Nu har jeg i snart to uger lydt som en krydsning mellem Barry White og Møghunden (tegnefilmsfigur). Men Desværre har jeg ikke haft tid til at gøre noget ved det.
Forstået på den måde, at jeg burde blive i min seng i et par dage i stedet for at tage på arbejde.
Men det kan jeg ikke finde ud af. Eller rettere jeg udskyder det til onsdag, hvor jeg ved, jeg tid til at være syg.
Og så er det, at jeg sidder her. Natten mellem søndag og mandag og klokken nærmer sig to. Og jeg arbejder.
Det har jeg så gjort hele dagen, og jeg tør ikke helt prøve at tælle sammen, hvor mange timer det - indtil videre - er blevet til i den her uge. Jeg ved dog, at det er væsentlig mere end 37 gange to.
Er det det, som det hele går ud på?
Er det det, som er meningen med livet?
Bør jeg arbejde for at leve eller leve for at arbejde?
Lige nu føles det som om jeg ikke gør andet. Jeg arbejder for meget og elsker for lidt. Men sådan har det vist egentlig altid været.
I maj måned fik jeg udbetalt fire ugers uafholdt ferie. Det var jo ikke nødvendigt med mere end to ugers ferie på et år.
Men mon ikke det er en fejl?
For jeg synes, at jeg trænger til at koble helt og aldeles af. Komme væk fra alt i lang tid.
Men det er så svært, når jeg arbejder alene. Jeg kan ikke uddelegere jobbet eller lave det hele på forhånd og så holde tre ugers ferie. Faktisk er det helt umuligt at afholde mere end to ugers ferie ad gangen. Ellers når jeg ikke deadline og trykstart.
Så jeg tager arbejdet med på ferie. Jeg har præsteret at sidde i en Applestore i Tokyo og ordne korrektur eller at gå rundt på et marked i Milano med en fotograf i røret, mens jeg forsøgte at forklare, hvad det var jeg ville have til forsiden. Begge gange gik min daværende kæreste rundt og så på henholdsvis computerskærme og designertøj. Jeg er så god en kæreste…
Arbejd. Arbejd… Arbejd!
Er det virkelig det for mig?
Jeg tror det ikke. Nej. Jeg ved, det ikke er det.
Men spørgsmålet er så om de to ansøgninger, jeg sendte i sidste uge, giver pote. Godt nok må jeg gå lidt ned i løn, hvis det er. Men til gengæld vil jeg, med garanti, kunne prøve at holde tre ugers ferie. Uden at tage jobbet med.
Og det er vel det…
Archive for september, 2008
Er det det?
mandag, september 29th, 2008KATASTROFE
tirsdag, september 23rd, 2008En rigtig katastrofe er defineret ved følgende: Det eneste jeg kunne tænke på i morges, da jeg som Barry White-klon kravlede ud af sengen var en dobbelt latte fra min lokale kaffebar.
Katastrofen er så, når normalt morgenglad barista står med opgivende blik i øjnene og fortæller at espressomaskinen er i stykker.
Det her bliver en dum dag…
Klog - hvem mig?
mandag, september 22nd, 2008Har tilbragt størstedelen af dagen på landevejen med en kvindelig kollega. Vi skulle næsten samme sted hen og i miljøets interesse besluttede vi, at hun skulle have et lift.
Normalt er jeg ikke SÅ meget sammen med de kvindelige kollegaer i løbet af en dag. Af en eller anden grund er virksomheden nemlig delt to. Dem, der sidder på kontoret og stort set aldrig kommer ud (kvinderne) og dem, der af og til er på kontoret, men som er lige så meget ude (mændene).
Så i løbet af sådan en dag kommer man til at tale en hel masse sammen - om ting, man normalt ikke snakker om; børn, skole, politik og så videre.
Da dagen var ved at være slut spurgte hun mig:
- Er det ikke nogle gange svært for dig at være sammen med andre - sådan nogle som os (kollegaerne, red.), når du er så klog som du nu er?
Det værste ved spørgsmålet var faktisk, at hun mente det.
At opfattelsen blandt mine - i hvert fald de kvindelige - kollegaer er, at jeg er mere end almindeligt begavet. Og at det åbenbart er noget, der bliver talt om - ikke bare blandt dem, men også hjemme hos den her kollega, der ikke kan forstå at jeg - med min hjerne - gider arbejde der.
Det hele kom sig af, at vi snakkede om gamle fodboldkampe.
Jeg interesserer mig ikke en fed skid for fodbold og har - hvis man skyder højt - nok kun set 20 hele fodboldkampe i mit liv (hvis man tæller dem på TV med). Alligevel kan jeg nævne alle de vigtige resultater og underlige detaljer fra eksempelvis VM i Frankrig i 98. Uden dog at have set kampen.
