Det er som sagt de små ting, der gør det.
Som at få en god idé som ingen har tænkt på før.
Som at opdage, at man ikke har brugt ret mange penge den sidste måned.
Som at købe sig - endnu - en ny mobil.
Hvor er jeg dog glad for min fine hvide iPhone - uden Telia-binding.
Archive for november, 2008
Glæde…
onsdag, november 26th, 2008Minder uden kvinder
fredag, november 21st, 2008Om tre uger har jeg ferie.
Det store spørgsmål er om jeg skal rejse væk eller blive hjemme og lave julekonfekt og dekorationer.
Helt ærligt vil jeg jo helst rejse væk - langt væk fra dumme kvinder og ditto chefer. Og jeg har selvfølgelig overvejet mit elskede New York - bare for en lille uge op til jul.
Der er bare én ting, der holder mig tilbage.
Jeg ville skulle rejse alene.
Det er der ikke så meget galt med, for jeg rejser ofte alene, og det er også meget sjovt, når jeg er der.
Problemet er, når jeg kommer hjem.
Når jeg skal bearbejde minderne fra turen i dagene efter turen - eller om to år, når jeg ser på billeder af højhuse, parktræer, ubekendte mennesker og enkelte portrætter, som tager af mig selv ved at holde kameraet ud i strakt arm og smile.
Så mangler der et eller andet.
Nogen at dele det med - eller i det mindste en at have delt det med.
For selvom min eks og jeg ikke længere er sammen, så er det helt anderledes at se billeder fra vores mange rejser sammen end når jeg ser billeder fra sidste gang jeg rejste på ferie alene.
Minderne skal helst være bundet op på en person for rigtigt at gøre indtryk, når tidens tand har glattet det første hukommelsestrip lidt ud.
Og det gælder ikke kun mine ferier.
Alle mine gode minder er bundet op på en ting eller en person - og oftest en kvinde.
Som forleden, hvor jeg fandt min vinterfrakke frem fra skabet. Min store vamsede Canada Goose og da jeg gled ind i den kunne jeg huske en episode fra sidste vinter, hvor hun en morgen stod i sin stue og var misundelig over min frakke. Hun tog den på og forsvandt i stof og dun. Lagde hovedet på skrå, smilede til mig og slog så frakken til side mens hun knækkede i hoften og åbenbarede sin nøgne krop.
Det billede vil på en måde altid være en del af den frakke - og nok ikke noget, jeg nogensinde bør nævne for en eventuelt kommende kæreste.
Eller da nogen for nylig talte om vin fra Barolo.
Straks kunne jeg huske en varm augustdag for et par år siden, hvor jeg gik rundt i netop Barolo med min nu ekskæreste og forbandede at vi ikke have tænkt på, at alle vinproducenterne holdt fri i netop - august.
Så der har vi et billede af mig - i skønne, smukke Barolo - med en kold dåsecola i hånden.
Et minde, der aldrig var blevet til noget, hvis ikke jeg havde rejst med hende til det nordlige Italien.
På den anden side har jeg minder af ting, jeg gjorde sidst jeg rejste på ferie alene.
En tur ved isen på Rockefeller Place, en tur ved Kennedy Space Center, en tur i sportsvogn på en mørk highway med 140 miles i timen, en eftermiddag på The Met.
Ting, som jeg har.
Ting, som jeg ikke rigtig har mulighed for at dele med andre.
Ting, jeg bare har for mig selv.
Og helt ærligt… Minder er sjovere, når de bliver delt.
Deal or no deal
mandag, november 17th, 2008Må er jeg smånaiv.
Ja. Det er jeg nok. Jeg er jo fra Jylland og opdraget efter princippet fra Jyske Lov om at en mundtlig aftale er lige så bindende som en skriftelig. En aftale er en aftale og et ord er et ord.
Det er det så ikke helt her i byen - eller i hvert fald ikke på mit arbejde.
I forsommeren havde jeg en samtale med min chef. Jeg havde indkaldt til en snak om mine arbejdsopgaver, mit ansvar og min løn. Forud for mødet bad han om et skriftligt oplæg på det hele. Og det fik han - to eller tre dage inden mødet. Her stod mine ønsker til arbejdsopgaver samt mit ønske for en fremtidig løn og hvorfor jeg mente, det var korrekt at give mig den lønstigning.
Da vi kom til lønnen i selve samtalen - efter at han havde rost mig for dit og dat - var hans præcise ord:
- Det kan jeg godt gå med til.
