Det tog lige i omegnen af ti måneder, fra jeg blev officielt single, før nogle af mine venner fik den ide, at jeg da skal sættes op med en af deres bekendte.
- Hvordan har du det egentlig med blind dates?
Min ven spurgte gennem telefonen.
Helt ærligt ved jeg ikke, hvordan jeg har det med blind dates. For jeg har aldrig prøvet det. På den ene side er jeg, selvfølgelig, lidt imod det; hele det der med at blive sat op fordi venner mener, at man vil passe godt sammen.
Men på den anden side. Jeg er jo ikke typen, der bare møder hunkønsvæsner på gaden og inviterer på date – har heller aldrig været typen, der har taget meget kontakt til dem på barer/discoteker/cafeer eller hvor man nu hænger ud i løbet af en dag. Jeg har altid været for tyk/bleg/bebumset/langhåret – eller hvad jeg nu kunne finde på af dårlig undskyldning – til at have selvtillid nok til at træde ind i en kvindes liv og sige hej.
Så måske er det der med at blive sat op en meget god ide. Who knows?
Jeg mødte jo min ekskæreste gennem en af mine venner. Ikke sådan at vi blev sat op med hinanden, men jeg stødte til dem en dag, de sad og drak kaffe.
Og så var jeg solgt.
Min eks er den første kæreste jeg har haft, som ikke har været blond og gennemført nordisk. Hun er nemlig adopteret fra et fjernøstligt land.
Jeg har altid set mig selv som værende temmelig farveblind, hvad angår den slags, og i mine øjne har hun altid været mere fra Vesterbro end fra Østen.
Men jeg ved nu, efter mange år med hende, at der findes mænd, der bevidst går efter at have en kæreste med asiatisk oprindelse – som om det er mere sexet, eksotisk eller underdanigt (vælg selv). Gudskelov mener jeg ikke, at jeg er en af dem.
Nå. Men tilbage til samtalen.
- Det ved jeg sgu ikke. Har aldrig prøvet en blind date. Hvem taler vi om?`
- Det er min kollega, XX. Hun er rigtig sød, ganske pæn – og så er hun også adopteret fra YYY.
Jo, tak. En af mine bedste venner mener altså at det er en kvalifikation – i forhold til mig – at den potentielle date har samme etniske rødder som min ekskæreste.
For mig svarer det til at fortælle, at hun også bruger Colgate.
En fuldstændig ligegyldig oplysning, der ikke sætter hende i hverken værre eller bedre lys som en, man kunne date.
Jeg ringede til min eks i går for at fortælle hende om det. For hun er nok den eneste, der forstår det der med at blive sat i bås som asian-lover.
Hun grinede så højt, at jeg måtte trække røret væk fra øret. Og ellers mente hun, at jeg da skulle gøre det, hvis jeg havde lyst.
For selv om det skulle ende med noget, så var hun sikker på, at jeg ikke var en af de klamme (hendes ord) asian-lovers.
Kan dog ikke lade være med at tænke på det alligevel.
Så tror sgu, at jeg venter med de blinde dates til salgstalen ikke nævner noget om etnisk oprindelse.
For jeg vil helst være farveblind og gå ind i sådan noget med åbne øjne.

Ha ha
Der er ikke noget etnisk over hende jeg har i tankerne.
Åh gud. Du mener det altså?
Nå. Men send mig en mail med info osv. Så tænker jeg lidt over det.
Måske