Freshmaker

Om fire uger og en dag går jeg på fire ugers sommerferie.
Det er vist første gang, at jeg oplever det - fire ugers ferie (altså ud over da gik i den ene eller anden slags skole).
Fire ugers ferie - om fire uger.
Jeg trænger til ferie. Virkelig!
Gennem det sidste halve år har jeg arbejdet mindst 50 timer om ugen fordelt på seks arbejdsdage, og nu trænger jeg til at komme væk fra det hele.
Men da jeg sad i aftes og blev enig med mig selv om, at jeg ikke tager til NYC eller US i det hele taget, men hellere vil til Middelhavet et sted, så slog det mig, at jeg med sikkerhed vil komme til at rejse alene. Uden nogen at dele oplevelserne med og uden nogen at spise aftensmad med.
What a bummer!
Jeg er ikke til charterrejser, hvor man automatisk kommer til at bo på hotel med nogle danskere, man kan tale med. Jeg vil flyve et sted hen, leje en cabriolet (ja, sgu) og så køre rundt i en uge. Nyde smuk natur, god mad, smukke kvinder, lækre butikker og så videre.
Men jeg har jo også lyst til at dele det med nogen.
For lige meget hvad, jeg siger til mig selv, så vil, særligt, aftenerne blive noget ensomme, når man sidder der på en restaurant og spiser. Og lige meget, hvor meget man læser i den medbragte bog, så ser man også ensom ud.
Jeg har rodet hele min venneliste igennem for at finde en, der kan tage med mig. Om ikke andet så på noget af turen. Hell. Overvejdede endda at jeg jo kunne betale en flybillet, hvis det var et problem.
Men når stort set alle jeg kender har børn på seks år og ned efter, så er det så som så med muligheden for at tage nogle af dem med. Og tanken om at bruge ferien på at besøge børnefamilie-vennerne på familieferie er kun tiltalende i et kort splitsekund.
Så nu sidder jeg her. Med en færdig reservation på et fly til middelhavet - inklusiv otte dage i en cabriloet - på min web-browser. Men jeg trykker ikke på bestil.
For orker jeg at holde ferie (alene)?

Freshmaker kunne gå fra speciallægen med viden om at det abnormale modermærke er resultatet af alderdom; ikke kræft. Føler sig nu lidt underligt til mode.

Jeg havde, henkastet, nævnt for mig selv, hvad konsekvensen af besøget hos lægen kunne være. Men jeg tog det, samtidig, ikke ret alvorligt. For det jeg havde skrevet i emne-feltet, da jeg bestilte tid ved lægen via internettet, var egentlig mere en dum undskyldning for at tage mig sammen til at komme ind til lægen og tale om det der stress. For jeg går jo ikke bare derind fordi jeg har stress.
Men jeg tog derind - og var klar på at få tingene serveret råt for usødet af min venlige 41-årige læge. Og dog.

For et par uger siden (det var en onsdag morgen) besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville tage på job dagen efter. Nu skulle jeg have et par dage for mig selv, få pulsen ned og bare sidde i min sofa og fundere over livet, kvindebryster og chokolade.
Jeg endte så med at tage på job om torsdagen alligevel fordi der jo var noget seminar, og jeg havde en lille reprimande som jeg gerne ville give videre til min kollegaer. Så det gjorde jeg.
Men så blev jeg også væk fra job. Først fredag. Så tog jeg lige weekenden med, og pludselig havde jeg gået hjemme i seks arbejdsdage og to weekenden.
Jeg besluttede mig så for at tage på job mandag.
Med kvalme i kroppen ved udsigten over at gense mit kontor cyklede jeg mod bærbar computer, avisbunker, breve og tre deadlines.
Men det gik godt. Jeg havde haft godt af de ti dage hjemme - arbejdet flød fra mine fingre og jeg lavede ganske gode ting.
Der var dog stadig en boblende undertone af, at folk ikke skulle lægge for meget ind til mig, og da de få mennesker, der ved, hvordan jeg har det (min bror (der er hevet i statsamtet af sin møgkælling af en x), min Anna og min X) blev ved med at ponke mig for gå til lægen, så bestilte jeg en tid.
Jeg sad faktisk og skrev, at jeg nok havde stress. Men jeg slettede det og skrev i stedet, at jeg gerne ville have hans mening om et modermærke på min mave. Jeg synes nemlig, at det ændrede sig.
Af en eller anden grund spændte jeg mavemusklerne, da han bad mig løfte op i t-shirten, så han kunne komme til med sit lille apparat. Og han kiggede og kiggede. På samtlige modermærker på min mave, brystkasse og ryg.
- Hvordan har du det ellers?
Og jeg fortalte det. At jeg havde det hårdt på job, at jeg arbejde langt over 80 timer om ugen i perioder, at jeg havde pjækket og at det gav kvalme at tænke på at gå på job igen.
Og han så på mig, og gav mig så en sludder for en sladder om at det var vigtigt, at sige fra på job. At det selvfølgelig var svært, når man var alene og ingen kunne overtage, men at det også kunne være et vink med en vognstang til cheferne, hvis man gik ind og sagde, at nu tog man hjem og var stresset.
At jeg skulle passe på mig selv, og komme til ham, hvis jeg skulle have mere hjælp.
- De der modermærker. Jeg kan ikke rigtigt se, at der er forskel på dem. De ser normale ud for en “gammel” mand som dig.
Han grinede.
- Men. Der er et af dem på din ryg, som vist ikke er som det skal være. Jeg er ikke ekspert i den slags, så du skal til en specialist, der kan afgøre om den gullige farve, som det modersmærke har, har en betydning. Okay?
Og han skrev en henvisning, gav mig en liste med specielister, hvor jeg fik ham til at understrege navnet på den, der var den lækreste.
Så rejste jeg mig. Han gav mig hånden, og bad mig igen om at passe på mig selv.