Altså ingen forhandling eller lignende og jeg tolkede det som at han gik med på min løn-ide.
Aftalen var så, at jeg skulle skrive et slags referat af samtalen og så blev alt officielt.
Indrømmet. Der gik et par uger før jeg fik sendt det referat, men fra det blev sendt til vi endelig - i fredags - fik sat os ned (efter mindst to månedlige rykkere) for at tale færdig er ikke helt nok til at tingene kan ændre sig som følgende.
- Så er der lige det med min løn. Vi aftalte jo, at jeg skulle stige til XXXXX kroner om måneden. Men jeg har ikke lagt mærke til noget på min lønseddel. Og det er jo snart et halvt år siden, vi aftalte….
Så begyndte det hele.
Tja, tjo, talt med bestyrelsesformand og vil gerne give regulering, men ikke så meget, nogle gange bekymret for kvaliteten af arbejdet og bla bla bla bla.
Jeg gik fuldstændig i sort.
Det var nok det sidste, jeg havde regnet med. At han ville gå tilbage på vores aftale.
Efter nogle sekunder gik jeg løs på hans argumenter om kvaliteten af mit arbejde. Det viser sig, at jeg nogle gange har trykfejl i mine artikler og andet. Som om jeg er den første journalist i verdenshistorien, der har det - slet ikke, når jeg kun har mig selv som korrekturlæser. Men bortset fra det, kunne han ikke komme i tanke om et tidspunkt, hvor jeg havde lavet en fejl. På 5 1/2 år er essencen af mine arbejdsmæssige fejl altså trykfejl.
- Jeg vil godt give dig en regulering, og jeg får lige sat noget sammen. Men så bliver det som en bonus for i år og ellers fra første januar.
Og rend mig i røven!
NU skal jeg, seriøst, til at søge alle de jobs, der bare er moderat interessante.
k. æ. r. t. e. g. n.
fredag, november 14th, 2008- Du trænger vist til et kram. Gør du ikke?
Det gjorde jeg faktisk, så jeg nikkede fra min siddende position, der som noget nyt gjorde at vi var i hovedhøjde.
Hun stillede sig tæt på mig og jeg lukkede armene om hendes krop. Min venstre hånd lagde sig midt på ryggen, så jeg kunne mærke låsen i hendes BH mod min håndflade. Den anden havde fat om hendes talje.
Hun havde fat om min ryg med sin venstre arm og vi trak os mod hinanden, så min kind lagde sig mod hendes hals og duften fra hendes hud og hår ramte min næse. Mens jeg nød den diskrete duft af kvinde, lagde hun sin højre hånd på mit baghoved - lod de korte hypermobile fingre glide gennem mit nakkehår mens hun trykkede mit ansigt mod sin hals og hænderne blidt og ømt igen og igen gled gennem mit hår.
Min krop reagerede med en underlig fornemmelse af tryghed, ømhed og et hint af seksuel ophidselse.
KLIP!
Vi sad på hver sin side af mit sorte spisebord.
Der var stille på Nørrebro. Også i min lejlighed. Ingen af os sagde noget - eller havde gjort det i små 15 sekunder. Vi så bare i hinandens, hendes fuldblå og og mine gråblå, øjne og havde svært ved at finde ordene.
For hvad var vi blevet enige om?
Skulle vi tage os sammen og lade hinanden være - for evigt?
Eller endte vi uden at tage en beslutning fordi det simpelthen er for svært. At vi har rodet rundt med hinanden - af forskellige omgange, når vi begge har været single eller på vej til at blive det - siden 2001? Vi kender ikke andet end at have den anden et sted derude i baggrunden - forhistorien. Historien, der aldrig får en ende eller forløses.
For som vi begge var enige om, så ville vi nok have været sammen, hvis vi hver i sær følte at det var det rigtige. Og det rigtige var det åbenbart ikke lige nu. Heller ikke nu.
Sidste gang var det mig, der tøvede. Nu er det hende.
- Jeg må hellere gå inden det bliver for hårdt for os begge.
Jeg var enig.
Ord var overflødige og vi havde vist også sagt alt, hvad vi kunne sige til hinanden.
Ingen af os havde fundet det magiske ord - den fuldendte sætning, der bragte os sammen eller sprængte os for evigt.
Så der var ikke mere at sige.
Nu skulle vi handle.