Men jeg har læst kampreferatet. Og det er nok. Klæbehjerne klarer resten.
- Du må være forfærdelig at spille TP med.
Det sagde hun lidt før det andet.
Faktum er dog, at ingen gider spille TP med mig. Fordi jeg, som hovedregel, altid vinder. Overlegent.
Det fortalte jeg hende, og så var det hun spurgte om det var svært for mig at være sammen folk af almindelig begavelse.
Jeg svarede noget om at det nogle gange kunne være svært at finde på samtaleemner med eksempelvis min bror og nogle af hans venner. Men det hænger egentlig nok mere sammen med at vi ikke har fælles interesser. Så derfor kan det nogle gange være svært at mødes på midten. Fordi jeg synes deres hang til styling af biler (eksempel) er for dum, og de mener at mine tanker omkring forholdet mellem religiøsitet og intelligens er noget ude i hampen og ualmindelig højpandet. Så midten er svære at definere.
Hvad der er sjovt er, at min kollega åbenbart opfatter mig som værende enormt klog. Bare fordi jeg har klæbehjerne - og måske også på grund af andre ting.
Men det gør jeg ikke selv.
Jeg tog godt nok en gang en test, der viste at jeg lå i den komforttable ende skalaen. Men det har aldrig fået mig til at melde mig ind i mensa og jeg går heller ikke rundt med et skilt, der viser de tre små tal, som jeg så bruger til at slå andre i hovedet med fordi de ikke er så højt oppe på skalaen.
For i virkeligheden er jeg jo ikke raketfysiker, kemiker eller professor i et eller andet. Altså den type mennesker, som jeg anser for at være kloge; folk der kan spille skak, poker eller noget andet, der kræver at man analyserer og så videre.
Og det gør jeg ikke.
Jeg gør bare ting - som regel uden at tænke ret meget.
Og at jeg så kan huske at Ebbe Sand scorede til 3-0 mod Nigeria efter kun 16 sekunder på banen ved VM i 98; og at det stadig er den hurtigste scoring i verden fra en indskiftningsspiller… Det gør mig ikke klog.
Det gør mig til en nørd - med klæbehjerne.
just sitting here
lørdag, september 20th, 2008Så sidder jeg her i min seng. Klokken er 6.48 på en lørdag morgen og jeg er lysvågen.
Det er en af ulemperne ved at forsvinde ind under to dyner klokken ti en fredag aften - man vågner tidligt.
Så nu sidder jeg her. Helt alene i verden uden så meget som en radio til at forstyrre stilheden.
For her er stile.
Helt ualmindelig stillle. Det gennemhullede Nørrebro sover og ingen, ikke engang politiet, som ellers har været flittige gæster i gaden den sidste uge, lader til at være vågne.
Her er helt og aldeles stille og så sidder jeg her.
Tænker over dagen i går. Over nogle af de ting, jeg oplevede mens jeg forsøgte at overleve længe nok til at komme hjem i den seng, hvor jeg så sidder nu.
Da jeg forlod København stod solen skarpt over horisonten og blændede mig gennem sidespejlene på firmabilen. En smuk, blå og sprød septemberhimmel hang over mig mens jeg drog mod Jylland til dagens første besøg:
Min far.
Han har lige gennemgået, hvad der forhåbentlig er, den sidste operation i hans liv. Komplikationer og bonusproblemer efter sidste gang har sendt ham under kniven igen. Men nu skulle det hele så være i orden - håber jeg da.
For der er snart ikke mere tilbage af ham og han virker som om han er træt af det hele - og det er alt alt for tidligt.
Så jeg aflyste en af mine besøg for at tilbringe lidt mere tid med ham.
Tid, hvor vi mest af alt bare sad overfor hinanden og var syge på hver vores måde.
Senere mødte jeg - i den anden ende af Jylland - en gammel klassekammerat. En som jeg ikke kunne huske navnet på.
Pinligt. For det er ikke så mange år siden, jeg sidst løb ind i ham. Men alligevel har jeg formået at smide navnet helt ud af hukommelsen.
Flot at være journalist og ikke være god til at huske navne.
Da jeg satte kursen hjem mod sengen var solen på vej ned. Stor og orange kastede den bløde stråler i mine sidespejle og blændede mig til den pludselig ikke var skarp længere. Himmelen dansede i et virvar af farver til det - til sidst - blev sort.
Og så var jeg hjemme.
Kravlede i komfortabelt tøj og lod dagen og min bevidsthed forsvinde i søvnen under to dyner.
Og nu sidder jeg så her.
Mens det bliver mere og mere lyst udenfor og den første lyd er kommet. Lyden af regn på brostenene og mod mine ruder.