Jeg havde forberedt mig på, at der kunne være noget i det der skide modersmærke.
Jeg var bare ikke forberedt på, at der kunne være noget reelt.
Sådan midt på min ryg. Lige der, hvor hverken ens eget blik eller hænder kan nå.
Så jeg sank en ekstra gang, da jeg nogle minutter senere sad i bilen og kom til at tænke over, hvad det var lægen ikke sagde, da sendte mig videre til en, der var klogere end ham.

Klokken var 20:15.
Det var lørdag, og jeg forsvandt stille ind under mit mørkeblå Armani-sengetøj. For træt til at være andet end en træt mand, der havde brug for at sove.
Jeg havde drejet min fladskærm, hvor et bilprogram drønede over de 42 tommer, og sleeptimeren var sat til 30 minutter.
Men jeg husker intet af det der tv-program. Da jeg havde lagt hovedet på puden forsvandt alt i søvnens bløde kram.
Inden denne lørdag, var gået en underlig uge. Fem arbejdsdage - de tre af dem var jeg i Jylland eller på Fyn. En nat lå jeg på et kønsløst hotel og forsøgte at sove.
Og tiden gik. Dagene flød ud i hinanden og jeg levede ikke ret meget. Hvis altså ikke ens job er lig med et liv.
Jeg skulle have været til lægen fredag og få en lægeerklæring på stress, eller i det mindste nogle sovepiller, så jeg kan få sovet.
Men jeg flyttede aftalen.
Af flere årsager.
Den nemme forklaring (og den min rationelle hjerne giver mig) var, at det ville tage to timer ud af min arbejdsdag, som ville betyde, at jeg skulle arbejde længere end til kl. 15.00 for at aflevere de ting, der skulle laves klar inden weekenden. Så det bedste var da at flytte lægen og så holde fri fra kl. 15.00.
Den anden forklaring er, at jeg ikke rigtigt kan overskue konsekvensen af at tage til lægen og sige at jeg er stresset. For hvad sker der så?
Bliver jeg sendt hjem i seng, får jeg besked om at finde et andet job? Hvad siger lægen?
Og hvordan serverer man den besked på jobbet?
- Hej Chef. Jobbet her har kørt mig ned. Jeg kommer tilbage om en måned. Ses.
Så jeg skubbede den opgave foran mig. Til i næste uge.
I stedet tog jeg hjem kl. 15.00 - sharp. Tog til frisør, købte mig lidt tøj, lavede mad, så tv og gik i seng inden midnat. Lørdag stod jeg op. Læste et par aviser inden jeg tog til træning for første gang i tre måneder.
Cyklede 32 km. på en time, lavede 200 mavebøjninger inden jeg sluttede af med 20 minutter på en cross-trainer og et langt bad.
Brugte resten af lørdagen på at være småtræt og få ondt i hovedet af mangel på raffineret sukker (startede også på min diætplan i fredags - sukker er forbudt).
Og så var det, at jeg besluttede mig for at gå i seng.
Normalt ville jeg have holdt mig vågen til omkring midnat - for det er jo lidt sørgeligt at gå i seng kl. 20, når man ikke er syg eller to år gammel.
Men ikke i går. Jeg VAR to år gammel og sikkert også syg.
Så jeg sov. Sammenlagt fik jeg sovet små ni timer, hviket er mere end det dobbelte af en normal nat.
I dag sov jeg to timer på sofaen efter at have købt ind.
Og nu - her lidt over kl. 20 på en søndag er jeg træt, og overvejer om jeg burde gå i seng.

