også skal spises og væres til. Eller hvorfor jeg ikke havde inviteret flere, så der var en reel mulighed for at jeg kunne have sagt hej til flere af mine venner, bekendte eller hvad det nu hedder.
For selvom jeg, selvfølgelig, ikke behøver invitere hele porteføljen af mennesker i mit liv, så er der da mindst en håndfuld, som jeg sagtens kunne have sendt en sms og inviteret på økobrød, økopølser, økoost (fanget temaet?) og hjemmepresset saft med æbler, tranebær og ingefær.
Graver jeg dybt nok, så ved jeg godt hvorfor jeg ikke gjorde det.
Jeg holdt mig til de sikre. De, som jeg ved, ville komme.
De andre kunne jo finde på at melde afbud. Vælge mig fra til fordel for noget andet; noget, der var sjovere og som gav deres liv mere indhold end jeg kan give dem en søndag eftermiddag i januar.
- Kan du lege?
- Nej. Jeg leger med Thomas i stedet.
Kan huske det som var det i går, da jeg - en af mange gange - havde banket på hos en af de andre drenge på vejen, hvor jeg blev til den, jeg er i dag. Han sagde vel nej cirka 50 procent af gangene, og det værste var, når jeg skulle vende mig og gå ned ad fortrappen inden de fik lukket døren. Måtte luske hjem uden at være lukket ind i varmen.
Der er sikkert flere og langt dybereliggende grunde til, at jeg er så bange for afslag - og lige så dårlig til at håndtere dem. Men det er ikke noget, jeg har boret en skid i - nogensinde.
Og alligevel stikker der tanker op til overfladen her i den våde januaraften.
Hvorfor sendte jeg ikke en mail eller sms til nogle af de andre mennesker på min mentale liste over folk, jeg kan lide at tilbringe tid med?
Hvorfor? Fordi jeg traf en beslutning på deres vegne om at de alligevel ville vælge mig fra.
Overfor de, der så blev inviteret - og kom - blev de ikke-inviterede endda hængt ud som folk, der melder fra i sidste øjeblik.
Bare fordi jeg ikke vil indrømme, at jeg ikke tør invitere flere.
Normalt er det meningen at en hvid løgn kommer i spil fordi man ikke vil såre nogen - enten andre eller sig selv.
Mine gæster er nok ligeglade med om vi var fem eller 20, så løgnen var mest for at afskærme mig selv.
Det lykkedes bare ikke.
