februar 8th, 2010 by freshmaker
Jeg har fået en pris.
Som kreativ blogger. Wow!
Underligt egentlig; for det er da vist ved at være ret lang tid siden, at jeg har været kreativ på bloggen.
Men nuvel.
Jeg har fået prisen af Ypperstepraestinden, og der følger nogle krav med, for at man kan modtage prisen - hvilket vel egentlig er lidt mærkeligt for en pris, men lad nu det ligge.
Først skal man indsætte et billede af prisen. Done!
Derefter skal man linke til den, man har fået den af. Done
For at det ikke skal være lyv, så skal man skrive syv ting om sig selv. Done - nedenfor.
Til sidst skal man så give prisen videre til syv andre. Se her bliver det så lidt tricky. Ser du, jeg læser ikke syv blogs. Jo. jeg læser nogle professionelle blogs på diverse nyhedssider, men jeg tvivler på, at Arianna Huffington og andre ligefrem forstår det danske kædebrevssystem - eller dansk generelt. Så…. Not done.
De syv ting:
- Jeg har et operationsar i hver side af lysken.
- Jeg haft sex på flere offentlige steder end jeg vil erkende overfor mig selv.
- Har et Omega Speedmaster Professionel limited edition, som jeg går med på højre arm.
- Jeg var en nørd i folkeskolen.
- Jeg er ekstremt følsom overfor lugte.
- Jeg er ekstremt forfængelig.
- Jeg er på fornavn og håndtryk med ham, der sælger mig størstedelen af mit tøj, men kender ham ikke.
Bonus:
- Jeg tror nok, jeg skal tatoveres igen.
Posted in Ukategoriseret | No Comments »
februar 3rd, 2010 by freshmaker
Jeg nåede at opdatere min iPhone tre gange: En gang med ny software, en gang med to nye sange og den tredje gang bare for at skyde tiden.
Hello Teen-Fresh!
Jeg er jo blevet sat op på denne her blind date af min tatovørs altmuligdame. Men da jeg jo ikke vil overlade alt i hendes hænder, så måtte jeg hellere gøre noget selv. Altså lige ringe og cleare datoen af med den fantastiske kvinde og så lige sikre mig, at jeg vidste lidt mere om hende. Du ved, så jeg ikke bookede bord på en bøfrestaurant for så opdage at hun er veganer (nu kunne jeg aldrig finde på at booke bord på en bøfrestaurant til en date, men you get the drift).
Så jeg fik nummeret på hende i går eftermiddag og besluttede mig egentlig for at vente med at ringe til i dag. Jeg skal jo heller ikke virke for ivrig, vel.
Midt i min aftensmad kom jeg så i tanke om, at jeg jo havde aftaler hele aftenen i dag, og derfor ikke kunne ringe, så det måtte altså blive en nu og her ting.
Men så var det, jeg pludselig blev 23år yngre.
Hjertebanken.
Svedige håndflader.
Indre monolog om, hvad jeg skulle sige.
Fuck, hvor underligt.
Normalt kan jeg uden at tænke over det ringe til et ministerium og med en vis autoritet forlange at få ministeren i tale. Det er bare noget, jeg gør.
Men da jeg skulle til at ringe til hende her, så gik jeg altså totalt i teen-mode.
Lidt som da jeg som 16-årig var helt vild med denne her pige fra ungdomsskolen. Jeg fik luret hendes nummer af fra lærerens protokol og skulle så ringe til hende for at invitere hende på te eller noget.
Så jeg ringede.
Og lagde røret på, da hendes mor tog telefonen - det var jo før “vis nummer”, så det var helt ufarligt at gøre den slags.
Det gjorde jeg så nogle gange. For jeg var dum og bange for konsekvensen af at sige “hej, må jeg tale med ….”.
At jeg så endte med at kysse en del med hende en nytårsaften er en helt anden sag.
