Ja. Det krævede så, at min fars læge ikke kunne finde en fysisk forklaring på min fars evige sygdom, samt at min mor insisterede på at lægen kom på hjemmebesøg; et besøg, hvor min far ikke kunne nå at tage sin maske på, før der skete noget i sagen.
Så nu får manden antidepressive piller. Om nogle uger ved vi om det virker.
Da min bror ringede og fortalte det i aftes (mine forældre ville vist ikke anerkende overfor os, at han og jeg havde ret), lød han næsten lige så glad, som da vi, for få uger siden, stod på toppen af Rockefeller Center i New York og slog hinanden på skuldrene.
Sins of a læge
august 13th, 2010 by freshmakerJust right
juli 28th, 2010 by freshmakerFilosofisk er min livsanskuelse hverken at glasset er halv fuldt eller tomt.
Der er noget i det. That’s it.
Selvfølgelig er der dage, hvor mængden af indhold svinger til den ene eller anden side, men som livsholdning konstaterer jeg at der er noget i det.
Den seneste uge har der dog været så meget indhold, at det næsten har været for meget.
Jeg inviterede jo min lillebror til New York som gave på hans 30 års fødselsdag.
Da vi nærmede os afgang i sidste uge, kunne jeg godt mærke, at jeg var lidt nervøs. For vi har aldrig været så meget sammen så længe, som vi ville være på den tur. Kunne vores “brødrekærlighed” med en passende mængde fornærmelser og lammere tåle det - og hvad ville der ske, når vi røg i totterne på hinanden midt på Times Square?
Alt det sket selvfølgelig ikke.
Vi er ikke henholdsvis 5 og 11 år længere. Han er 30 og jeg er - ja, i slutningen af midten af 30′erne (sådan rent matematisk).
Det havde været en lang tur - de sædvanlige otte timer i fly med halvanden i tillæg som mellemlanding på Island (flyv ikke med Iceland Express - by the way).
Så da vi ankom til det 33 grader varme Manhattan og vores hotel på 27 og 5th (lige ved Museum of Sex) klokken halv ni om aftenen, så havde ingen af os meget energi.
Men spise skulle vi, så inden vi tog det obligatoriske jeg-er-i-New-York-for-første-gang-så-jeg-skal-se-Times-Square-med-det-samme-besøg, vandrede vi ned ad 5. til vi ramte Union Square Park, hvor der ligger et Whole Foods-supermarked.
Her købte vi sushi, mac’n'cheese og et par flasker Vitamin Water.
I parken var der et leben som var vi havnet midt i en gadefest. Folk dansede til Aha fra en ghettoblaster, der blev læst digte højt og over alt sad mennesker på bænke og spiste og talte med hinanden.
Jeg var hjemme i det øjeblik. Jeg havde ikke lyst til at være andre steder. Havde ikke lyst til mere af livet. Manglede - for første gang i mange år - ikke noget som helst.
I det øjeblik løb mit glas over.
Jeg var lykkelig …
Forkert nummer
juni 26th, 2010 by freshmakerDet er ikke ofte, at min arbejdsgiverbetalte mobiltelefon ringer fra et nummer, jeg ikke har i telefonen i forvejen, når Danmark er gået på weekend.
Men det hænder.
I dag ringede den og displayet fremviste ti tal i stedet for et navn. Alligevel virkede nummeret bekendt, uden at jeg dog kunne sætte et navn eller et firma på det, og derfor præsenterede jeg mig med både for og efternavn.
I den anden ende var en hulkende kvindestemme, som det tog mig nogle sekunder at genkende.
Det var hende.
Jeg har ikke hørt fra hende siden en gang sidste år, men nu var hun der igen. Grædende.
- Hej, hulkede hun og fortsatte.
- Er du i København?
- Ja. Jeg er hjemme ved mig selv. Hvad så?, spurgte jeg med en så neutral stemmeføring som muligt.
- Jeg har brug for en ven. Må jeg komme forbi?