Men på hvad?
Vi rejste os fra de designede spisestole, der matchede bordet i både stil og højde. Endte med at stå overfor hinanden. Jeg lagde armene om livet på hende, og hun lod sine glide under mine og placerede hænderne på mine skulderblade. Hendes hoved hvilede på min brystkasse.
Den velkendte duft af Apple fra DKNY bølgde op fra hendes varme flødebløde hud.
Jeg trak hende ind mod mig. Kunne mærke mit køn trykke mod hendes mave og hendes bryster mod mit solar plexus.
Langsomt gled vi lidt fra hinanden og hun så op på mig, mens jeg lænede mig mod hendes ansigt og lukkede mine læber om hendes overlæbe, der smagte nøjagtigt som altid.
Fem minutter senere så jeg hende kæmpe sig over gadens elendige asfalt på sin cykel.
På bordet lå en tom pose karameller.
Jeg følte mig lige sådan.
KLIP!
- Hvad skal vi så nu - resten af tiden?
- Det ved jeg ikke. Kan vi ikke bare blive ved med at sidde sådan her?
Mit ansigt var stadig presset mod hendes hals, og jeg kunne mærke hendes puls mod min hud, da jeg svarede hende. Dunk. Dunk. Dunk!
Jeg kæmpede med at undgå tårer og tydelige tegn på, at min krop nød hendes berørelse som andet end et venskabeligt kram mellem en single mand på 34 og en ditto kvinde på 30.
Hun lod fingrene glide gennem mit nakkehår en sidste gang før hun trak sig lidt væk. Duften af hende blev i min næse og de blide hænder havde sat et tydeligt aftryk i min øjenkrog, der var tæt på at løbe over mens lysten til at trække hende tæt på mig igen sad i min mave.
Jeg havde kendt hende siden 2002 og jeg havde aldrig været så tæt på hende som i dét øjeblik.
- Skal vi ikke gøre noget andet?
- Jo. Selvfølgelig.
Jeg rettede mig op og så hende i øjnene og på de bløde smilehuller i hendes kinder.
- Jo. Selvfølgelig skal vi det.
Jeg gentog mig selv.
- Det trængte vi vist begge til. Det var rigtig dejligt.
Hun så på mig med et smil, som jeg gengældte.
For ja. Dét trængte jeg til mere end noget andet. Mere end til kys, blowjobs eller anden sex.
Et uendelig langt kram fra min kosmetolog var det emotionelle højdepunkt i min november.
I gråzonen…
onsdag, november 12th, 2008Det korte af det lange er, at hun har mig placeret i en gråzone.
- Normalt deler jeg mænd op i dem, jeg gerne vil lære mere at kende og så dem, jeg ikke vil have noget med at gøre. Med dig er det anderledes. Du er sådan i en gråzone.
Jeg har fået trukket tænder ud og vi havde begge våde øjne, da hun gik.
Og mellemregningerne skal jeg lige vende før jeg sætter dem på skrift.
Pudsigt nok begyndte det at regne få minutter efter at hun gik ud af døren.
På en mandag
mandag, november 10th, 2008har jeg søgt et nyt job.
Fået et par voksne mænd til at få våde øjne pga effektiv sammensætning af ord i en tale.
Drukket en cola.
og… Nå. Ja. Lavet en aftale i overmorgen med hende der for at vi kan få snakket ud. Det var hendes forslag og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det.
For selvom jeg længe har bedt om den snak, så er der vist gået for lang tid og lige nu er jeg nærmest ligeglad. For jeg ved ikke, hvad jeg føler for hende længere. Ved ikke om jeg har lyst til hende og de evindelige humørsvingninger.
En tanke har været omkring min hjerne. Kunne tale hende efter munden bare for at få hende til at smide tøjet sammen med mig. Men helt ærligt.
Gider jeg være den fyr igen?
Næ. Egentlig ikke.
Jeg vil være ham, der glæder sig til at være sammen med hende - og her er ordet hende dækkende over den kvinde, der en dag kan få sat mit hjerte godt og grundigt i brand uden straks at slukke det ved at trampe hårdt på det med den ene støvle.
Spørgsmålet er om jeg bliver den mand med hende, eller om jeg går i evig frygt for at hun en dag slukker flammen i mig.
Det må jeg se på efter onsdag.
Af og til
mandag, november 10th, 2008kan man egentlig have en ganske god dag, men virkelig trænge til et knus.