Men følelsen, når jeg ringede til hende, der tilbage i slutningen af 80′erne, den kom igen i aftes, da jeg sad og gloede skiftevis på min iPhone, min computer og mit tv og overvejede, hvad jeg skulle sige, når nu hun tog telefonen.
Et kort øjeblik overvejede jeg endda helt at droppe det hele og bare se X-Faktor den fredag, der er sat af til den der blind date.
Da jeg endelig fik taget mig sammen til at trykke på “ring” knappen på min iPhone, så overvejende jeg et splitsekund at smide røret på igen - for der var jo ikke oprettet forbindelse og hun kunne ikke se, at jeg havde ringet. Men jeg lod den alligevel ringe.
Et dut.
To dut.
Tre dut.
Fire dut.
Telefonsvarer!
Jeg havde så ikke lige forberedt mig på en telefonsvarer. En samtale ja. Men ikke en telefonsvarer.
Så jeg fik lagt en besked, hvor jeg ikke husker helt, hvad jeg fik sagt. Måske fik jeg endda præsenteret mig med efternavn (men det tror jeg ikke).
Og så undrer jeg mig over mig selv.
For hvorfor er det så svært at ringe op som privatpersonen Fresh, når jeg uden tøven havde ringet til hende som professionel Fresh og lavet et interview om noget. Det er jo samme kvinde, der tager telefonen, og det er også samme Fresh, der ringer op.
Langt fra logisk.
Langt fra særlig voksent.
Helt tæt på en usikker teen-udgave af 36-årig Fresh.
Posted in Dating, Kvinder, Mig, Undren | 4 Comments »
februar 2nd, 2010 by freshmaker
Der er ikke meget der kan begejstre mig.
Hvis man lige ser bort fra nyheder fra Apple, et godt måltid, en rød solop- eller -nedgang, min nevø, en ny cykel, et smil fra en smuk kvinde eller nyheder fra Apple, så er det svært for mig at blive rigtig begejstret.
Men det er jeg nu.
Ikke på grund af iPad’en. Næ nej. Det er noget helt andet med æbler, der gør mig helt glad indeni.
Jeg skal nemlig til New York til juli.
JUBI!
Elsker The Big Apple, og derfor skal jeg derover i små fem dage til juli.
Men jeg er ikke alene. Jeg tager nemlig min bror med. Han bliver 30 til sommer og til den dag har jeg besluttet mig for, endegyldigt, at tage sejren i vores indbyrdes “kamp” om at gøre hinanden mundlamme i forbindelse med gaveudveksling.
Så jeg har købt flybilletter og hotel til bror og mig i New York.
Tag den, din lille lort!
Han ved det ikke endnu og han får det først at vide til sin fødselsdag.
Jeg har dog talt med hans chef og sørget for, at ynglingen har ferie. Der er også things in motion til at sørge for at hans pas er up to date, og så står mine forældre for pasning af min nevø i de dage, hvor han ikke er hjemme til at være far, men i stedet skal være Big Daddy i NYC.
Jeg har jo været mange gang i New York, men for bror er det første gang, han forlader det europæiske kontinent, så jeg glæder mig virkelig til at tage ham med til mit andet hjem. Ikke kun fordi NYC er fantastisk, men også fordi det jo nok er den eneste mulighed min bror får for at komme virkelig langt væk hjemme fra i rigtigt mange år. Når man ikke har fået rejst inden man bliver halvtids-far, så gør man det nok heller ikke, når man nu er det.
Eller tager jeg fejl?
Nå. Men der er altså et lille halvt år til afgang.
Men jeg kan allerede mærke en lille flig af begejstring.
Posted in Mig, familie | 3 Comments »
januar 29th, 2010 by freshmaker
Min mor hader min tatovering.
Ja. Egentlig hader hun vel dem begge to, men da hun kun har hørt om og set den ene, så bruger jeg altså ental. Okay?
Nå. Men min mor hader altså, at jeg er tatoveret. Det lyder mere korrekt, tror jeg.