Her er det så, at jeg selvfølgelig skulle sige nej. Forhistorie og alt gør, at jeg godt ved, at det er noget rod, hvis hun kommer forbi; ikke kun fordi det ville ødelægge mine planer (som jeg ikke havde nogle af, hvilket jo var det skønne ved det hele), men også fordi hun har det med at rode op i gamle sår, som ikke skal røres af andre end mig selv.
Men jeg slog hjernen fra.
- Ja. Det kan du da godt, hørte jeg mig selv sige.
- Godt. Jeg tager lige et bad, og så kommer jeg forbi, snøftede hun.
Og med et var hun væk, og jeg kom til mig selv igen.
Jeg så på telefonen i fem - måske ti - sekunder inden jeg gik ind i opkaldslisten og trykkede på hendes nummer.
Gudskelov var hun ikke gået i bad.
- Ja. Du må sgu undskylde. Men mit hoved gik vist på autopilot, da du ringede. For jeg kan ikke have dig til at komme forbi. Jeg har, mere eller mindre, fået mig noget, der ligner en kæreste, og så kan jeg altså ikke have dig til at sidde her i min lejlighed. Det har vi for meget fortid til.
Jeg sagde det så præcist og med så venlig en stemme, som jeg kunne.
I den anden ende var det som om det fik en syndflod til at starte. Hendes hulken blev til ægte gråd, og i de næste ordløse sekunder fortrød jeg, fortrød min fortrydelse og fortrød igen og igen, at jeg havde afvist hende.
Jeg kan bare ikke klare, når kvinder græder.
Hun fik fremstammet, at det kunne hun godt forstå, og jeg foreslog hende at ringe til nogle af sine veninder i stedet for mig. Det ville nok også være bedre for hende - og mig.
- Jeg håber, du får det bedre, sagde jeg og sekunder efter sad jeg igen og stirrede på min telefon, mens jeg havde det lidt som om jeg lige var blevet ringet op af en, der havde fået forkert nummer.
I det øjeblik gik det op for mig, at hun nu er helt ude af mit liv.
Hyldest til en kvinde (på bestilling)
maj 31st, 2010 by freshmakerOnde tunger vil sige, at det første man lægger mærke til ved dig er din figur.
Men helt ærligt. Det vil være at trække det ned på et helt andet, og måske lidt plat, niveau.
Næ. Det første, man lægger mærke til er de afsindigt hvide tænder.
Når man så er færdig med at undre sig over hvilken type tandpasta du bruger, så går man videre til at spekulere over om man metaforisk kan drukne i øjne, der er så blå.
Men nok om det.
Det er få mennesker, der kan få Fresh til at føle, at han ikke er intellektuel overlegen. Og slet ingen kvinder. Altså lige med undtagelse af dig. Nah. Så kvik er du altså heller ikke; men du kommer da tæt på.
Nå.
Men dette her er jo en hyldest på bestilling. Så det må hellere afspejles i teksten:
Oh, smukke kvinde.
Vid at dit vid lægger os mænd på sinde.
Oh, smukke kvinde.
Du ligner noget, man skal bruge skattekort for at finde.
(okay, lidt søgt, men det skulle jo rime. Ikk’? Nå. Det skulle ikke rime alligevel.)
Well. Så må man jo hellere blive lidt seriøs.
Det er ikke til at forstå, at du ikke har horder af kloge, velskabte mænd foran din dør.
Men det er måske fordi du er alt det ovenstående og ingen derfor tror, de er gode nok?
(hov. Så er det jo ikke længere en hyldest på bestilling. Tilbage på sporet. NU!)
Dine ben, din flade mave, dine markerede arme, dit smil, dit bryst.
Ting, der er visuelle, men reelt uden betydning.
For du er - gemt bag det hele - et varmt og empatisk menneske.
Og en af mine bedste venner.
Tilfreds?
Af klogskab bliver man doven?
maj 31st, 2010 by freshmakerJeg har en veninde, der er meget klog.
Hun giftede sig med en klog mand og de har så nogle kloge børn sammen.
For nylig fortalte hun mig, at hendes ældste barn havde fået en form for støttepædagog i folkeskolen. En, der kan hjælpe med at holde fokus hos barnet selvom det udmærket fatter det, der foregår og endda nok har fattet det lang tid før det blev bragt på banen af læreren.