Jeg tror, jeg bliver siddende…
‘not
torsdag, september 18th, 2008Klokken lidt i seks i morgen brummede der en sms ind på min mobiltelefon. Det var en aflysning af den kaffeaftale, jeg har i eftermiddag.
Og jeg må indrømme, at selvom jeg altid glæder mig til kaffeaftaler, så var det faktisk med en vis lettelse, at jeg strøg den ting fra min kalender. For på det tidspunkt havde jeg været vågen i et par timer med 11-taller ud af næsen og en stemme, der blev mere og mere dyb og ”sexet” hver gang jeg sagde noget ud i det tomme rum.
Jeg er forkølet med et strøg af ondt i halsen.
Fabelagtigt!
Det har fået mig til at gøre op med nogle af de regler, jeg har i hverdagen. For det første tænder jeg tidligst for varmen den første oktober. Og jeg tager også først en jakke på, når vi er gået ind i den 10. måned. Du ved. Sådan nogle underlige regler, der nok hverken får mig til at virke macho eller normal.
Men nu er jeg altså semi-syg og har brug for varme hjemme i lejligheden. Og så er der bare ikke noget. Kun koldt koldt vand.
Så jeg tøffer rundt hjemme med en fleecetrøje, nogle hjemmesutter fra Muji mens jeg drikker ingefærafkog og bilder mig selv ind at det hjælper.
Det vil sige. Det gør jeg ikke endnu.
For lige nu er jeg på arbejde og forsøger at fokusere på en flimrende skærm mens jeg drømmer mig hjem til min sofa, dyne, fleece og kogte rodfrugt.
Og kaffeaftalen?
Ja. Den kommer forhåbentlig på et andet tidspunkt – hvor jeg kan trække vejret gennem næsen.
Jeg vil have krøller
lørdag, september 13th, 2008Jeg har altid ønsket at mit hår var anderledes. At jeg havde lette krøller og havde hårsække, der sprøjtede medgørligt hår ud.
Men det har jeg ikke!
Jeg har tykt, stridt hår som naturligt stritter ligeud/lige ned og også kæmper alt hvad det kan for at komme ned over min pande.
Og jeg lever med det.
En af mine klassekammerater på Journalisthøjskolen havde præcis den slags hår, jeg gerne ville have, og en dag, over et bord fadøl, snakkede vi hår. Jeg fortalte at jeg misundte ham hans hår. Og han fortalte at han misundte mig mit.
Vi vil altså have det, vi ikke har.
Forleden sad jeg med en af mine rigtigt gode venner. Vi havde været til reception efter arbejde og ville lige sidde og lukke dagen af med henholdsvis en fadøl og en grøntsagsjuice (gæt, hvem der drak hvad). Min ven er gift og har to børn. Bor i en større provinsby udenfor København og henter sine børn i vuggestue tre af ugens dage mens konen gør de andre.
Vi talte om det der med at have familie kontra - som jeg - ikke at have min egen.
Jeg er jo lidt misundelig på at han altid har nogen at komme hjem til - og at han ikke skal “kæmpe” for at finde nogen at lave noget med om aftenen. Han er aldrig alene.
Og det er jeg jo. Jeg savner jo at have en at komme hjem til. At have nogen at gøre ting med i stedet for at prøve at støve en eller anden op, så jeg ikke skal gå i bio eller ud at spise solo.
Så jeg sagde til ham, at han var heldig, at han havde sin familie, så han slap for det.
Så fortalte han til gengæld, at han var skide misundelig på mig.
For han var jo netop aldrig alene. Han fik tid til sig selv når børnene var lagt i seng og evt når konen var gået i seng med nogle arbejdspapirer.
Jeg kan gøre, hvad jeg vil. Jeg kan købe alle de elektroniske dimser, jeg vil uden at spekulere om der nu var råd til nye sko til knægten og så videre.
Han ville gerne have mit liv, og jeg ville gerne have dele af hans.
Mon vi nogensinde bliver tilfredse med det, vi har?
Ja. For siden jeg skiftede frisør sidst har jeg været gevaldig glad for at jeg ikke har krøller.
Og dog…
Nej. Jeg vil sgu - stadig - have krøller.
dårlig karma
onsdag, september 10th, 2008Jeg tror jeg er ramt af dårlig karma.
Lå med de sædvanlige 35 i timen på cykelstien mod arbejde. Min racer og jeg var i symbiose og livet var generelt godt.
Så kørte jeg over en sten og luften forsvandt i begge mine hjul.
Måtte hoppe af min symbiose-racercykel og begynde at trække vidunderet.
En efter en kørte alle de andre cyklister forbi mig. Mange af dem var jeg lige blæst forbi - så selv gennem mine isolerende hovedtelefoner kunne jeg høre deres skadefro latter.
Pas på. Dårlig karma har det med at smitte.