Freshmaker

Smuttede lige ind i min yndlingstøjbutik uden for Voldene (helt i Århus faktisk). Det var ved at være alt for længe siden, jeg sidst havde købt tøj til mig selv og jeg syntes faktisk at jeg trængte. Eller også var det fordi jeg ikke har vasket tøj i et par uger eller tre og derfor er ved at have lidt lavvande i mit enorme tøjskab.
Nå. Så står jeg der og piller ved en strikket hættetrøje (er federe end det lyder), som jeg straks beslutter mig for at investere i, da en ansat finder ud af, at jeg da ikke har fået nogen form for service i de fire minutter, jeg har været i butikken.
- God eftermiddag, hr. Er der noget, der kan bruges?
- God eftermiddag, unge mand. Ja. Denne her.
Vi så hinanden i øjnene, og så begyndte vi begge at småle.
- Ja. Så slog vi vist fast, at jeg er ved at blive gammel. Det er sgu første gang, jeg har kaldt nogen for unge mand.
Han mente nu, at selvom jeg var ældre end ham, så var jeg ikke så gammel, at det berettigede, at jeg begyndte at kalde mænd i slutningen af 20erne for unge mand.
Vi smågrinede lidt mere og han fik den letteste bonus for salg i sin karriere.
Et par timer senere blev der banket endnu et søm i min alderdomskiste. Da sad jeg til middag hos min bror og svingerinde med dennes unge søster. Faktisk er denne søster præcis halvt så gammel som jeg.
Aftensmaden blev hastet igennem for at man kunne nå at se Robinson. Generelt var det underligt at sidde og lytte til en 17-årig. Nok mest fordi jeg selv har glemt hvor dum, jeg var, da jeg var 17.
Ikke fordi jeg nødvendigvis mener at svigerindens søster er dum. Slet ikke. Hun er bare 17 år gammel.
Og jeg er så 34 og vil hellere se DR2 end Robinson.
Om et par måneder fylder jeg 35 og fra da af er jeg tættere på 40 end 30. Underligt egentlig.
For det er første gang, det der med at blive et år ældre har nogen betydning for mig. Jeg følte mig ikke gammel, da jeg blev 30 eller 31. Men nu, hvor det pludseligt er 40, der er på vej, så føles det anderledes.
Lige nu i hvert fald.
På selve dagen (en søndag i starten af januar, hvis du nu vil give en gave) er jeg nok ligeglad igen.

Med mindre en eller anden tynd tøjsælger med glat ansigtshud kalder mig hr. på dagen.

- Please sir. You have to leave the area.
- But I have a right to be here. I can show you my international press-credentials.
Jeg begyndte at rode i min inderlomme for at få hevet mit fine laminerede pressekort frem, men betjenten fra Key West stoppede mig inden jeg kom for godt i gang.
- Sir! I am not going to tell you again. You have to leave the area or I will be forced to take you into custody.
Betjenten havde den ene hånd på sin revolver og jeg besluttede mig for at følge hans råd og vende om.
Problemet var, at jeg ikke vidste, hvor jeg var. Jeg var i Key West; så meget vidste jeg. Men hvor i feriebyen vidste jeg ikke. Jeg kunne ikke huske navnet på mit hotel og min ven, som jeg var i byen med var forsvundet.
Jeg var, med andre ord, godt og grundigt på røven.

Det var ellers startet som en ganske god fredag. Vi var kørt nogle hundrede kilometer i min røde sportsvogn for at indlogere os på et skidehyggeligt hotel i midten af USA’s sydligste by. Byen som pirater og Hemmingway havde gjort berømt gennem gerninger og litteratur.
Det skulle være en stille og rolig aften med god mad inden vi skulle ud på havet og fange marlin næste dag.
Det blev det også - til at starte med.
For efter en god middag med vin endte vi på Hemmingways gamle stambar. Og så gik det galt.
De kulørte drinks var billige og mange og mine dollars fløj over bardisken mens jeg smed den ene drink efter den anden i kroppen.
Der blev danset, og jeg faldt i snak med folk og delte flere drinks med dem.
På et tidspunkt mente min ven, at vi skulle videre til et andet sted, og da han havde været i byen før, fulgte jeg efter ham ud på Duval Street, hvor flertallet af byens barer og turistfælder lå.
Og vi sprang. Fra den ene bar til den anden og fik et par drinks på hvert sted.
På et tidspunkt mens vi gik fra det ene vandhul til det andet gik jeg ind i en kiosk for at finde noget tyggegummi. Da jeg kom tilbage til gaden igen, var min ven væk.
- Fuck det.
Jeg var bedøvet af druk og ret ligeglad. For jeg kunne sagtens feste videre med de lokale og begyndte at vandre rundt blandt festerne og de stive amerikanere. På et tidspunkt blev jeg tiltrukket af en masse blinkende lys. En gruppe betjente var i gang med at anholde en flok unge mænd, der var blevet lidt for festlige.
Jeg fandt det vældig interessant og gik tæt på. Til stor irritation for en af betjentene.

Med betjentens øjne i nakken forlod jeg de blinkende lys og satte kursen tilbage mod startstedet. I håbet om at finde min ven.
Det tog et par timer før jeg blev forenet med ham og vi fandt hotellet.
Inden da havde der været en mængde mellemregninger, som jeg ikke husker.
Men min skjorte var i stykker. Mine bukser beskidte og jeg havde formået at formøble 800 dollars uden at kunne huske på hvad.
Jeg måtte droppe fisketuren - som var den primære årsag til besøget i byen - og i stedet ligge det meste af dagen i fosterstilling.

Da vi sad i sportsvognen tilbage til storbyen havde jeg taget en beslutning: Aldrig igen.
Det var jo ikke første gang, planer var blevet ødelagt af min evne til at indtage alkohol. Manglen på stopklods i min hjerne gjorde, at jeg aldrig har kunnet finde ud af at stoppe mens legen er sjov. Et glas er okay. To glas betyder en flaske og så videre.
Jeg skulle derfor lægge alkohol på hylden. Max et glas til middage eller lignende.
Og det har kun fejlet én gang på de godt to år, der er gået siden, jeg afgav løftet for mig selv.