Cool!
Så er det jeg tænker:
Hvorfor eksisterede den slags ikke, da jeg gik i folkeskole? Den gang var støttepædagoger kun noget, der blevet givet til alle dem der ikke kunne noget.
Jeg fik ikke nogen hjælp. Det havde jeg jo ikke brug for, da jeg jo kunne mine ting.
Jeg er nemlig, med risiko for at lyde selvfed, mere end almindeligt begavet. Så kvik, at jeg i løbet af fjerde klasse holdt op med at anstrenge mig med mine lektier, og omkring ottende holdt jeg så helt op med at lave dem. Jeg kunne lave min afleveringsmatematik og danske stile i frikvarteret inden, de skulle afleveres og stadig komme hjem med et 11 eller et 13-tal (dog trak ordenskarakteren noget ned).
En gang i første klasse blev vi, i en dansk-time, bedt om at lave fem to-stavelses-ord til dagen efter.
Jeg lavede fem to-stavelses-ord, og for en god ordens skyld lavede jeg også lige fem med tre og fire stavelser. Responsen fra læreren var, at det skulle jeg vente med. Jeg måtte ikke være foran de andre.
Så jeg brugte mange skoletimer på at tegne store blyantstegninger på skolebordet, mens jeg med et halvt øre lyttede til læreren, der fortalte ting, som jeg havde læst en måneds tid før.
Og sådan gik hele min folkeskoletid, hele min tid i handelsskolen (selvom nogen nok vil kalde mig en stræbernørd i de år) og sjovt nok også en del af min tid på Journalisthøjskolen.
Jeg anstrengte mig aldrig!
Og det gør jeg sådan set stadig ikke.
Det meste falder mig alt, alt for let. Så derfor anstrenger jeg mig ikke.
Så det er blevet en indgroet del af min personlighed, at jeg ikke behøver at anstrenge mig for at nå de mål, der er sat for mit arbejde.
Og det irriterer mig.
For selvom jeg nogle gange siger, at NU skal jeg videre over stepperne og virkelig give den en skalle, så kan jeg ikke finde ud af det. Jeg ender med at miste fokus og i stedet nøjes med at lave tingene til en blød mellemvare. I stedet for at lave noget ekstraordinært.
Annoying!
Måske havde det været anderledes, hvis jeg havde haft en støttepædagog som den min venindes barn får?
Hvem har set Gnags?
maj 11th, 2010 by freshmakerJeg undrer mig over det Danmark, jeg lever i, i dag, kontra det, jeg voksede op i.
Jeg ved ikke om du kender sangen, men der findes en sang af Gnags, hvor Thomas H. og Søs Fenger synger med på. Jeg mener, den hedder Danmark og en del af omkvædet går sådan her:
“Lige meget hvem du er
Lige meget hvor du er
Så velkommen her”.
Det nummer lå på et tidspunkt i årene omkring min konfirmation nummer et på hitlisten. Pladen solgte i spandevis og den blev spillet i radioen hele tiden. Hell. Jeg har stået til en form for fest og sunget højt til den sang.
Nu er det længe siden, jeg har hørt den blive spillet. Hverken i radioen eller nogle andre steder.
Hvor blev sangen af.
Og endnu værre.
Hvor blev holdningen af.
Da jeg voksede op var vi åbne og nysgerrige mod omverdenen. Nu er vi det stik modsatte.
Som om nogen - seriøst - tror på, at vi, i Danmark, kan klare os uden resten af verden.
Det er som om hele vores lighedstanke er tippet så meget, at vi som nation er overbeviste om, at vi er bedre end andre. At de fremmede ikke er nær så gode som os.
Og så kan jeg ikke lide mit land.
Jeg kan ikke lide, at vi møder alle med mistillid i stedet for en åben pande.
Jeg kan ikke lide, at man bliver kaldt landsforræder, fordi man ikke mener, at Muhammed-tegningerne var en skide god ide.
Og jeg undrer mig.