- Det talte vi om i går.
Gjorde vi det?
Jeg kunne godt huske, at jeg havde talt med min ven fra forstaden i går. Men faktisk ikke, hvad vi havde talt om. Noget med vores aftale i weekenden. Men detaljerne var væk.
- Var det ikke aftalen tirsdag, vi talte om?
- Hold kæft, mand. Du husker jo intet. Du har sgu stress, mand.
Min forstadsven og jeg havde talt lidt om det der med at arbejde, og nøjagtigt som de fleste andre jeg kender, så synes han, at jeg arbejder for længe.
Men det er jo også let nok for ham at sige. Han arbejder med overenskomst, overtidsbetaling og så videre.
Det gør jeg, overhovedet, ikke.
Set over de sidste to uger har jeg arbejdet lidt over 140 timer. I ugerne op op til da var det de “sædvanlige” 45 til 50 timer.
Så jeg har givet mine 12 minutter ekstra.
Men det er jo ikke timerne, der gør mig stresset; gjorde min første fridag i to uger (søndag) til et helvede af migrænefølsomme øjne.
Nej. Det er manglen på mållinje. Fraværet af et succeskriterium.
For det er der ikke.
Jeg har mine deadlines, som ligger fast hver måned.
Og så er der alle de projekter, som min chef ikke kan overskue og så lægger øverst i bunkerne på mit ergonomisk korrekte skrivebord.
Og jeg tager imod dem. For jeg føler en forpligtigelse overfor de mennesker, der betaler min løn. De skal have løst de opgaver, de giver os - også når den 61-årige chef ikke kan finde ud af at gøre det.
Jeg har evnerne.
Jeg har bare ikke tiden.
Men jeg siger det ikke.
Så bunkerne vokser. Eller det gør de jo ikke. For jeg løser tingene - måske. For der er ikke tegnet en mållinje op. Jeg ved ikke om det resultat, jeg leverer er i orden.
Ingen fortæller mig det.
Det leveres blot, og så går jeg videre til næste del af bunken - eller næste trin på den største af opgaverne, mens min hjerne skrumper, og jeg erstatter et godt måltid med det, der lige er ved hånden, eller kan leveres indenfor en time af en mand, der ikke taler skide godt dansk.
Men hvorfor?
Hvad er det, der gør, at jeg ignorerer, at min højre arm (den jeg bruger til musearbejde m.m.) om aftenen er død fra skulderen til knoerne? At jeg åbenbart ikke kan huske telefonsamtaler fra i går eftermiddag, og at jeg ikke får den mindste belønning for det. Hvis man da ser bort fra telefonnummeret på min sundhedsforsikring, som en kollega stak mig i morges.
- Ring til dem og få noget hjælp til din arm. En kiropraktor, fysioterapeut eller noget.
Ja tak.
Kan de mon også massere min hjerne?

Flugten var planlagt til klokken 22; sådan mere eller mindre sharp. I passende tid efter at jeg forventede at gæsterne (min kusine, hendes mand og ene datter) ville pakke sydfrugterne og forlade mine forældres hus.
Jeg havde været der siden lillejuleaften klokken tidligt og havde fået ondt i røven af at sidde, i maven af at æde og i sjælen af …. bare være der.
Min far har ellers haft det nogenlunde de sidste måneder. Lykkepiller og en ny type gigtmedicin har gjort han har været helt normal at tale med i telefonen. Rart.
Men den sidste uges tid har han haft julestressen på, og har brugt telefontiden på at skælde ud på alt fra Regeringen over genboen til min lillebror. Så hurra for fire dage i familiens skød.
Da det blev morgen første juledag og vi havde julet siden lillejuleaften med dansen om træet både den 23. og 24. (bror har jo delebørn) trængte jeg til af have plads til mig selv. Til min egen seng og alt det der.
Så jeg brugte vejret som (halvlegitim) undskyldning for at køre halvsent lørdag aften, hvor trafikken måtte forventes at være minimal (hvad den var) i stedet for søndag formiddag sammen med alle de andre.
Og så blev flugten fastsat til cirka kl. 22.