Tilbage til handlingen:
Min seneste kreation er nu færdig, og jeg skriver dette siddende ved mit spisebord med brystkasse og skulder smurt ind i helende creme for at dæmpe den dunkende smerte, der er i min hud efter de næsten fem timers mishandling i går.
Altså.
Jeg sad der i min bare overkrop og frøs slet ikke, da min tatovør og butikkens assistent/altmulig-kvinde proklamerede, at de også lige havde en søøød pige, som de mente, jeg skulle sættes op med.
Og så gik salgstalen ellers i gang.
Assistent/altmuligkvinden fortalte om denne her FANTASTISKE kvinde, som var det ene og det andet og så skulle jeg da lige se et par fotos, for hun var jo så køn osv..
Imens sad jeg så og morede mig kosteligt. Både fordi situationen var vældig absurd og fordi jeg jo har det noget underligt med blind dates (hvad folk, der har læst med længe ved). Så mens der blev tegnet skæl i dragens krop over min venstre skulder, så indvilligede jeg i at gå på blind date med denne her FANTASTISKE person. For hvorfor ikke? Det er jo ikke ligefrem fordi, jeg selv gør noget ved min single-status, og så var hun vitterligt rigtig køn på de billeder, jeg blev præsenteret for, og det kan vel aldrig gå værre end at jeg ikke skal se hende igen.
Men det kan jo også gå stik modsat.
Det er jo sket før - dog ikke for mig.
Og assistent/altmulig-kvinde pralede jo med, at de sidste to hun satte sammen (for tre år siden) nu ventede barn.
Så hvem ved?
Det kunne da være ganske rart at få en kæreste i tilgift til min tatovering.
Og hvis jeg nu kom hjem med sådan en, så ville min mor nok tilgive, at jeg har blæk i kroppen.
Posted in Dating, Kvinder, Mig | 13 Comments »
januar 18th, 2010 by freshmaker
Det bedste, ved hele den dag, var, da jeg var cirka midtvejs i prosessen og jeg kunne høre nogen sige:
- Den sidste, der fik den behandling tudede som et lille barn, og ham der ligger bare og halvsover. Det er sgu sejt.
Så følte jeg mig så mandig.
Og så må jeg hellere starte fra begyndelsen.
Jeg er i gang med at udbygge min halvandet år gamle tatovering på venstre overarm. Denne gang med noget af skuldren og venstre del af brystkassen. Og så skal der jo nåle og farve i kroppen, og det kan man egentlig godt mærke, selvom det ikke ligefrem gør skide ondt.
Men jeg lå så der i bar overkrop på en briks mens jeg var omgivet af kvinder (tattoo-shoppen var den dag en københavnsk udgave af L.A Ink), hvoraf den ene tegnede løs med sort og grå (de øvrige farver kommer i næste uge) på min friskbarberede brystkasse.
Men de synes altså, jeg var sej og mandig, som jeg lå der med små grumsede bloddråber på brystkassen og med lukkede øjne lod mig tegne på.
Og jeg kunne lide det.
Jeg blev endda ægget til at være ekstra mand, da jeg skulle over gården for at låne toilettet og de inderligt bad mig om at tage en trøje på - for kuldens skyld. Men jeg var ægte viking og gik uden - for imagets skyld.
- Du er virkelig sej.
Og min brystkasse voksede lidt mere og jeg følte mig lidt mere mandig end jeg i virkeligheden er.
For når det kommer til stykket er jeg jo ikke skide maskulin. Faktisk har jeg visse træk i min personlighed, der er langt mere feminine end mandige. Tag bare min besættelse af sengetøj i ægyptisk bomuldssatin (for det føles så godt mod huden, når man ligger der og har det rart), og min modvilje mod at spise rødt kød - eller gris for den sags skyld. Ikke ligefrem noget, der vinder mig point hos flertallet af de mænd, jeg kender. For de synes bare jeg er mærkelig, når jeg snakker om laktosefri mælk, tofu eller fordelene for fordøjelsen ved at spise tang i ny og næ.