Hvor fanden blev Gnags og “Danmark” af?
Uden label
maj 3rd, 2010 by freshmakerDet var samme diskotek, som jeg nogle år tidligere havde besøgt på min blå mandag.
Men det var så vist også det eneste, der var fælles med den her aften. Og dog. Jeg var vel stadig lige kikset i forhold til det med piger. Mit tøj var bedre end da jeg var på blå mandag (stonewashed jeans og jakke og en sweatshirt var udklædningen, dagen efter jeg sagde ja til Jesus), men ellers sad jeg og var lige så hæmmet som nogle år tidligere.
Der sad nemlig en hunkøns-klassekammerat på mit skød og der sad hun godt. Uden at afsløre for meget kan jeg fortælle, at jeg ikke kunne have rejst mig fra stolen uden at det var blevet pinligt.
Men hun sad der og var meget fuld. Jeg sad der og var meget …. frustreret; og fuld.
Se. Nu er det så her, jeg bliver nødt til at stoppe op et øjeblik.
Bare et øjeblik.
For jeg havde egentlig lovet ikke at skrive dette her indlæg. Men nu gør jeg det alligevel - fordi jeg ikke rigtigt kan lade være. Også selvom jeg ikke ved hvad det egentlig er for noget - det jeg så skriver om.
Men først: Lidt udenoms-snak (sort of).
For et par uger gav jeg et interview til Urban om det at være blogger. Her kommer jeg blandt andet ind på den underlige situation, der er i at have kvindelige “fans”, der følger med i ens liv og måske endda sender en fanmails. Jeg proklamerede over for den (kvindelige) journalist, at mit liv nok havde været anderledes, hvis jeg havde fået samme opmærksomhed fra det bløde køn som teenager som bloggen giver mig nu jeg er fuldblodsvoksen med tatoveringer og en håndfuld grå hår.
Enter kvindelig medblogger.
Den halvlange historie om hvordan jeg endte med at mødes med den her kvindelige blogger springer jeg over.
Men vi havde mailet lidt frem og tilbage og fundet ud af, at vi begge kom fra Århus og omegn og at jeg vist havde gået på handelsskole med en fra den lille bitte by hun var vokset op i, inden hun til sidst var endt i København. Hun havde gået på samme handelsskoleskole som jeg - et år senere, vist nok.
- Inden vi går nogen steder… Vi har da gået i klasse sammen. Har vi ikke?
Vi stod i solskin foran Christiansborg, og jeg var kommet 40 sekunder for sent til vores første møde - en gåtur og måske en kop et eller andet.
Og jo.
Det havde vi sgu. En af os havde rodet rundt i hvornår det og det skoleår fandt sted.
Og ja. Det var hende, der for næsten 20 år siden sad og flyttede rundt på blodet i den nedre del af min krop.
Det var hyggeligt uden at det blev en svælgen i fordums tid - fordi det netop den del var ligegyldig.
Siden da er det gået - for mig - forholdsvis hurtigt. Jeg kyssede hende på tredje “date”. Jeg har haft hende ude at spise på overprized moderne restaurant, hvor jeg trodsede mig selv og drak en vinmenu, så jeg på et tidspunkt talte mere end jeg normalt bryder mig om. Jeg har vasket hendes hår og set hende vågne. To gange.
Men et label har vi ikke sat på det. Endnu.
For hvad er det, vi udvikler os til ved jeg ikke. Og jeg tror heller ikke hun ved det.
Hvornår er man kærester, når man er voksen? Efter fem dates. Ti. Halvtres? Skal vi i det hele taget sætte det label på det.
Så der er flere slutninger på det her, som jeg havde aftalt med hende ikke at skrive noget om.
Måske slutter det her - fordi jeg brød, netop, den aftale.
Nah. Det gør det da ikke. Vel?
Det kan også ende med at blive sådan noget, man laver film om. To teenagere flirter til fest og ser så ikke mere til hinanden før de, 20 år senere, mødes under hver deres pseudonym på det kæmpe store internet.
Jeg kan allerede se Jennifer Aniston og Robert Downey’s navne på filmplakaten…