Min far har, siden jeg kom, lignet en krydsning af Døden fra Lübeck og en pose mel, mens han stønnede i smerte over et eller andet og så tændte for fjernsynet.
Men når vi spurgte ind til ham, så mumlede han blot og skiftede kanal.
Okay. Så pas dig selv.
Ind træder så kusine med mand, og inden for tre minutter står min far med ansigtet begravet i skulderen på kusine-manden og flæber som ingen af os har set ham græde før.
“Jeg har det simpelthen så dårligt”, snøftede han, mens han skubbede os, sin nærmeste familie, væk.
Det gik dog hurtigt over og vi endte med at spise og hygge og så videre.
Lige indtil vi kom til at snakke om bolig til min bror, og samtalen pludselig blev underlig. Min far kaldte min bror for dum (to gange) og mig en Kong Smart (fordi jeg irettesatte ham for at komme med forkerte fakta) og proklamerede så, at han var ulykkelig i det hus, som han og min mor købte for fire år siden (cirka), og at den var med til at han ikke havde det godt.
Omgivelserne gjorde ham syg.
Det var ny viden for min bror og mig. Og værst af alt for min mor.
Hun lod sig dog ikke mærke med det før min kusine m.m. var gået.
Så blev hun vred, og skældte min far ud.
Hvorfor lukkede han ikke op for det, der var inde i ham?
Hvorfor kaldte han sin ene søn dum?
Han gik i forsvarsposition og benægte alt, lige til min bror og jeg indså, at vi måtte træde til og give min mor ret.
Så åbnede sluserne:
Hvorfor ville han ikke have hjælp?
Hvad skulle vi gøre?
Kunne han ikke forstå, at vi var bekymrede?
Min mor græd. Min bror græd. Min far græd. Og jeg græd en smule indvendigt over at jeg ikke kunne få en ægte tåre frem.
Og tiden gik og gik i stå til jeg lukkede snakken.
“Det er jo ikke et angreb på dig. Det må du forstå! Vi forsøger bare at hjælpe dig, men du virker som om du ikke vil have hjælp. Luk os ind, ring midt om natten, hvis du har brug for det, eller det gør ondt. Bare du bruger os. Tænk over, hvad vi har sagt og lad os fortsætte en anden dag, hvor vi ikke er overtrætte og oprørte.”.
Og så forsvandt det hele efter tyve minutter.
Min mor satte sig under et tæppe ved siden af ham.
Min bror slog mig på skulderen, og jeg flygtede ud i den gennemfrosne bil og skyndte mig hjem til Nørrebro, hvor jeg ikke føler, jeg behøver flygte fra andet end mig selv og min frygt for at ende som min far. Sur, indelukket og ensom.

Jeg havde en lille ide om at spinde en tekst, der skulle få dine tanker ind på, om jeg havde problemer med for tidlig afgang, når jeg har sex. Du ved. Komme med hint om, at jeg bider mig i kinden for at komme på andre tanker osv.. Og så skulle du sidde og smile lidt i skægget (jeg ved godt, at du sandsynligvis er kvinde og derfor ikke har skæg. Men bær over med mig. Skulle bruge et sprogligt billede) fordi du kender det. For du har sikkert en gang mødt en mand, der leverede to ryk og en aflevering (hell, sådan var jeg selv i mine helt unge dage). Men det er en helt anden snak end det her.
For jeg har vist fået mig en meget tidlig vinterdepression.
Ja. Måske skal jeg kalde det en efterårsdepression. For efteråret er jo knapt gået i gang, og jeg har nu gået i en uge og været helt og aldeles i kulkælderen.
Holy crap, hvor er jeg træt af de hele i de her dage.
Har brugt en søndag på at ligge i noget nær fosterstilling og have ondt af mig selv, mens jeg af og til har bidt mig i kinden for ikke at give mig til at tude uden nogen nævneværdig grund.
What the fuck?
Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke er optimal for tiden.
Jeg kan selvfølgelig opliste en helvedes masse ting, der ikke er optimale. Mit job keder mig (stadig), og jeg kommer ikke til samtaler på de jobs jeg søger. Jeg formåede endda at erhverve mig en form for advarsel fra min chef (fuldt fortjent - jeg havde taget mig en økonomisk frihed, som jeg ikke havde. Ups!), men er alligevel ikke nervøs for at miste mit job. For jeg er FOR dygtig til de ting jeg laver - udover journalistik. Jeg har ikke set min noget-der-ligner-en-kæreste i næsten 14 dage på grund af vores besværlige kalendere. Men sådan er den slags jo. Og det går nok. For så ser vi bare hinanden en anden gang.
Og sådan er der så meget. Intet fungerer rigtig af lort. Men der er heller intet, der fungerer optimalt.
Så nu sidder jeg her. En søndag aften, hvor jeg har sagt nej tak til at mødes med mennesker. Fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue at tage andet end mit depri-ansigt på. Så hellere ligge på sofaen og bide sig selv i kind og læbe for at undgå at komme til at græde (for meget).
Uden at vide hvorfor…