Måske var det i virkeligheden for at opveje alt det, at jeg lå der på briksen og fik fyldt en større del af min krop ud med drager.
Fordi det er maskulint.
Fordi min manglende maskulinitet i sind må opvejes af min fysiske fremtoning.
Jeg har aldrig været i slagsmål, men er alligevel stolt af at jeg har ar i ansigtet, så det næsten kan se ud som om, mit ansigt har oplevet andet end kosmetolog-hænder.
Jeg har også et Facebook-billede, hvor jeg ligner en gangster. Komplet med hættetrøje og et ondt blik i øjnene. Jeg synes, det er et fantastisk foto af mig, da det ligner mig på den måde, jeg gerne vil ses. Også selvom det er manipuleret af en af DKs dygtigste portrætfotografer, og jeg slet ikke har så mange truende skygger i ansigtet som på det foto.
Men jeg vil jo gerne ses sådan.
Som en rigtig mand.
Posted in Mig | 11 Comments »
november 26th, 2009 by freshmaker
Ved at tjekke min telefon, kunne jeg se, at jeg i de sidste 14 dage har talt dansk i cirka en time.
Resten af tiden er al kommunikation foregået på engelsk.
Jeg læser engelske bøger og blade, mens jeg ser CNN og BBC, når jeg ser tv om aftenen og morgenen. Det hele foregår altså på engelsk.
Det gennemsyrer hele min måde at tænke og skrive på.
Jeg har faktisk taget mig selv i at gå og tænke på engelsk, mens jeg forleden, da jeg sad og skrev på den der roman, opdagede at jeg havde skrevet halvanden side på engelsk uden at tænke over det.
Måske er jeg bare anglofil - who knwos? Men det er pudsigt så lidt der skal til før jeg slår over i noget helt andet og pludselig synes, at det kan være ret besværligt at formulere sig godt på dansk.
Giver mig en helt anden forståelse af Gitte Stallones problemer med at tale dansk… 
Posted in Ord | 3 Comments »
november 26th, 2009 by freshmaker
Skal jeg brokke mig over en ting, så var det, at tidsforskellen til Danmark er på syv timer, og at alle jeg kender (næsten) lå i deres seng og sov, da det mystiske skete. Så jeg havde ingen at dele det med, da det mystiske sket…
Klokken var lidt i 11, og jeg havde begivet mig ud på et lille eventyr her i Singapore:
Nemlig at gå fra mit hotel til området med butikker. En lille gåtur på 2,6 km. Sådan cirka.
Himlen var skyfri. Luften tung af varme og fugt - næsten 37 grader, og jeg endte med at gå forkert.
Jeg elsker at gå forkert, når jeg er i storbyer. Jeg finder altid et eller andet, som jeg ikke regner med, når det indre kompas fucker op, og fødderne går en gade for langt. Sådan var det også i dag. Pludselig var jeg i det gamle kvarter, hvor bygningerne var som de var for 100 år siden, da det hele var britisk og i koloni-stil. Men der var også en park. En skøn lille perle af grønt klemt inde mellem skyskrabere og de gamle huse.
I mine ører spillede Regina Spektor - Us fra soundtracket til filmen (500) days of Summer (se den - en smuk film om at være forelsket og blive forladt, som jeg ville ønske, jeg havde skrevet).
Og i et øjeblik gik det hele op i en højere enhed. Alle mine sanser (undtagen smags-delen) blev ført til en form for nirvana, og jeg var tæt på at være lykkelig. I et splitsekund, var der intet, som bekymrede mig. Intet, som kunne gå galt i mit liv. Jeg havde alt og ønskede ikke mere.
Sådan har jeg ikke haft det i mange år.
I liked it…
Posted in Mig | 3 Comments »
